Plader

CTM: Suite for a Young Girl

Suite for a Young Girl sammenvæves og forfines Cæcilie Triers tidligere musikalske bedrifter i en heterogen men ubesværet og naturlig stilcollage: I krydsfeltet imellem alternativ pop, klassisk musik og klangkunst begår hun en helt uovertruffen elegant og betagende musik, som på en gang er sært fængende og bestandigt eksperimenterende.

Det er et ikke ubetydeligt CV, som danske Cæcilie Trier kan bryste sig af. Hun er (blandt andet!) kvinden bag Chimes and Bells’ dunkle artrock, har været cellist i Choir of Young Believers i flere år, er fast medlem af det eksperimenterende ensemble Valby Vokalgruppe og medvirker nu og da i Marching Church, der er anført af Elias Bender Rønnenfelt (Iceage). Det var derfor forståeligt, at hun valgte at sætte Chimes and Bells på stand by, da hun i slutningen 2012 udgav debut-ep’en Variations fra sit soloprojekt CTM – en forkortelse for Cæcilie Trier Music. Det er under samme navn, at hun nu tre år senere har udgivet minialbummet Suite for a Young Girl. Men selvom navnet er det samme, er musikken det ingenlunde. Heldigvis. For hvis man ligesom mig var en smule uimponeret over den plastiske 80’er-pastiche på Variations, er der ingen grund til ikke at lytte til Suite for a Young Girl.

Variations er med rette blevet sammenlignet med Talk Talks tidlige plader. Den rumklangsklæge og synthesizertunge trommemaskinepop bærer da også tydelige ligheder med især It’s My Lifes syntetiske sødme. Imidlertid har ep’en i kraft af Cæcilie Triers apatiske alt en anden tilbagelænet ro, end Mark Hollis’ eksalterede vokal bibringer Talk Talks storladne omkvæd. Men hvis Variations kan sammenlignes med It’s My Life, må Suite for a Young Girl være pendant til Talk Talks sidste album Laughing Stock eller Mark Hollis’ senere selvbetitlede soloalbum. Selvom denne sammenligning kun konkret kommer til udtryk på albummets afslutningsnummer ”Escorted/The Road”, hvor det pointillistiske lydbillede vakler under sin egen porøsitet, præges arbejdet generelt af samme omhyggelige eftertænksomhed og ufejlbarlige sensibilitet som det sidste Talk Talk album.

Suite for a Young Girl sammenvæves og forfines Cæcilie Triers tidligere musikalske bedrifter i en heterogen, men ubesværet og naturlig stilcollage: I krydsfeltet imellem alternativ pop, klassisk musik og klangkunst begår hun en helt uovertruffen elegant og betagende musik, som på en gang er sært fængende og bestandigt eksperimenterende. Det æstetiske sammenflet slås an fra pladens første indslag ”Return of the Hunters”, hvor Cæcilies far, Lars Trier, åbner nummerets klassisk orkestrerede del med en spansk guitars klare toner. Efter at temaet er blevet bearbejdet af både træblæsere og piano, kulminerer nummeret i en knusende tung electronica, for til sidst at munde ud i lyden af pludrende badevand.

Dette møde imellem det akustiske og det elektroniske synes generelt at udgøre et centralt tema på Suite for a Young Girl. Selvom kombinationen næsten er uundgåelig i populærmusik anno 2016, er den distinkte sammenstilling, som Trier opøver, alligevel opsigtsvækkende. Et andet eksempel kunne være førstesinglen ”Cézanne”, hvor en elektronisk processeret vokal og et støvet båndloop kontrasteres af Malthe Rostrups sporadiske og dissonante klaver.

Man kunne forestille sig, at Cæcilie Trier er enig med Claude Debussy, der skrev, at musik er stilheden imellem tonerne. På Suite for a Young Girl fylder pauserne nemlig ligeså meget som lyden, og der gives plads til dvæle ved hvert eneste anslag. Det er musik, der igennem sin dragende sparsommelighed får en til at stoppe op og høre efter. Man holder vejret. Venter. Lytter. Det er, som om alle musikkens overflødige elementer er luget ud, og kun de mest delikate detaljer står tilbage. Resultatet er en sælsom, dekonstrueret barokpop.

Men det er ikke kun musikkens elementer, der føles nedbarberede. Også de enkelte numre og albummet som helhed synes kogt ind til det absolut essentielle. De fleste af pladens otte numre varer blot omkring to minutter og er selv efter mange gennemlytninger overraskende korte fornøjelser. Alt imens numrenes nøjsomme udstrækning virker som udfaldet af en velovervejet kompositionsproces, synes albummet med en spilletid på blot 20 minutter en smule amputeret. Det kan vel dårligt legitimeres som en egentlig kritik, når nu udgivelsen kategoriseres ”minialbum”. Måske er det også bare et udtryk for en utilfredshed med, at der ikke var mere på bunden af bøtten. En forespørgsel om mere fra samme skuffe. Be’ om?

★★★★★☆

Leave a Reply