Koncerter

Arcade Fire, Speaker Bite Me, Björk, 05.07.07, Roskilde Festival

Arcade Fire, 18:00, Arena
Det kan være svært at fatte, hvad man gør det hele for, når man omtrent står med laks i skulderhøjde foran indgangen til Roskildes næststørste scene. At festivalens første, store navn så samtidig er et af nutidens mest hyldede livebands, Arcade Fire, gav torsdag aften fornemmelsen af, at det skulle lykkes, hvis man skulle opretholde håbet om en reel festival med indhold frem for et nyt Pompeji på en dyrskueplads i Danmark.

Men hvordan skulle det næsten gå galt? Arena var proppet til randen, og spændingen over at se et band, der aldrig har været på dansk grund, var enorm. Da de 10 canadiere endelig gjorde deres entre, var forløsningen dermed af dimensioner, der ikke er set så forbandet ofte på en mark.
Arcade Fire lagde ud med en trio af numre fra deres anden plade, hvoraf især den formidable “No Cars Go” blev leveret med så megen drive af bandet, at man var lykkelig i en fart. Det er ret uretfærdigt at have så store forventninger til en koncert på forhånd, og når selvsamme så bliver udfriet til fulde, vil man i ordets egentlige forstand pisse på mudderet.

De mange musikere roterede konstant rundt, så det ville være forkert f.eks. bare at kalde frontkvinde Regine Chassagne for bassist eller trommeslager. Hun var det hele og havde en epileptisk energi, der drev hende rundt over scenen, når hun da ikke søgte at synge teltet op uden mikrofon.
Der var stor vægt på numrene fra Arcade Fires skamroste album nummer to Neon Bible, men det stod klart, at publikum reserverede meget af deres energi til numrene fra årtiets måske bedste debut, den dunkle Funeral.

Og mens den neonoplyste dommedag fra de nye numre var mest passende til omgivelserne, var det “Neighbourhood”-trilogien fra debuten, der pumpede både band og publikum op i et satanisk gear, der slettede al erindring om skodvejr og druknede telte. Livemusik fås næppe bedre lige nu. (SJ)

★★★★★½

Speaker Bite Me, 21:30, Odeon
Hvor mange art/støjrock-koncerter har du været til, hvor der er blevet opfordret til at “ryste røv”? Hvis du har været til mere end én, må du meget gerne sige til. Da Speaker Bite Me spillede i et halvfyldt telt blev opfordringen taget alvorligt, selv om det nok mest var mental røv, der blev rystet under regnbukserne. For med et arsenal af alvorligt saftspændte numre fra deres nye plade, Action Painting, samt et par rockende og støjende åreladninger fra fortiden, var koncerten bevis på, at det ikke altid er de helt unge, der besidder ungdommelig spændstighed.

“Lesson One” og den vuggende og fugtige “Belle De Boskoop” fik smilebåndene til at låse sig fast i alt andet end botox-stivede folder, imens det spandexklædte kor fik kroppen til at vibrere i lige dele fryd og respekt under crescendoet i “Teach Me Tiger”. Desværre døde vildskaben lidt i midten af koncerten. Biddet forsvandt, og selv om de fine variationer i melodierne trådte bedre frem, var det i de bastant pumpende sekvenser, det for alvor fungerede. Og så er et ekstranummer på to minutters pumpende postrock-finale med bækkener dirrende i den våde luft alt, hvad man har brug for. (MT)

★★★★★☆

Björk, 22:00, Orange Scene
Hvis man har gået og været i tvivl om, hvilke hovednavne der egentlig var årsagen til, at årets Roskilde Festival blev udsolgt i lyntempo, gav et blik ud over pladsen ved Orange Scene torsdag aften et godt hint. For selv i den silende regn, der havde været i gang i mere end 18 timer, stod folk tæt pakket i mudderet. Og heldigvis leverede Björk varen – og mere til. Lyden var tilmed aldeles glimrende, så det gik klart igennem, at Björk sang blændende og virkede nærværende og engageret.

Koncerten åbnede stærkt med “Earth Intruders”, en indlevende udgave af “Hunter” og flotte korflader i “Pagan Poetry”. Koret var de ti medlemmer af et brassband, som undervejs satte især sangene fra Homogenic ind i nye, interessante arrangementer. Men koncertens største aktiv – ud over Björk selv – var den elektroniske troldmand Mark Bell. Så godt som samtlige sange havde syng-med-potentiale, og ind og ud mellem de slidstærke melodier sprang Bells flossede, buldrende beats. Havde sammenhængen været en anden, ville de skurrende, hvæsende programmeringer nok have sendt tankerne i retning af en mørk klub, men i selskab med Björk kom de snarere til at minde om ustyrlige naturkræfter. Ikke mindst de skælvende beats i “Jöga” lød som jordens plader i kværnende bevægelse.

Koncertens klart største bifald tilfaldt Bells fineste genistreg, “Hyperballad”. Det er i forvejen er et superstærkt nummer, og efter et minuts tid blev det splejset sømløst sammen med “Freak”, et af Bells egne, acid-inspirerede numre under navnet LFO. Rave-vildskaben fortsatte i “Pluto”, som lukkede det originale sæt. “Oceania” var et noget tamt ekstranummer, men “Declare Independence” fik energien tilbage – og med løsrivelsestemaet in mente dukkede der både et færøsk og et grønlandsk flag op ved scenen. »Declare independence! Don’t let them do that to you!« proklamerede Björk som afslutning på en koncert, der understregede, at Björk er sin egen – og stadig er sprængfyldt med musikalsk nysgerrighed.
(MA)

★★★★★½

Deltag i debat