Plader

Madrugada: s.t.

Skrevet af Filip Granlie

Hvordan siger man ordentligt farvel til en afdød ven og bandmedlem? Det er der vist ingen, der ved. Og Madrugada ved det sikkert heller ikke. Det kan man jo ikke, men de har tilsyneladende gjort deres bedste med deres sidste mørke plade, Madrugada.

Robert Burås indspillede alle sine guitarspor til Madrugadas nye album, Madrugada. Kort efter, i juli 2007, blev han fundet død i sin lejlighed i Oslo. Robert Burås blev 31 år. Hans død tegner en kedelig tendens i norsk musik. 31 år er tilsyneladende langrendslandets pendant til den rockmytologiske dødsalder, 27 år: Blot to måneder efter Burås’ død blev salig St. Thomas ligeledes fundet død i sin lejlighed, også kun 31 år.

Det er unægteligt i en kedelig skygge, Madrugada udsender deres sidste, meget roste album. Men en kyniker her og der kan sagtens finde en mulig sammenhæng mellem Burås’ dødsfald og den underlige respekt for de døde på den ene side og på den anden side den overvældende modtagelse, som Norges rockhelte med dette sjette album har fået. Seks ud af seks og fem ud af seks stjerner har været den altovervejende stemning, især i hjemlandet. Og kynikerne tænker: “jaja, det er, bare fordi guitaristen er død, han var jo norsk, nordmændene er nogle nationalromantikere, og Madrugada er et af Norges største bands = deres sidste plade skal være god.”

Et sagligt lyt viser dog, at Madrugada faktisk er en ganske udmærket plade. Der er godt nok ikke sket alverden i bandets univers. Albummet byder på stemningsfuld og mørk 4/4-rock ikke særligt langt fra eksempelvis Nick Cave. Det gør sig især gældende i “Look Away Lucifer”, hvor allerede titlen sladrer om en meget mulig inspiration fra hr. Cave. Der er også en lugt af Black Rebel Motorcycle Club i et elektrisk-akustisk kompromis mellem debuten og Howl.

Ligesom Black Rebel Motorcycle Club er Madrugada egentlig et af de bands, som er gode, men som bare mangler et eller andet. Ikke desto mindre besidder Madrugada den afgørende vitalitet i højere grad end bandets tidligere plader. Og måske lader jeg mig selv overstrømme af respekt for det hinsidige, men jeg synes, især guitaren gør sig gældende, fx i et langsomt, overvældende rumklangsudbrud få sekunder inde i “Whatever Happened to You?” og i en utvivlsomt insisterende guitarsolo i den i forvejen fremadrettede “The Hour of the Wolf”.

Sangene på Madrugada holder et generelt højt niveau, helt indtil Robert Burås alene spiller og synger pladens sidste sang, “Our Time Won’t Live That Long”, der på tekstsiden lægger ud med rammende ord: »Don’t know when they’ll put me in the ground.« Isoleret set er sangen desværre ikke særligt god, og idéen om en Burås-båren afslutning er bedre end resultatet.

Efter en kort pause udånder Madrugada med et lille æterisk ekstranummer i form af et soloklaver med lidt baggrundssnak og lyden af store, fjerne porte, der smækker. Denne ordløse, stilfærdige afslutning siger et fint farvel og tak til Robert Burås og Madrugada, som vi kendte dem.

★★★★☆☆

Deltag i debat