Koncerter

Roskilde ’09: Cody, Men Among Animals, The Telstar Sound Drone, 29.06.09

Mandag begejstrede Cody mest, Men Among Animals var både underholdende og enerverende, mens The Telstar Sound Drone savnede modhagere.

Fin Roskilde-debut fra Cody. Foto: Casper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Fin Roskilde-debut fra Cody. Foto: Casper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Cody, 29.06.09, 13.30, Pavilion Junior
Under den blå teltdug på Pavillon Junior stimlede folk med hang til country og højt til loftet sammen. Cody, der har udgivet en enkelt anmelderrost ep og varmet op for Frank Black og The National, skulle give den første koncert mandag. Selvom det i Roskilde Festival-sammenhænge var tidligt på dagen (kl. 13.30), var teltet alligevel forholdsvis fyldt op med musikglade mennesker.

Fra scenen forklarede annoncøren, at Cody var et melankolsk band. Lyden af en frostklar januarnat på en øde landevej, blev det beskrevet som. Men bandet var heldigvis ikke som deres lyd. Med Kasper Kaae i front og smil over hele linjen formåede det otte mand store band at fange de fleste publikummer med deres flotte popsange pakket ind i country. Der var alt, hvad et countryhjerte begærer. Westernguitar, mundharmonika, gulvbas, cello og violin var med til at fylde lydbilledet.

Selvom country for mig at se er en af de mest jordnære musikgenrer overhovedet, formåede Cody alligevel at hive deres sange op på et højere niveau. Med klare referencer til post- og støjrocken gjorde de countryen til en flyvsk affære uden at miste jordforbindelsen. Til tider lød det som ren og skær rock’n’roll, andre gange var det stille og afdæmpet countryfolk. Det største fokus lå dog klart på det afdæmpede, og det gjorde desværre også, at man til tider lod opmærksomheden vandre. På den anden side gjorde det også, at man blev endnu mere overrasket, når tøjlerne blev sluppet. Så kom der fart over feltet med banjo og up-tempo countryrock, der spillede op til dans og støvletramp.

Så selvom der godt kunne savnes noget variation, var det en ganske fin Roskilde Festival-debut fra Cody. Den efterlod i hvert fald folk med lyst til mere, og til september kommer deres nye og først fuldlængde da også. Og jeg glæder mig. (MHN)

★★★★☆☆

Men Among Animals, 29.06.09, 15.00, Pavilion Junior
“Over the Rainbow” åbnede ganske sigende Men Among Animals’ set mandag eftermiddag. Ikke fordi sangen er melankolsk eller gammeldags, men slet og ret fordi den besidder den type uformelle aura, der som regel præger numre, der er født meget langt tilbage i fortiden, da de har det med at pådrage sig en art retrobåren gymnasiefest-stemning, der er underholdende, hvis man er det rette hjørne, men ellers svær at tage seriøst. Og det var netop denne mangel på seriøsitet, der syntes at være indiepoppernes hæmsko denne eftermiddag. Efter “Over the Rainbow” var tonet ud, så at sige sprang de fem bandmedlemmer ind på scenen med en attitude, der kunne få de motiverede (eller tilpas berusede) festivalgængere til at småsteppe og storskråle og samtidig kunne få de mere upåvirkede tilstedeværende til at miste interessen for den nærværende musik.

Men Among Animals besidder som band flere fine kvaliteter. De har flair for catchy poprytmer, der samtidig ikke behøver at være uinteressante at lægge ører til, og de formår at tilføre deres liveshows både energi og nærvær. Det problematiske opstod på grund af bandets stærkt gestikulerende adfærd, der nærmere betegnet tenderede det noget anstrengende. Store, flyveøgle-lignende armbevægelser, sirenehyl efterfulgt af øjeblikkelige besvimelser hos samtlige tilstedeværende på scenen og almen halvfjollet adfærd dominerede et sceneshow og en musisk profil, der i forvejen ikke emmede af hverken alvor eller dybde.

Og det er helt i orden. Sommetider er det befriende at slå sig løs til en gang uforpligtende fodgymnastik med heldige rytmesektioner og fængende riff, og Men Among Animals viste da også interessante egenskaber, som eksempelvis forsanger Lasse Nielsens vokal, hvis nasale velklang til tider tenderede Figurines’ Christian Hjlems mere end almindeligt meget, eller når lydbilledet pådrog sig mere overrumplende og støjende karakterer og syntes at kræve et større håndværksmæssigt nærvær af dets udøvere. Desværre var det oftere tilfældet, at Men Among Animals red med på bølgen af letspillet indiepop i stedet for at udfordre den, og alt for ofte havde man på fonemmelsen, at bandet selv íkke anså foretagenet som værende meget andet end et spøjst indslag. Derfor fremstod Men Among Animals i bedste fald underholdende, i værste fald enerverende og i alle tilfælde let forglemmelige. (SP)

★★½☆☆☆
Trods manglende modhagere når The Telstar Sound Drone langt, forudser Undertoners anmelder. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Trods manglende modhagere når The Telstar Sound Drone langt, forudser Undertoners anmelder. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

The Telstar Sound Drone, 29.06.09, 16.30, Pavilion Junior
Du kan komme langt, hvis du har et godt fundament at bygge på. Og The Telstar Sound Drone har utvetydigt en masse at byde på. Koncerten på Pavilion Junior beviste til fulde, at de med deres tilgængelige – og ret tunge – psychrock, der lægger sig et sted mellem Baby Woodrose og The Brian Jonestown Massacre, aldrig bliver en billig kopi af noget, der var. Men den 10 sange lange koncert var også et bevis for, at det unge band stadig mangler en del mindeværdige sange for at kunne spille andet end gode opvarmningstjanser og improviserede undergrundsshows.

Og det var netop det, koncerten bar præg af. De har højst fem sange, der for alvor hæver sig over det skabelon-agtige og folder sig helt ud. “I’m Getting Where I’m Going” var en meget god illustration af det problem. Nummeret flød ud, uden bandet for alvor gav slip. Det blev forkrampet, og ingen af de tre øvrige bandmedlemmer udnyttede trommeslagerens ellers hårde og solide arbejde. Han spillede koncerten med en slasket tyngde, der virkelig var en fornøjelse, men bandet jagtede sangens strukturer forhalset og formålsløst, og de fik aldrig det hele til at samle sig igen.

Over 45 minutter betød de alt for ofte skitse-agtige sange, at bandet savnede modhagere. De udnyttede ikke, at bassisten sang en fornuftig andenstemme. Det havde givet en god variation i den meget bastante og pumpende lyd, som de forsøgte at bryde med spacerockende og mere støjende elementer. Men der er heldigvis masser af tid for The Telstar Sound Drone. De er ikke retro-elskere. De spiller deres musik uden så meget som et strøg af ironi. Det alene er nok til, at de nok skal nå langt. (MT)

★★★☆☆☆

Deltag i debat