Du sidder fuldstændig opslugt af en film godt begravet i biografsædet. Din hånd har den sidste halve time hvilet hen over popcornbægeret, klar til at grave, men tempoet, spændingen i filmen har frosset dig fast i en position, hvor du bør glæde dig over biografsalens mørke, for din mund står åben, så du ligner en hjernetom gås. Og lige dér, hvor en stor hemmelighed skal afsløres, bliver lærredet sort, og al lyd forsvinder. Hele salen råber højlydt »for fanden!«. Og med god grund. For I får ikke afslutningen. Den er simpelthen blevet fjernet fra den version, I ser.
Lyder det enerverende? Det er det også, hvis det samme sker på et album, man lytter til. Og det er præcis, hvad jeg har oplevet i min gennemlytning af Shrinebuilders selvbetitlede album. På den amputerede promoversion, jeg har fået stukket i hånden, mangler det sidste nummer simpelthen. Alright, det er måske ikke så slemt som at mangle slutningen på en historie. Albummet forekommer mig ikke at være et koncept-album, men når der kun er fem sange på albummet, er det altså 20 pct., der mangler. Det er immervæk en del, og jeg har svært ved at se, hvordan bandet kan være tilfreds med i den grad at få maltrakteret deres arbejde på grund af pladeselskabets absurde forsøg på at gøre livet for lydpirater til et helvede. Men måske ved bandet det slet ikke.
Det er ellers ikke nogle fyre, man har lyst til at blive uvenner med. Scott Kelly fra Neurosis, Scott ‘Wino’ Weinrich fra bl.a. Saint Vitus og The Obsessed, Al Cisneros fra Om og Sleep og Dale Crover fra Melvins er de tunge lodder, der trækker maskinen her. En supergruppe af relativt beslægtede kunstnere, der er gået sammen for at blive inspireret?
Tja, det lyder nu mest, som om de har hygget sig. Resultatet på pladen er i hvert fald ikke overraskende og er i højere grad summen af sine dele end en supersonisk jordfræser, der pløjer metalscenen op. Der er heavyriff og Ozzy-vokal fra Wino, gutturale udgydelser og onde, langsomme guitarrundgange fra Kelly, psykedeliske, hypnotiserende basgange fra Cisneros og tungt, hårdtslået trommespil fra Crover.
Ok, der er stemningsfulde, endda skønhedssøgende passager, psykedeliske pletter og fornuftige nik til heavyens oprindelse, bluesen, men det er ikke nogen satanisk åbenbaring. Til gengæld er det nogle gode numre, og det tæller da også en hel del mere end så meget andet. Så hvis man kan lide de respektive gutters levebrødsbands, så er der god grund til at gå i flæsket på Shrinebuilder for at få noget solid heavy. Nu kan jeg selvfølgelig ikke sige noget om, hvorvidt det sidste nummer, “Science of Anger”, er noget tyndt lort eller et fiberrigt protein-shot, da jeg er blevet snydt for det, så det bliver på eget ansvar. Karakteren tæller kun for de fire numre, jeg allernådigst har fået lov at høre på promoen.
Lyt til “Pyramid of the Moon”:
[audio:http://www.neurotrecordings.com/artists/shrinebuilder/audio/Pyramid%20of%20the%20Moon.mp3]
Ærgerligt at et nummer mangler, men noget stemmer ikke her. Neurot er jo Neurosis’ eget label, så det lyder lidt mærkeligt, hvis de spænder ben for sig selv?
Det har du fuldstændig ret i, men det er ikke desto mindre tilfældet. Jeg forstår heller formålet med den taktik.