Plader

The Soft Pack: s.t.

The Soft Pack er rock i den reneste form. Ingen trommemaskiner, autotuner, programmeringer eller tilsætningsstoffer. Det er en befrielse at lytte til, især når man får serveret den ene gode melodi efter den anden.

Det er kort, enkelt og meget ligefremt, dét The Soft Pack sender ud af højttalerne. Deres debutplade er fyldt med klassiske rocknumre tilsat lidt garage, lidt punk, lidt retro og pop.

Hvad skal man så med det? Med garagerocken har vi at gøre med en genre, der virkelig har passeret første sensationsbølge og velsagtens nærmer sig noget, der kunne minde om mainstream. Tjo, The Soft Pack giver selv svaret med deres 10 korte, men ekstremt skarpe og melodiøse numre. Det er ægte rock’n’roll anno 2010, og her kan man klynge sig til noget musik, der i sit udtryk er relaterbart og afstemt efter en formel, man kan forholde sig til. Der skal ikke arbejdes, kæmpes eller psykoanalyseres for at nå ind til kernen i The Soft Packs univers. Det er charmerende og dynamisk, men også klassisk og gedigen rock, der på en eller anden måde virker forbandet tidløs, men alligevel rammer en eller anden form for retrobølge, der minder om en restaureret udgave af The Stooges, med finpudset instrumentering og ikke mindst udtryk.

The Soft Pack er ikke en plade med tre singler, fem hæderlige numre og to direkte fejlskud. Derimod står guitarerne i kø for at skære det ene riff efter det andet, og trommerne sætter et pænt tempo, der til sammen skaber en helhed af ordinær og fordøjelig rockmusik, som ikke skal høres otte gange, før den trænger ind. The Soft Pack er én lang single, som samlet set lige runder den halve time, og det er skønt og befriende at lytte til en plade, der på intet tidspunkt bliver hverken belastende eller enerverende.

Der mangler stadig noget overrumplende eller nyklassisk for at nå op i de højere luftlag rent kvalitetsmæssigt, men The Soft Pack har nogle gode intentioner med deres enkle skabeloner. Og deres debutplade er et godt sted at lytte efter, når man ikke kan kapere alt det moderne og uigennemskuelige postpopindietronicaloungerock, som man møder i mange afskygninger og udtryk. Her er den ægte vare – det er vel i bund og grund dét, det handler om.

★★★★☆☆

Deltag i debat