Koncerter

Roskilde Festival ’11: Tôg, 27.06.11, Pavilion Junior

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Tôg fra Stavanger i Norge lagde stilen fra koncertstart til slut. Disco spillet live og gode, men ikke fantastiske vokaler resulterede i hoppe- og klappefest.

Selvom Tôg tager sig dystert ud på billeder, formåede de at starte en discofest på Pavilion Junior.

Tôg fra Stavanger i Norge lagde stilen fra koncertstart til slut. Disco spillet live og gode, men dog ikke fantastiske vokaler resulterede i hoppe- og klappefest. Dog skæmmede et stille ballade-ekstranummer en smule, men det ændrer ikke ved, at Tôg leverede disco, som forsangeren Lars Christian Olsen lovede, lige inden de gik på. Bandet talte fem mænd og to kvinder, der spillede fint, omend ikke synderlig originalt. Dog rådede den gode stemning bod på det. Man kunne jo ikke undgå at blive glad og feste med.

Mit kendskab til Tôgs musik var før koncerten begrænset til, hvad de har lagt ud på deres Myspace. Derfor overraskede det mig en del, at koncerten var så festlig og energisk, som den var. Pavilion Junior var godt pakket, og der var sandsynligvis en overvægt af nordmænd – i hvert fald oppe foran, hvor jeg befandt mig midt i den skønne og festlige mængde, der fik, hvad de kom for: en fed fest. Olsens røst var udpræget melankolsk og mindede slående om vokalen hos Joakim Berg, der er forsanger i det svenske weltschmerz-band Kent. En disco-version af Kent? Det er egentlig ikke for meget at sige. Dog må man understrege, at humøret var væsentligt lysere hos Tôg.

Monotien herskede ganske vist gennem den samme trommerytme, der drev stort set hele koncerten, og synthfigurerne, der ikke var videre alsidige eller fængende, selvom det var den ellers så gode kombi af Juno106 og Farfisa-organ. Alligevel var der øjeblikke, hvor denne monotoni blev brudt, og det kunne bandet især takke deres mørkhårede sangerinde for. Hver gang hun sang, blev der hujet, og festen fik dynamiske løft, selvom stemningen på intet tidspunkt droppede. Det var skønt, festligt og meget dansabelt, selvom der desværre ikke var ordentlig plads på teltgulvet til de forbudte disco-moves. Til gengæld havde man jo så mulighed for at komme i meget fysisk nærkontakt med det lykkelige publikum, der især kom i omdrejninger, da hittet “Sansen” blev spillet. Den kendte de, og så blev der skrålet. Bandet indfriede altså til fulde løftet om disco, selvom man kunne have ønsket sig en mere original stil og mere udadvendthed hos de øvrige musiker.

★★★★☆☆

Deltag i debat