Koncerter

Mitski, 05.10.18, Lille Vega, København

Skrevet af Ulrik Høgh

Den amerikansk-japanske indierocksangerinde Mitski havde medbragt en ny scenepersona, da hun lagde turnévejen forbi Lille Vega.

Mitski Miyawaki er støt og roligt ved at etablere sig på den amerikanske indiescene. På sit seneste album, Be the Cowboy, lader Mitski endda til at have ramt en karrieremæssig top, såvel kunstnerisk som popularitetsmæssigt. Efter at have optrådt på henholdsvis Loppen og Ideal Bar i 2016 og 2017, var den 28-årige japansk-amerikaner da også rykket et trin op ad den københavnske kapacitetsstige til Lille Vega. Man kunne allerede under den sjældent gode opvarmningskoncert med Eera fornemme, at fredagspublikummet var kommet til Vesterbro for mere end at drikke fadøl. Mitski stod klar på scenen til at indfri forventningerne, da tæppet gik på slaget 22, og bandet satte gang i ”Remember My Name”. Med linjerne »Just how many stars will I need to hang around me / To finally call it heaven?« blev de store ambitioner lagt klart frem fra koncertens begyndelse.

Det visuelle udtryk var således også udviklet betydeligt siden Mitskis to første optrædener i Danmark, hvor hun med bassen over skulderen indtog rollen som leder af et indierockband. På den aktuelle turné har Mitski overladt instrumenterne til sit band og er selv rykket helt ud på kanten af scenen. I hovedparten af numrene blev dette udnyttet til en koreograferet blanding af fagter og bevægelsesmønstre, hvor vi i flere tilfælde var vidner til mini-teaterstykker med Mitski og to håndflader i hovedrollerne. Mitski har i interviews udtrykt frustration over, at hendes sange opfattes som dagbogsindlæg uden yderligere refleksion, og med introduktionen af en scenepersona lykkes hun med at distancere sig fra sit materiale.

Det er imidlertid ikke uden omkostninger, at bassen er blevet lagt på hylden. Da den sublime basgang i ”Dan the Dancer” satte ind, var det svært ikke at savne lidt vildskab og attitude fra kvinden i front. Det kom heldigvis med publikumsfavoritten ”Townie”, hvor Mitski til slut smed det kunstige væk til fordel for det naturlige, mens hun erklærede »I wanna be, what my body wants me to be!«. Koreografien ramte også plet flere gange. På ”I Will” spillede den fornemt sammen med sprøde trommer og imponerende vokal og løftede koncerten til et nyt niveau. Den fremmedgjorte stemning på ”I Bet on Losing Dogs” fungerede også meget fint i en distanceret levering.

Der, hvor Mitski for alvor brænder igennem til mig, er dog, når hun bærer følelserne uden på tøjet. Aftenen bød heldigvis på masser af disse magiske øjeblikke, hvor hver enkelt tilhører følte, at der kun blev sunget til dem. Mod slutningen af koncerten forlod bandet scenen og overlod det til Mitski at opføre de to smukke ballader, som afslutter hendes to seneste album. Først den resignerende ”A Burning Hill” med Mitski på guitar, og så ”Two Slow Dancers” med keyboard-ledsagelse. Mellem numrene fik Mitski aftenens største bifald, og da hun rørt smilede tilbage til publikum, var der en ægte følelse af forbindelse. Dermed var vejen banet for den perfekte nostalgiske afslutning, hvor man med en tåre i øjenkrogen kunne drømme sig tilbage til en kinddans i skolens gymnastiksal. At vi så fik bandet tilbage på scenen til at spille ”Goodbye , My Danish Sweetheart” fra det tidlige materiale, var en parentes i det store billede.

Mitski spillede 24 numre på fem kvarter, som fortrinsvis var fra de tre seneste album, der i sig selv er et imponerende katalog at vælge fra. Sangene fra Be the Cowboy strålede klarest på en aften, hvor den lette discopop på ”Nobody” havde et bedre greb i publikum end det distortiontunge materiale fra Puberty 2 og de rumklangsprægede numre fra Bury Me at Makeout Creek. Bandet kom lidt anonymt fra start i deres tilbagetrukne halvcirkelformation, men kom stærkt tilbage, og særligt trommeslageren trådte i karakter. Alt i alt blev mine store forventninger til koncerten bestemt indfriet – på trods af mindre skønhedsfejl. Jeg er uden tvivl på plads til Mitskis næste koncert i København, og mon ikke det endnu en gang bliver for et større publikum.

★★★★★☆
U

Fotos: Mathias Kristensen.

Leave a Reply