Artikler

Uden for nummer 2018: del 1

Selvom 2018 er veloverstået, hylder Undertoner-redaktionen nogle af de numre fra det forgange år, der følger os helt ind 2019.

Den ensomme single, Soundcloud-filen eller det der gode nummer fra det knap så gode album. Det er blevet tid til at kigge tilbage på nogle af de numre fra 2018, som har fået en særlig plads i vores hjerter, og som fortsat kan tåle et par afspilninger i det nye år.

Ought: “Desire”
Af Simon Freiesleben

Room Inside the World er en af den slags plader, der næsten ender med at lide under vægten af den ene single, som skinner klarere og flottere end alle andre sange på udgivelsen. “Desire”, der vel nok er min mest spillede sang fra 2018 – og i min optik årets bedste single – viser virkelig, hvor meget Tim Darcy er vokset som sangskriver og forsanger. Fra de første boblende lette toner står det klart, at det er et anderledes og knap så kantet Ought, vi har med at gøre her. I stedet venter der os en rutsjebanetur udi indie-melankoli, kærestesorger, underspillet humor og følelsen af triumf forbundet ved endelig at lægge sit knuste hjerte definitivt bag sig. Inklusionen af et 70-mand stort kor kunne nemt blive for kvalmt flødebollepoppet, men på finurlig vis formår Darcy lyrisk at undergrave det storladne, som når han bryder den fjerde væg eller sammenligner parforholdet med et sæt gode vandrestøvler. Balancen fungerer perfekt, og resultatet er et nummer, der tåler afspilning efter afspilning.


Beirut: “Gallipoli”

Af Sofie Guldager Rafn

Allerede fra de indledende toner på “Gallipoli” var jeg solgt. Beirut, der ikke har ladet høre fra sig i knap fire år, reddede efteråret med fantastisk melodiøse hornsektioner, der leder tankerne til det sydlige Europa. Balkan-inspirationen er da også vendt tilbage til Beirut, der på den seneste udgivelse, No No No, fra 2015, havde bevæget sig ud i nogle mere indie-poppede arrangementer. Nummeret står som et nedkog af alt, der er godt ved Beirut – frontmand Zach Condons indfølte vokal, de melankolske hornsektioner a la Netral Milk Hotel og den sydlandske æstetik. “Gallipoli” er førstesinglen og titelnummeret fra et album, der står til at udkomme 1. februar, og som forhåbentlig byder på flere af de storladne arrangementer, som Condon orkestrerer så godt.


Christine and the Queens: “Girlfriend” ft. Dâm-Funk

Af Marie Louise Takibo Kaspersen

2018 var bl.a. året hvor Christine and the Queens udgav et skønt popnummer – ja, man kunne næsten fristes til at sige et vaskeægte hit! Jeg taler selvfølgelig om nummeret ”Girlfriend”, der er lavet i samarbejde med amerikanske Dâm-Funk. Nummeret er at finde på Christine and the Queens andet album, Chris, der har taget fusen på mange. Personligt kan jeg bedst lide den franske udgave af nummeret (”Damn, dis-mois”), men skal det være internationalt, så lad det være internationalt. Nummeret er funky, fængende og fuldstændigt, og det uanset hvilken sprogversion du vælger at lytte til. Et friskt, moderne popnummer med et ordentligt skud god 80’er lyd, der sender en varm hilsen til artister som Michael Jackson, Madonna og David Bowie. Som prikken over i’et følger tilmed en ret lækker musikvideo – hip hurra for synkrondans! Og så er det ellers bare at vente og spekulere over, hvilken koncertoplevelse vi kan se frem til fra Christine and the Queens, der jo spiller på Roskilde Festival til sommer.


Black Honey: “Midnight”
Af: Lasse Yde Hegnet

Når man skal udgive et debutalbum, er det godt at have et nummer med en “her kommer vi”-attitude, og det skal jeg lige love for, at “Midnight” fra Black Honey har! Det er en candyfloss-chili af et disco-nummer, der vil have hele verden og ganske enkelt også tager den – med største selvfølgelighed. Det har så meget energi, at man er nødt til at bevæge sig til det, samtidig med at det i opbygningen til sit c-stykke bliver næsten hypnotiserende, og lige præcis dér forfører lytteren. Sanger Izzy B. Phillips opfører sig, både i vokal og i den tilhørende video, som en femme fatale, der både vil have hævn… og tequila!


Mitski: “Two Slow Dancers”
Af Carl Windahl Bøllingtoft

Da Mitski gav en fremragende koncert på Lille Vega i efteråret skar især et øjeblik sig ind i både min hukommelse og mit hjerte. Næsten alene på scenen og kun akkompagneret af keyboard leverede hun en version af “Two Slow Dancers”, fra hendes seneste udgivelse Be the Cowboy, der fremkaldte tårer i øjenkrogen på undertegnede. Sangen er en stille sag, der kredser om at blive ældre, mærke slutningen nærme sig, og at længes efter ungdommen og de ting man har mistet med tiden. Om to ældre mennesker, der mødes til en high school reunion og genoplever alle minderne i en langsom dans.

»And the ground has been slowly pulling us back down / You see it on both our skin / We get a few years and then it wants us back»

“Two Slow Dancers” er fuld af smukke, kraftfulde og rørende billeder, og så har sangen en af de fineste tekster, jeg har hørt og læst i år. Med få ord fortæller Mitski en historie om to hele liv levet, og hun leverer ordene med en indlevelse, så selv den mest hjertekolde træmand må knibe en tåre.


The Minds of 99: “K før ærlighed”
Af: Lasse Yde Hegnet

Der er mange sange der har kørt repeat fra The Minds of 99s album Solkongen, men intet så meget som “K før ærlighed”. Nummerets to sammenblandede hooks, der først kommer fra synthesizeren, og dernæst fra guitaren, og giver nummeret en fantastisk energi, samtidig med at versene får lov til at stå som rungende ødemarker, der kun har plads til Niels Brandts klagende vokal. Det er et længselsfuldt nummer med en energi, der forekommer unaturlig for dets hjerteknuste tema, men giver et opløftende udtryk.


Kelsey Lu: “Shades of Blue”

Af Niklas Kiær

En af de udgivelser jeg ser allermest frem til i 2019 er fra cellisten og solisten Kelsey Lu. Udgivelsen bliver kunstnerens debutalbum, da hun kun tidligere har udgivet den fantastisk stemningsfyldte EP Church i 2016. Som optakt til udgivelsen blev vi i 2018 velsignet med to singler, hvoraf særligt førstesinglen “Shades of Blue” endte med at få en helt særlig plads i mit hjerte. Fælles for de to singler er, at Lu har bevæget sig nærmere popmusikken og udvidet instrumenteringen sammenlignet med tidligere, men hun formår at beholde kernen i sine værker intakt med sine hjerteskærende fraseringer og melankolske tekster. Er du desuden til kunstneriske eskapader af æstetik, så kan jeg anbefale musikvideoen, der indeholder spoken words, dramatiske kjoler og referencer til en række klassiske film.


Xenoblight: “Obsidian Chromatism”

Af Daniel Niebuhr

2018 var et fandens godt år for metalscenen i Danmark: CABAL, Møl og Slægt stod bag nogle af årets bedste udgivelser, BAEST blev præmieret af Statens Kunstfond, mens mulighederne for at opleve genren i alle dens afskygninger live i koncertsale og på festivaler sjældent har været bedre herhjemme. Den mest “trve” hæder gik dog til midtjyske Xenoblight, der er udsprunget af nu hedengangne Velociter. Kvintetten kom, så og sejrede nemlig først ved den danske udgave af Wacken Metal Battle, før de sidenhen tog til Tyskland og snuppede en fjerdeplads til finalen på metalfestivalernes hellige gral, Wacken Open Air.

På “Obsidian Chromatism” fra silkeborgensernes debutskive, Procreation, er det ikke svært at høre hvorfor. Anført af den altid energiske og karismatiske Marika Hyldmar, flænser Xenoblight sig gennem små fem minutters triumferende melodisk ekstremmetal, der flyder over kanten med medrivende riffs og pulveriserende trommerytmer – alt sammen indkapslet i det mørkeste Skandinavien, som dragende ekkoer ud over lydbilledet.


SOPHIE: “Is It Cold in the Water?”

Af Kasper Emil Foldager Nielsen

Skotske SOPHIE har luret som en af de vigtigste elektroniske navne på indie-scenen i flere år, både som producer og solist, og hendes eksperimenterende mix af electronica og pop cementerede hende endnu en gang som et af dette års vigtigste artister. Selvom hendes debut først og fremmest er visionær, sender “Is It Cold in the Water” dog et anerkendende og bagudskuende nik til de skotske dream pop-legender i Cocteau Twins, hvor sværme af iskolde synths brydes med den køligt romantiske falset.


ML Buch: “Can You Hear My Heart Leave”

Af Sofie Guldager Rafn

Der var forlydender om, at den danske komponist og producer ML Buch ville være klar med sit fuldlængde album Skinned i november sidste år. Da flere af hendes singler forsvandt fra Spotify, håbede jeg inderligt, at det var lige om hjørnet, men det kom bare ikke. Heldigvis lod Buch én enkelt single fra 2018 forblive på streamingtjenester som en drilsk teaser. “Can You Hear My Heart Leave”, et nummer, hvor stemningen er til at tage og føle på. Indledningsvis domineres et tungt lydbillede af dystre synths, men ubesværet og overraskende sker der et stemningsskifte på halvvejen, og nummeret glider over i ML Buchs mere eksperimentelt poppede univers af flerstemmig vokal, simuleret guitarspil og andre syntheffekter. “Can You Hear My Heart Leave” udfordrer den gængse elektroniske  popmusik og leger med intimiteten gennem både musik og en stærk visuel præsentation.


Loiter: “Boyz”

Af Daniel Niebuhr

På en eller anden måde dukkede Loiter op på min radar i 2018. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke hvordan, jeg ved bare, at “Boyz” rammer alle de rigtige steder.
Det indtil videre eneste udspil fra den københavnske trio(?) føles først og fremmest som et levn fra 00’ernes mere frenetiske, danske indie-rockscene, hvor det ikke altid er lige rent, pænt og poleret. “Boyz” er nemlig fyldt med skramlende guitarer tilsat ungdommens kaotiske rastløshed i en støjende og skævvreden cocktail med tråde trukket ud til alle mulige inspirationskilder som Sonic Youth, Fat White Family og det allertidligste Oh No Ono – hvilket i sidste ende gør det til en overbevisende og overraskende catchy debutsingle.
Hør den før din nabo.


Collider: “Glockster”

Af Kasper Emil Foldager Nielsen

Et virvar af temposkift, jangle-guitar og fløjter(!) vil nok ikke være det første, tankerne falder på, når snakken går på shoegaze og dream pop. Ikke desto mindre er danske Colliders første nummer, udgivet på Escho, et af årets musikalske højdepunkter, og et friskt bud på en ellers lidt fortærsket genre. “Glockster” er et blændende kaotisk nummer, der emmer af ungdommelig naivitet, og ekstasen føles konstant lige indenfor rækkevidde. Collider trækker ganske vist på shoegaze-giganternes lyd, men samtidig er der noget unægtelig unikt over bandets tilgang, der gør dem til et navn der absolut er værd at holde et vågent øje med i 2019.


White Lies: “Believe It”
Af: Lasse Yde Hegnet

“Believe It” er den anden single der skal skyde White Lies‘ femte album af i starten af 2019, og ud fra “Believe It” er der meget godt i vente. White Lies er nogle af de bedste i deres genre til at bygge numre op, og har deciderede mesterværker i rygsækken, men “Believe It” er måske det bedste White Lies-nummer nogensinde! Melodien er fængende. Sanger McVeighs stemme er lige op i ansigtet på lytteren, hvilket er en smule atypisk, da han ofte virker en smule tilbagelænet, trods en meget kraftfuld stemme. Instrumenteringen er ikke helt så overfyldt med synthesizer, som bandet ellers er blevet glade for på de seneste plader, og har derfor en renere rock-lyd. Det er intenst, aggressivt og selvsikkert. Og umuligt at slukke for igen.

Leave a Reply