Plader

When Saints Go Machine: So Deep

When Saints Go Machine har med udgivelsen af So Deep publiceret deres smukkeste plade til dato.

Jeg var tilbage i 2017 til ’60 Minutes of When Saints Go Machine’, hvor Copenhagen Phil smukt akkompagnerede den elektroniske gruppes organiske værker. Symbiosen mellem det klassiske og – til tider – hårde elektroniske univers, fungererede så fantastisk godt, at koncerten syntes helt fortryllende. Jeg kan huske, hvordan jeg forlod konservatoriets koncertsal rørt, med en følelse af eufori og et håb om, at samarbejdet mellem When Saints Go Machine og Copenhagen Phil kun lige var begyndt.

Derfor blev jeg svært begejstret da jeg opdagede, at WSGMs nye album, So Deep, er blevet til på baggrund af kollaborationen med Copenhagen Phil og komponist Christian Balvig, hvad inspirerede til et yderligere samarbejde mellem parterne. So Deep er dermed resultatet af en sammensmeltning mellem forskellige musikalske kontrastflader, en nysgerrighed og en legende tilgang til lyduniverset og dets rummelighed. Dette høres allerede på albummets første nummer, ”Intell”, hvor samples af symfoniorkesterets strygere flyder sammen med elektroniske synths og lydeffekter, efterfulgt af Nikolaj Vonsilds forvrængede vokal. Harmonierne rummer en skævhed, hvad giver et forførerisk og lettere melankolsk udtryk, og som synes at karakterisere hele pladen.

So Deep er således også forankret i en inderlighed og sårbarhed, som savnes på EP’en, It’s A Mad Love, fra sidste år. EP’en adskilte sig på mange måder fra WSGMs tidligere udgivelser, med sit mere rå, kantede og dystre udtryk, og bar i høj grad præg af at være inspireret af britisk grime, alt imens der blev taget afstand til det velkendte elektropop-univers, som gruppen ellers har været karakteriseret af. På trods af, at It’s A Mad Love indeholdte en række kvaliteter og udfordrede det musikalske rum, som WSGM konstituerer, så står So Deep langt stærkere som udgivelse.

Det nye album evner at forene komponenter fra tidligere udgivelser, såsom Infinity Pool og Ten Makes A Face, med nye idéer, og spænder bredt ved blandt andet at trække på elementer fra eksempelvis klassisk musik, electronica og pop, men samtidig også techno og britisk grime. WSGM formår således at skabe en hårfin balance mellem kommerciel pop og mere avantgarde elektronisk musik, men uden at miste eget fodfæste.

Albummets dynamiske opbygning er således også en kvalitet i sig selv, og bevidner om en stilsikkerhed i forhold til udgivelsens samlede udtryk. Eksempelvis adskiller numrene ”I Don’t Tell” og ”Only One” sig en smule fra resten af albummet, og fungerer som nogle smukke og porøse, opbrydende passager midt på So Deep. Begge sange er mindre producerede, simple og rummer færre elektroniske elementer, hvorfor Vonsilds raffinerede og fine vokal får lov til at fylde i stedet, ledsaget af enten klaver eller stryger. »No one to share your sadness / Like I am the only one that matters«.

Nummeret ”MVL” er til gengæld den diametrale modsætning med dets mere rå og grime-inspirerede udtryk, der gennemsyres af synth med effekter og tunge beats. Vekselvirkningen mellem det yndige og poetiske kontra de upolerede og melankolske aspekter fungerer så absolut og er med til at fastholde en dybde i musikken.

En anden kvalitet er således lyrikken på So Deep, der ligeledes er præget af en enkelhed og elegance, men samtidig også nogle stærke og bevægende lydbilleder, hvad blandt andet illustreres på pladens anden single, ”Reflection Of You (Bloodshot)”. »Life’s the price we pay / No ones backing these stakes / These bitches poisoned your well / Reflection of you / In those eyes marble floors / A vision of / Marble floors a vision of / Where I’m trying to go«.

Nummeret er imidlertid ikke kun interessant lyrisk, men rummer ligeledes mange spændende elektroniske lag, ligesom sangen ”Still’s Most Desired”, der i særdeleshed trækker på elementer fra WSGMs velkendte lydunivers fra tidligere.

Afslutningsvis findes et af pladens fineste numre, ”Falling Is Only Bird’s View a Second”, der har en ynde, sårbarhed og lethed over sig, som kommer til udtryk i samspillet mellem violinen og Vonsilds vokal, der langsomt fader ud, og efterlader lytteren opløftet og rørt på samme tid.

Kontrasterne mellem de forskellige facetter af musikken og inderligheden får lov til at dominere på hele pladen, hvilket i den grad understøtter, hvorfor So Deep er WSGMs smukkeste plade til dato. Selvom albummet har været to år undervejs, så har det ifølge Nikolaj Vonsild, Jonas Kenton og Silas Moldenhawer været et givende projekt, der har genskabt lysten til at lave musik – netop fordi det på én og samme tid føltes vigtigt, og helt rigtigt.

So Deeps mange forskellige genremæssige retninger, indrammes sirligt af en stringent rød tråd, der stilbevidst holder fast på kernen.  Udgivelsen manifesterer sig uden tvivl som en solid og stærk plade, der bevidner om en legende nysgerrighed inden for eget musikalske univers, og som illustrerer et band i konstant udvikling. WSGM har på mange måder genopfundet sig selv med deres nye udgivelse, der trækker rødder tilbage til det velkendte, organiske lydunivers, men samtidig åbner op for nye muligheder.

Det er med andre ord svært ikke at forelske sig i When Saints Go Machine og deres eksperimenterende, musikalske univers – og dermed også deres nye album, So Deep.

★★★★★☆

 

Skriv et svar