Xiu Xiu, 19.10.08, Loppen, København

Scenen var sat søndag aften til en aften i bekendelsens tegn. Det var naturligvis en af de mere slørede af slagsen, når det gælder Jamie Stewart og resten af Xiu Xiu, hvor det kontrollerede kaos er noget, hvori man excellerer, og neuroser er noget, man optræder med.

Da Undertoner dækkede Pop Revo tilbage i maj måned, blev det påpeget, at Xiu Xiu som koncertoplevelse meget vel kan afhænge af en setliste, eftersom bandet, hvad enten de stiller op som duo, trio eller kvartet formår at understrege Stewarts intense sangforedrag og ditto skrigeri. For det ER et kendetegn ved Xiu Xiu, som hænger ved for de fleste mennesker, når støjfladerne har lagt sig.

I modsætning til Århus-koncertens mere klare fokus på det nyeste udspil, Women As Lovers tilsat punktnedslag i den fortrinsvist mere tilgængelige del af repetoiret, var aftenens koncert på Loppen af en mere uforsonlig størrelse. Det var til trods for publikumsfavoritter som “Hello From Au Claire” og “Sad Pony Guerilla Girl”, hvor sidstnævnte så klart stod som en af aftenens højdepunkter i kraft af en spændende omarrangering, hvor Stewarts kusine, Caralee McElroy, præsterede at spinde et smukt net af enkelte toner på tværføjten. Der blev nemlig slået en markant dej op af ældre materiale med det formål at få følelserne til at hæve i løbet af aftenen.

Derfor var det også den infernalske ærlighed, der blev foretrukket i aftenens setliste, hvor titelnummeret fra Fabulous Muscles-pladen også stod som noget helt specielt, idet formidlingen af numrene stod som det centrale i koncerten, og netop dette nummers tekstside med udleveringer af deforme underliv var kosteligt denne aften på sin helt egen perverse facon.

Der var altså noget andet på spil denne aften, hvor bandet til trods for enkelte tegn på mildhed og varme skar tænder ved enhver given lejlighed. Herved fik de has på nogle af de klare forskelle mellem det integrerede popmusikalske i deres udtryk og deres småt avantgardistiske strategi med kaotiske samples af især klokkespil og dissonerende klaverakkorder, der lå som et integreret element igennem det meste af koncerten.

Det var således det kompromisløst teatralske Xiu Xiu, man fik lov til at opleve denne søndag, og selvom bandet i trio-form denne aften ikke gav særligt meget ved dørene, var belønningen rigelig i form af rendyrket energi og udknaldet output for ikke at nævne en tanke eller to fulde af refleksion, da lydene lagde sig omkring midnat.