Musikalsk kompromisløshed fremprovokerer ofte såvel sym- som antipatier, og få musikere deler vandene som Rufus Wainwright, der ofte er bedst, når han er allermest kompromisløs. Stædigt har han fulgt sin helt egen vision gennem mere end et årti, og det har som minimum altid resulteret i interessante udgivelser.
Helt fra starten har han primært opereret inden for en kontinentaleuropæisk varieté- og baroklignende tradition, der ikke rigtig finder sidestykke hos andre kunstnere. Selv når Rufus Wainwright er mest fjollet og mest skabagtigt bøsset, er han ultraseriøs og alvorlig, og ingen kan som ham få tilsyneladende ubehjælpeligt patetiske og på papiret latterlige linjer som »My phone’s on vibrate for you« og »Pinnochio’s now a boy who wants to turn back into a toy« til at resonere med så megen teatralsk smerte.
I starten af karrieren ramte han to gange i træk helt rene formler med den stilfærdige singer/songwriter-plade Poses og den opulente og überteatralske Want One. Siden er det blevet til en masse udenomsprojekter, den dystre Want Two og den seneste studieplade, Release the Stars fra 2007, hvor han for første gang nogensinde syntes at køre en smule i tomgang og forlod sig på lidt for velkendte musikalske indgangsvinkler.
Som for at viske tavlen ren udsender han nu sin måske mest kompromisløse plade til dato, den ekstremt personlige og helt nedbarberede All Days Are Nights: Songs for Lulu. Coveret er et nærmest ubehageligt nært close-up af et øje, og lige så nøgen og indiskret er musikken. Pladen igennem akkompagneres Wainwright udelukkende af sit eget piano, der efterlader den intensive hamren i tangenterne og de højstemte vokalfraseringer som de absolut eneste midler for musikalsk afveksling.
Sangene og teksterne er ikke bare personlige, de er decideret private. Den ubehagelige følelse af umedieret selvudlevering er stærkere end nogensinde før, når Wainwright synger om sin families tragedier med navns nævnelse og leverer tekster, der lige så vel kunne være dagbogsnotater.
Den perfekte indleder ”Who Are You New York?” er klassisk Wainwright, men samtidig også pladens eneste stringent strukturerede sang. Resten af sangene har langsommelige og udflydende strukturer, og sidst på pladen når de op omkring seks minutter i længde. Det er som at lytte til en porøs plade, der hen ad vejen nærmest siver ud.
Det, der holder pladens struktur sammen, er midterdelen, der består af tonesætninger af tre af Shakespeares sonetter. Det overrasker ikke, at de elegiske sonetter passer som fod i hose til Wainwrights sangforedrag, og samtidig tager de en del af vægten fra de voldsomt introspektive og personlige sange, der udgør resten af pladen. De gør det kort sagt muligt for lytteren at lytte pladen igennem fra ende til anden.
Som så ofte før bliver Wainwright for meget, og det sker denne gang på en yderst interessant og nærmest imploderende facon. All Days Are Nights er virkelig et værk, der falder helt sammen om ørerne på sig selv og sin egen nedbarberethed, og det sker definitivt på de to sidste numre. Den alt for pompøse, alt for lange og alt for fransksprogede “Les feux d’artifice t’appellent” skubber pladen ud, hvor det for alvor bliver farligt, mens afslutteren – den på en gang pinefulde og inciterende “Zebulon” – nærmest får lytteren til at gispe efter vejret.
Da pladen endelig er slut, har man været ude for noget meget krævende og meget fejlbarligt, men også noget meget menneskeligt og meget smukt, og for maksimal effekt kan det i det hele taget anbefales at høre All Days Are Nights ud i én køre.
Det er ikke en plade, der giver ved dørene, men hvis man i forvejen er Rufus Wainwright-konvertit, vil man få sig et uundværligt appendiks til en unik kunstners stadig dybt relevante ouevre, der kører allerede kendte sider af talentet langt ud i ekstremerne. Hvis man derimod ikke bryder sig om Wainwright, er der ikke en jordisk chance for, at man vil synes om All Days Are Nights.
