Et helt nyt bekendtskab. Sådan er det for mig, for dette Zola Jesus‘ tredje fuldlængdealbum, er mit første møde med hende og hendes ret flotte stemme.
For Nika Roza Danilovas stemme er virkelig noget ved musikken. Dyb og fløjsblød og lys. Albummet spænder bredt, og det går lige i maven. Der er apokalyptiske trommer, der tramper derudad, og der er rene og fine popsange, som dog også er pakket ind i elektronisk støj og knitren. På “Avalanche” tromler de førnævnte trommer af sted, alt imens hun synger henover. Trommerne stopper dog brat op og bliver afløst af intet andet end hendes stemme og få dryp af elektronisk støj. Suk. Det er ret godt.
På den noget vildere “Hikkomori” tager Danilova endnu et skridt ud i poppens verden. Det er hamrende storladent, strygere træder ind på hendes scene. For der er ingen tvivl om, at denne skive er hendes sted. Musikken buldrer af sted, og synthesizere aflyser strygerne, der dog ikke overdøver stemmen. Det er stærkt, og man kunne lave remixes, der kunne gå an på hvilket som helst provinsdiskotek, hvis man da ellers bare satte tempoet en smule op.
Det vel smukkeste nummer er klaverballaden “Skin”, der kommer snigende som tidevandet med smuk og simpel klaverklimpren, og i baggrunden rejser sig en smuk bølge af kvindeligt ‘aaaaah’-kor. Tangenterne er det eneste, der er i brug, ud over selvfølgelig Danilovas stemme, der sagtens kunne stå for sig selv. Av, av, av. Det er lige, så det giver gåsehud, når stemmen hæver sig og klaveret sætter tempoet for til sidst at gå helt ned igen, og det hele langsomt trækker sig tilbage. Værdigt afløst bliver det af en synth-sø ved navn “Collapse”.
Jeg har ikke så mange fingre at sætte på Conatus. Nika Roza Danilova kan lave god popmusik, og hendes stemme er forfærdelig flot. Og blandingen mellem den elektroniske pop og de storladne sange fungerer ganske glimrende. Så selvom det er første gang, jeg stifter bekendtskab med hende, er det ikke bestemt ikke sidste gang.
