Det er ikke mange mennesker, der har et repetoire som Jack White. Med The Raconteurs, The Dead Weather, The White Stripes og nu også under eget navn har han opbygget et ærefrygtindgydende bagkatalog, som da også kom til at fylde koncerten fredag aften på Orange Scene.
White er kendt som en mand, der går op i sin æstetik. Det kom derfor ikke som en stor overraskelse, at han trak en gimmick op af hatten. Med sig havde han nemlig seks underskønne nymfer, der agerede som backingband. Heldigvis sneg sig der af den grund ikke sukkersøde, feminine toner ind i optrædenen, for de forstod heldigvis at trykke den af.
Det slog mig, at White så småt er ved at tilnærme sig fortidens store koryfæer, som han stoisk stod der og performede sine solonumre, der ofte læner sig mere mod americana end hårdtslående garagerock og punk. Om det er en god eller dårlig ting, har jeg svært ved at bedømme, for hans solomateriale besidder unægteligt nogle personlige valiteter, den ‘hår på brystet’-hårdtslående rock i eksempelvis White Stripes ikke har. Desværre fungerede det nye materiale ikke tilnærmelsesvist så godt, som de gamle hits, der da også mærkbart var koncertens trækplaster.
White har naturligvis spillet sin del af koncerter i stadion-formatet, og hele hans udstråling emmede af ‘just another day at the office’, selvom hans energi og nærvær føltes reelt nok. Med en sætliste, der inkluderede højdepunkter som My Doorbell, Steady As She Goes og – tadah! – Seven Nation Army (en af den moderne musikhistories mest genkendelige riff), skulle man dog være en hjerteløs skiderik for ikke at lade sig opsluge på en eller anden måde.
