Nyheder

November-koncerter I: Med Vernon i midnatsbyens vilde strandhytte høres alkoholiske løvebrøl og hestevrinsk

Wild Nothing foran en vild plante. Foto: Shawn Brackbill
Skrevet af Camilla Grausen

Den første halvdel af november byder især på søndagskoncerter med synthpop og folkrock. Se Undertoners udvalgte anbefalinger.

November er i gang og det samme er koncerternes højsæson. Vi er for længst kommet os over både den slunkne pengepung og koncertmæthedsfornemmelsen efter sommerens mange festivaler, og landets koncertgængere er i den grad klar til at komme indenfor i varmen til nye liveoplevelser. Det kan ses på billetsalget, hvor der udsolgt til mange af de kommende ugers anbefalelsesværdige koncerter. Men der er også nogle store navne at indløse billet til, især inden for folk-genren, der synes at være den foretrukne at lune sig på i november.

Wild Nothing i den vilde natur. Foto: Shawn Brackbill

Søndag den 4. november kommer Bon Iver for eksempel til landet. Siden Justin Vernon under sit fransk klingende alias henrykkede verden med sine stille kærlighedsklagessange på For Emma, Forever Ago, har han haft stor succes også i Danmark. Her fyldte han først et Arena-telt på Roskilde, siden Falconer Salen – og nu bliver det altså Forum på Frederiksberg, der fyldes af publikum i anledning af Bon Ivers koncert. Det bliver spændende om den tyste musik gør sig i Forums enorme sal. Justin Vernon er vel i grunden en musiker, man allerhelst vil høre på et meget lille spillested, hvor de følsomme strofer kan nå hver en koncertgænger. Hvis du gerne vil til søndagskoncert, men ikke har billet til Bon Iver – eller The Tallest Man on Earth og Daniel Norgren i Store Vega, skulle du overveje at tage i Musikcaféen i Huset i Magstræde i København for at høre Marie Fisker, hvis album So, Hoes and Heroes, fik 5 U’er af Undertoners Anne Nørkjær Bang.

I februar var det også svært at nå at få billet til koncert med manden bag hittet ”Midnight City”, M83. Men efter et besøg på Roskilde i sommer, fik mange hørt det nummer, de kom for, og nu er det heldigvis muligt at få billet til koncerten med franske Anthony Gonzales, der besøger Amager Bio mandag den 5. november. Sammen med et større hold musikere kommer Gonzales forhåbentlig igennem mange af de festlige synthpophymner fra sidste års meget roste Hurry Up We’re Dreaming.

Synthpop er der også på programmet i Pumpehuset i København, hvor Jack Tatum, bedre kendt som Wild Nothing, giver koncert tirsdag den 6. november. Blandet med indiepop og drømmende shoegaze, er Tatums andet album, Nocturne, en flot opfølgning på debuten. Undertoners Simon Rune Knudsen kaldte Tatums lyd en del af den »sårbare musik af tidsånden, som søger tilbage mod den lunefuldt angste musik, 80′erne producerede,« og konkluderer: »Det smukke ved Wild Nothing er evnen til at skjule og omdanne det gennem optimistiske melodier«. Som opvarmning til koncerten kan du tjekke Wild Nothings nye video, hvor han har fået besøg af skuespillerinden Michelle Williams.

Samme aften lægger Store Vega scene til en af månedens varmeste anbefalinger, når Baltimore-duoen Beach House kommer forbi. Siden koncerten på Roskilde i 2010 er der nok mange, der har ventet på, at Beach House kom tilbage til landet for at spille en regulær spillestedskoncert, hvor bandets drømmende melodier kan nydes med større koncentration, et mere velduftende medpublikum og mindre indtørret mudder. Her bliver det muligt at høre både numre fra det smukke og berusende gennembrud, Teen Dream, og fra det nye album med titlen Bloom. Varm op til koncerten med Undertoners Beach House-playliste.

Hvis folk-musik er en af de store overskrifter for novembers første to koncertuger, så skal det da blive en gammel løgn, at det kun er udenlandsk folk, vi anbefaler. For de hjemlige folkbands kan så sandelig også. Det har sekstetten Alcoholic Faith Mission efterhånden bevist med deres fire album, hvoraf det nye, Ask Me This, har udvidet bandets ellers lo-fi lyd betragteligt. Med deres hurtigt voksende bagkatalog har bandet turneret yderst flittigt i ind- og udland, hvor de bl.a. har besøgt den anerkendte amerikanske branchefestival SXSW i Austin og Iceland Airwaves. Nu giver de tre koncerter i hjemlandet: den 3. november i Musikcaféen i København, den 9. november på Radar i Aarhus og den 10. november i Studenterhuset i Aalborg. Med sig har de den fremadstormende nordjyske duo Artificial Brothers, der spiller dyster, alternativ rock, og som tidligere på året debuterede med Make Our Hearts Sway.

Et perfekt band til en søndagskoncert. Det kan man vist roligt kalde den svenske søsterduo med de blide folk-numre, First Aid Kit. Søstrene gæster Store Vega søndag den 11. november og følger op med en mandagskoncert på Voxhall i Aarhus den 12. november. De country-klingende sange fra dette års The Lion’s Roar har efterhånden fundet sig et større publikum i Danmark, hvilket størrelsen af koncertsal vidner om. I februar spillede pigerne i Lille Vega, men er nu rykket i Store Vega, hvor der endda nu er venteliste til koncerten.

Et endnu større folkband, der desværre også – for dem der ikke har sikret sig billet – spiller for fulde huse, er Band of Horses, der samme aften giver koncert i Falconer Salen på Frederiksberg. Seattle-bandet slog igennem med Cease to Begin i 2008, og nyeste skud på stammen er albummet Mirage Rock. Men har du billet, kender du sikkert allerede til bandets kvaliteter. Husk hvorfor du blev forelsket i hesteorkestret og fik lyst til pudekamp ved at gense videoen til “Is There a Ghost”.

Du kan som altid kan se flere koncertdatoer i Undertoners koncertkalender, der opdateres løbende med nye anbefalinger.

Leave a Reply