Chokoladeæggene er spist, snapsene drukket, påskeliljerne sprunget ud og Jesus forsvundet fra graven. Med andre ord: Påsken er vel overstået, og Undertoner er tilbage med tips til hvilke koncerter, der særligt er værd at bruge krudt på i første halvdel af april.
Onsdag den 3. april skulle du da næsten tage en tur i Store Vega i København til (tilnærmelsesvis) dobbeltkoncert med det amerikanske rockband The Gaslight Anthem og den canadiske garagerockduo Japandroids. The Gaslight Anthems fire New Jersey-gutter slog igennem for fem år siden med The ‘59 Sound, og nu er de på tour med deres seneste album, Handwritten, som Undertoners Andreas Overgaard gav hele 5,5 U’er. Samme aften kan du også opleve en times koncert med Japandroids, der udgav deres debut Post-Nothing i 2009. Undertoners Kim Elgaard Andersen skrev om den: »Sjældent er det ramlende start-20′er-liv blevet beskrevet så nøjagtigt« – formlen fortsættes på Celebration Rock, der, som titlen antyder, er en utilsløret hyldest til rocken og dens ubekymrede idealer. Så en forsmag her og nyd det live.
Efter udgivelsen af Tomorrow Morning i 2010 kom det amerikanske indierockband Eels til København og gav koncert to gange. Nu har Eels netop udgivet Wonderful, Glorious og er tilbage i byen lørdag den 6. april, hvor de spiller i Den Grå Hal på Christiania. Det nye album et intet mindre end det tiende studiealbum fra Eels med Mark Oliver Everett kaldet E i forgrunden. Bliv klogere på bandet og varm op til koncerten med Undertoners grundige introduktion til E og Eels fra 2010. Med som support på touren er den anbefalelsesværdige amerikanske sangerinde og ‘pop noir’-sangskriver Nicole Atkins. Hun har tidligere spillet på Roskilde Festival efter udgivelsen af albummet Neptune City under navnet Nicole Atkins & the Sea. Det er nu nogle år siden, og Atkins er i dag solo og udgav senest Mondo Amore i 2011. Se videoen og lyt til ”Vultures” fra det album – måske mens du læser introduktionsartiklen til Eels. Så længe du ikke blander tingene sammen. Der er i øvrigt stadig ledige billetter til koncerten.
Søndag den 7. april spiller det britiske indierockband Mystery Jets på Voxhall i Aarhus med opvarmning fra danske Paper Tigers, der blev udnævnt til Årets Rocknavn ved Underground Music Awards 2012. Mystery Jets’ popularitet er vokset i hjemlandet siden debuten Making Dens i 2006, og efterfølgende er bandet blevet signet på Rough Trade og udgav 2010-albummet Serotonin, hvor bandet legede med genrerne og blandede 90’er-pop, 80’er-new wave og 70’er-glamrock ind i deres lyd. Opfølgeren Radlands udkom sidste år og er indspillet i Austin, Texas. Titlen er et miks af navnet på 70’er-filmen af Terrence Malick, “Badlands”, og Keith Richards’ ejendom i Sussex, der hedder Redlands. Hør lyden af Radlands live på Voxhall.
Mystery Jets er dog ikke kun i Danmark for denne ene koncert. Dagen efter, mandag den 8. april, varmer de nemlig op for længe ventede Mumford & Sons i Falconer Salen på Frederiksberg sammen med den canadiske indiepoptrio Half Moon Run. Mumford & Sons måtte aflyse sidste års koncert på NorthSide Festival, da frontmand Marcus Mumford brækkede hånden, men de mange fans af bandets banjoglade folk kan nu omsider opleve dem live. Koncerten blev først annonceret i Vega, men udsolgt på under en time og derefter rykket til Falconer Salen – der også blev udsolgt lynhurtigt. Undertoners anmelder var ikke imponeret over London-drengenes kombination af britisk folkrock og amerikansk country på sidste års Babel, men det er mange plade- og koncertbilletkøbere tydeligvis, og albummet strøg til tops på hitlisten i bl.a. USA. Læs om Mumford & Sons gør sig bedre live, når Undertoner anmelder koncerten dagen efter.
Den britiske trio Daughter gav koncert på Roskilde Festival sidste år, men nu kan de opleves live på et regulært spillested i Danmark, når de gæster Lille Vega onsdag den 10. april. Koncerten har længe været udsolgt, så der er åbenbart en del, der fik lyst til mere efter Roskilde og som har store forventninger til Elena Tonra og co.’s intime, mørke indiepop. Efter to ep’er har bandet netop udgivet fuldlængedebuten If You Leave. Hør nyeste single ”Human” eller se bandet fremføre deres succesfulde, melankolske kærlighedssang ”Youth” hos David Letterman. Er du ked af, at du ikke har nået at få billet til koncerten, kan du overveje en smuttur til Malmö, hvor Daughter spiller i Mejeriet fredag den 12. april, og der er stadig ledige billetter.
Søren Løkke Juul, også kendt som Indians, giver fire koncerter i Danmark midt i april. Undertoner har anbefalet en koncert med Indians for ikke ret længe siden. Så denne gang får Indians ikke så mange ord med på vejen, og det gør hans roste soloalbum Somewhere Else heller ikke. Til gengæld kan vi anbefale Indians’ koncerter i Studenterhuset i Aarhus den 11. april, Studenterhuset i Aalborg den 12. april, Kulisselageret i Horsens den 13. april og på Beta i København den 14. april.
Husk, at du altid kan tjekke hvilke koncerter, Undertoner på den ene eller anden måde kan anbefale dig, i Undertoners koncertkalender, som vi opdaterer hver gang, vi har et ledigt øjeblik til det.