Undertoners guide til Roskilde ’13: klassisk rock, elektronisk fest og syretrippet

Goat trommer masserne sammen til et psychrocket og shamanistisk sansebombardement lørdag nat.

Fisse, fadøl og farmandsrock

Når ’klassisk rock’ er blevet et begreb, der både kan stemples på Steely Dan, Led Zeppelin, Oasis og Nirvana, ved man, at den er bredtfavnende. Udgangspunktet for, at man spiller klassisk rock, må efterhånden bare være, at musikken kan klassificeres som ’mandemusik’. Det skal være højt, det skal være tungt, og så er det oftest ligegyldigt, om den seneste plade har fået gode anmeldelser eller ej. Så længe man kan skråle med på et omkvæd, give den gas på lidt luftguitar, eller bare lade foden vippe med på hver fjerdedelstakt, er der garanti for en fed aften. I de følgende fem anbefalinger har jeg valgt fem meget forskellige bands, der alle trækker den klassiske rock i forskellige retninger – dog med det til fælles, at det hele er testosterondrevet, tinnitusmedførende og kan nydes over en lunken festivaløl.

Prototypen på et moderne, klassisk rockband fås ikke meget bedre end Airbourne. Gruppen har siden debuten Running Wild fra 2007 dyrket rock’n’rollen, som deres landsbrødre i AC/DC lagde for dagen for mange år siden. AC/DC-sammenligningen er nok én, de unge australiere er trætte af, men ikke desto mindre er den uundgåelig, når man skal beskrive bandets musik. Det er rockmusik uden originalitet og uden pis: lige ud ad landevejen med en skærende leadguitar, 4/4-takter og den generelle dyrkelse af sex, drugs and rock ’n’ roll-klichéen. Ikke desto mindre gør bandet det så skamløst og med så meget dedikation, at det er svært at bevare fordommene og undgå at lade sig rive med af den ungdommelige energi.

Straks sværere er det at placere californiske Queens of the Stone Age. Kvintetten har udgivet seks plader, der alle har haft unikke kendetegn. Når Queens of the Stone Age indtager Roskilde Festival kan man dog forvente en overflod af psykedelisk hårdrock, der selv med den metalliske skarphed og tydelige stonerrockoprindelse stadig har hang til den gode melodi. Tidligere i juni udgav gruppen …Like Clockwork, der endnu engang bragte kritisk anerkendelse til bandet. Her på Undertoner gav anmelder Daniel Niebuhr pladen fem U’er og konkluderede, at »Queens of the Stone Age har formået at omsætte deres progressive drivkræfter til endnu en gennemført rockplade.« Så der er altså mødepligt, når dronningerne indtager Orange Scene på festivalens sidste dag.

Der er ikke noget, der kan stoppe Turbonegro. Selv efter tre udskiftninger på vokalfronten kører bandet ufortrødent videre som den velsmurte rockmaskine, det er. Sidste år udkom den første plade i fem år, Sexual Harassment, der samtidig markerede publikums første møde med den nye mand ved mikrofonen, Tony Sylvester. Der var ikke noget nævneværdigt forandret i bandets rock’n’roll-formularer: det er stadig klassisk garagerock med masser af punkenergi i stil med de plader, bandet udgav i 90’erne. Når nordmændene indtager Orange Scene fredag eftermiddag er der lagt op til en rockfest, hvor gamle kendinge som ”Denim Demon”, ”All My Friends Are Dead” og ”Prince of the Rodeo” nok skal få gang i pladsen foran det orange telt.

Skal det være mindre punket og mere hævi, skal man et smut til Odeon søndag eftermiddag. Her går Texas-bandet The Sword nemlig på scenen. Med langt hår, riffs i mandestørrelser samt tekster om mytologi lægger bandet nogle episke numre for dagen. Vi har én gang tidligere anmeldt bandet, da de spillede på Loppen tilbage i 2011, hvor der blev disket op med 4,5 U’er, og hvor det største kritikpunkt var, at »[…] den halvanden time, som koncerten nu engang varede, gik alt, alt for hurtigt«. Om bandet får mere end halvanden time på Roskilde er nok tvivlsomt, men man må håbe, at de også giver den fuldt ud i den tid, de nu er givet på det kortere festivalformat.

Vil man helt tilbage til 60’erne og 70’erne, står Uncle Acid & the Deadbeats klar med tidsmaskinen. Ligesom Graveyard og Ghost er Uncle Acid & the Deadbeats med på bølgen af nyere bands, der spiller psykedelisk hårdrock, som de gjorde back in the day. De tunge, fuzzende riffs er i centrum, og det er tydeligt, at der bliver trukket inspiration fra klassiske rockbands som Black Sabbath, Deep Purple og Alice Cooper. Den nye plade, Mind Control, udkom for en måned siden til pæne anmeldelser, så det er med dugfriskt materiale i kufferten, at de indtager Odeon kl. 03 lørdag nat. Mørk musik kræver mørke omgivelser, så mon ikke syreonklen og hans driverter nok skal komme til sin ret i den korte midsommernat. (AO)

Fuck instrumenter – lad os danse med elektroder i hovedet

Der er to slags festivalkoncerter. Nogle, hvor melodi og eventuel genkendelighed er i højsædet. Det er de koncerter, hvor du primært er fokuseret på, hvad der sker oppe på scenen. Og så er der de koncerter, hvor det vigtigste er rytmer og fest. Det er de koncerter, hvor det er sjovest at blive ét med publikum omkring dig; det er der, hvor kunstneren dybest set ville ønske, at de stod nede hos dig og de andre publikummer. Her får du fem bud på sidstnævnte:

Mandag aften kan du ikke trække den længere. Du er blevet etableret i din lejr, og nu er det sgu på tide at pakke danseskoene ud. Norske LeMâitre starter din elektroniske festuge på blid og behagelig vis. Som et kærlighedsbarn fra Röyksopp og Phoenix bløder de to nordmænd dine stive danseled op med våde beats og kærlig stemmeføring. Festen er stensikker på Apollo Countdown mandag aften klokken 22.30, for når LeMâitre gøgler, sker det med lige dele fremragende, skandinavisk popmelankoli og middelhavspulserende electrorytmer.

På samme scene tirsdag aften klokken 21.00 stiger intensiteten, når Friendly Beastly Coyote knalder ud. Den nordjyske prærieulv kaster om sig med svedige housetracks, og snacky remixes af blandt andet Chicago-gruppen Krewella og Côte d’azur-kunstneren Cedric Gervais, der gerne vil have, at du hjælper med at finde Molly. Det er allerhelvedes dansevenligt, og morsingboen – der i 2012 blev nomineret til en Underground Music Award for bedste electronica – har lovet roskildepublikummet en intro til sin koncert, som han ikke selv tør sætte ord på. Så du må hellere være til stede og gøre dig klar til at skrige.

Hvornår skal du på den igen? Det skal du, når Baauer smadrer igennem med sin blanding af house og dubstep på Apollo torsdag klokken 19.30. Baauer har efterhånden en del på samvittigheden, siden hans musik for alvor blev verdenskendt i starten af året. Blandt andet har han indirekte fået folk fyret, fordi de ikke har kunnet lade være med at danse med – og fremvise deres udskejelser for offentligheden på youtube – på det lige dele irriterende og medrivende track ”Harlem Shake”. Hvis du er en af dem, der har uploadet din egen version af dansen – eller hvis du bare gerne vil opleve folk i hobetal, der kaster sig rundt i epileptiske spasmer og kalder det en stilart – så er Baauer uundgåelig.

Det, som jeg glæder mig allermest til, går ned samme tid og samme sted dagen efter. Svenske Maskinen »spyr på ditt face«, mens de køber alt, som ikke kan købes for penge… For penge. Nabolandets pendant til Suspekt fyrer op for deres flængende electro/dubstep/hiphop, og selvom det kan være svært at afkode deres skånske dialekt, så kan du garanteret synge med på hittet ”Alla som inte dansar”, der opnåede kultstatus i hele Skandinavien i 2007. Deres seneste plade Framgång & Efterfrågan fra 2012 er måske ikke et mesterværk, men den er legesyg og mit bud er, at den vil være et skingrende skørt grundlag for en sindssyg electrorapfest.

Årets allerstørste elektroniske fest kommer selvfølgelig til at finde sted på Orange Scene. Lørdag nat klokken 02.00 kan du gokke helt ud til drum’n’bass/dubstep-hitsene ”Blind Faith” og ”No Problem”, når britiske Chase & Status indtager Roskilde. De to universitetsvenner slipper alle hæmningerne, når de skruer op for deres melodiske og rå energiudladninger, som du kan danse dig lam, døv og døden nær til, og som Prodigy græder sig i søvn til hver aften. (JH)

På syre & psychrock – guide til en festlig koncert

Du vil gerne i hegnet, og du vil gerne høre god musik. What to do? Det er forholdsvis nemt at kombinere dig frem til en god brandert til dejlige toner på Roskilde, hvis du styrer udenom de vildeste moshpits og videre mod den mere udsyrede scene.

Den danske syrerockscene er ikke voldsomt godt repræsenteret i år, men en enkelt godbid er det da blevet til. Pinkunoizu udgiver nyt album, The Drop, 5. august på Full Time Hobby, og efter at have lyttet til nummeret ”The Great Pacific” via bandets Soundcloud og den nyudgivede, selvbetitlede ep, så er den kommende plade en passende forlængelse af udgivelsen fra 2012, Free Time!. En støt rytmepuls holder strukturen på plads, mens delelementerne syrer ud på deres respektive legepladser. Om noget synes der at være større struktur i de nyere numre, og Jaleh Negaris kvindevokal har fået mere plads i lydbilledet. Mon ikke den danske kvartet trakterer publikum med primært nye numre, når de indbyder til kollektiv svømmetur i syrehavet søndag den 7. klokken 19.00.

På trods af at Unknown Mortal Orchestras bandnavn lyder som britisk dødsmetal og deres musik som noget, dine forældre kunne have røget deres første chillum til, så udgav det newzealandsk/amerikanske band deres selvbetitlede debutalbum i 2011. Deres tilbagelænede, psykedeliske pop er skrabet og melodisk og lige til at knipse med på – ganske givet glimrende til at bunde et par halvliters daiquiris til. Unknown Mortal Orchestra spiller lørdag den 6. juli kl. 21.00, så der er ingen grund til ikke at starte dagens anden brandert med lidt stenet syrepop.

Skal det være mystisk og rundgangshypnotisk, er der heldigvis også mulighed for det på årets Roskilde. Øverst oppe på mange lister over de bedste albums i 2012 fandt man det svenske band Goat, og på trods af at det strengt taget er umuligt at regne ud, hvad bandets historie egentlig er, så ændrer det ikke på deres evner udi psykedelisk udflugt og shamanistisk bortførelse. Da Goat spillede på Primavera her i maj, var det i fuld udklædning med lange kjortler, diverse masker og dækkende elefanthuer som et gennemgående tema. Goat spiller lørdag den 6. juli klokken 01.30.

Er du gladere ved dåseølbranderten, hvor du kaster gulddamen mod scenen i ren ekstase over de fede fuzzriffs, så kig forbi Orange søndag den 7. juli klokken 16.45. Og tag bare din far med, for der er masser af nossetung rock i psykedelisk skær hos det amerikanske band Black Rebel Motorcycle Club, der nu til dags har aarhusianske Leah Shapiro bag trommerne. I 2001 udgav de debuten B.R.M.C., der sammen med plader fra The Strokes og The White Stripes i de år revitaliserede den ellers så anæmiske rockscene, og med den debut og seks andre glimrende støjrockplader i bagagen skal Black Rebel Motorcycle Club nok kunne spille Orange og din fadølsbrandert op.

Apropos bands der har været med til at revolutionere den nyere tids musikscene og -udtryk: Det er ikke til at komme udenom at smide et par ord efter Animal Collective, der spiller på Arena torsdag den 4. juli klokken 22.30. Popmusikken er bare ikke det samme, efter kollektivmedlemmerne Avey Tare, Panda Bear, Geologist og Deakin har haft deres snavsede naller i den, og de eklektiske og legesyge efterdønninger fra den velproducerede Merriweather Post Pavilion (2009) synes ikke at have lagt sig endnu. Sidste år udgav de den delvist håndspillede og småkaotiske Centipede Hz, hvor gruppens originale guitarist Deakin er vendt tilbage til holdet, og man kan håbe på, han også optræder på Arena. LSD passer nok glimrende til en koncert med Animal Collective. (AM)