Fotos: Filtenborg Fotografi / Radar
Kroppe i bevægelse og varme armhuler på et halvfyldt Radar til opvarmningsbandet Maskinvåd. En indlevende og veloplagt forsanger leverede med resten af bandet en god omgang 80’er-nostalgi. Det var upbeat, det var festligt og det kom, desværre, også til at stå lidt i kontrast til aftenens hovednavn, Mellemblond.
Det dansksprogede rockband Mellemblond debuterede tilbage i 2008 med en selvbetitlet, anmelderrost EP. Siden da har bandet rystet tre album og én EP mere af sig – alle til anmeldernes ros. Seneste udgivelse er pladen Fra et sted fra i år, som i modsætning til de tidligere lette pop-rockede udgivelser favner et mere vemodigt, enkelt og pænt udtryk.
Men pænt og enkelt blev tangerende til kedeligt under koncerten på Radar. Aftenens første nummer var den ellers så stemningsfulde ”Vågnede en morgen” – men vågne blev Mellemblond aldrig helt. Som var de lænket fast, bevægede ingen af bandets fire medlemmer sig fra deres indtagne positioner, og publikum forblev et fremmedlegeme, som ikke smeltede sammen med bandet. Bandmedlemmerne nåede ikke ud over scenekanten, så at sige, og det er i mine øjne halvdelen af en livekoncert – forbindelsen til publikum. Og den var nærmest ikke-eksisterende denne aften.
Men hvad der ellers foregik på scenen, rent musikalsk, var ikke til at sætte en finger på. Mellemblond er et utroligt velspillende band, hvor alle fire medlemmer er med til at skabe musik, som er dejlig for øregangene. Desværre blev forsanger Kristoffer Munck Mortensens vokal flere gange til en mumlen, som druknede i musikken, blandt andre på numrene ”Ned i et hul” og ”Jeg må le”. Og det er en skam, da de velskrevne tekster er særligt vigtige i Mellemblonds univers.
Lidt over halvvejs i sættet måtte Kristoffer Munck Mortensen da også råbe »BØH!« for at se, om der endnu var liv i publikum på allehelgensaften. Og lidt liv var der da også i et ellers ubevægeligt publikum. Momentvis vågnede de op fra døsen på hittet ”Et øje” og den rockede ”Barfodet”, som var nogle af aftenens højdepunkter, som ellers talte det afsluttende nummer ”Mørkt stof” fra EP’en Elastisk. Her var der glimtvis kontakt til publikum, som kvitterede med bouncy knæ og boppende hoveder.
Alt i alt var det dog en forglemmelig koncert, hvor kun få numre formåede at stikke ud. En velspillet, men kedelig liveoplevelse, som efterlod publikum med stive lemmer og kolde armhuler.
