PJ Harvey var helt og aldeles overlegen og gav en koncert i topklasse.
Med sit nye konceptalbum Let England Shake i bagagen, iført en storslået, hvid kjole og fjer sat kunstfærdigt oven på de kulsorte lokker – og så lige en autoharpe under armen – indtog PJ Harvey Arena torsdag aften. Hun tog med det samme hul på det nye album og gav os titelnummeret efterfulgt af “The Words That Maketh Murder”. Som så meget af Polly Jean Harveys musik er det et krævende album, og som også disse to titler afslører, er det alvorlige emner, der er på skemaet. Let England Shake er et imponerende tematisk værk om England som imperium og krigsførende nation gennem tiderne, især med nedslag i Første Verdenskrig. Ikke umiddelbart det letteste materiale at tage med på festival. Men PJ Harvey og hendes faste gentleman-orkester, Mick Harvey, John Parish og Jean Marc Butty, klarede det eksemplarisk.
Det viste sig, at de nye numre også står sikkert live. Det er langtfra kun tekst og tema, der gør dem lytteværdige. Kombinationen af de eksperimenterende rockmelodier, Harveys lyse vokal og indholdet om krigens rædsler, som på “This Glorious Land” og “The Last Living Rose”, er særdeles effektfuld og risler ned ad ryggen. Ikke mindst når livelyden er så god, som den var her, og Harvey & co. så komplet professionelle. Ikke en tone var sat forkert.
Med så mange stærke numre fra hendes efterhånden ti albums, medregnet de to samarbejdsalbums med John Parish, ville det være ærgerligt, hvis Let England Shake skulle fylde det hele. Det var heller ikke tilfældet på den veltilrettelagte sætliste. Allerede som tredje nummer gav hun os det gamle hit “C’mon Billy”, og gamle fans, der ikke er fortrolige med det nye, kunne sikkert ånde lettet op.
Hele vejen gennem koncerten blandede Harvey i det hele taget sine nye numre med en række ældre fra sine forskellige albums. Og forskellige er de netop: Der er milevidt fra den teatralske To Bring You My Love til den elektroniske Is This Desire? og til 2007’s gotiske White Chalk. Men Harvey og bandet vandrede ubesværet mellem nyt, nyere og gammelt og formåede at kæde det hele sammen på overbevisende vis. Forskellighederne stod frem, men hist og her var der også filet nogle kanter af, så alt fremstod som en helhed. Undervejs fik vi gamle numre som “Down by the Water” fra To Bring You My Love, “The Pocket Knife” fra Uh Huh Her, og, som en positiv overraskelse, også den kuldegysfremkaldende smukke og skræmmende “The Devil” fra det undervurderede album White Chalk.
Autoharpen blev hurtigt skiftet ud med først en hvid, så en sort elektrisk guitar. Og hvis nogen skulle have glemt, at Harveys musikalske udgangspunkt er i punket, dyster rock, så var ypperstepræstinden selv så venlig at minde dem om det. Ikke kun med “The Sky Lit Up” og “Angelene” fra Is This Desire?, men også på allersidste nummer som et råt og rocket eftertrykkeligt punktum med høj guitar og støj på “Meet Ze Monsta”. Det eneste problem var, at så var det slut. Efter kun en time. Men mere kunne man ikke have krævet af den time, vi fik.
På den dramatiske “Big Exit” fra Stories from the City, Stories from the Sea synger Harvey: »I’m trying to do something no one else has done!« Og det formår hun bestemt også. Som hun står der på den store scene, spinkel og hvidklædt foran det sorte bagtæppe midt i det enorme, mørke telt, er hun helt rolig og fuldstændig overlegen i sit udtryk. Med så meget indhold i sin musik, så mange historier at fortælle og samtidig evnen til at rocke i behold. Der er så mange bands, ikke mindst på festivaler som Roskilde, der er døgnfluer, drevet af en bestemt trend eller hype, hvor man kan overveje, om de virkelig vil huskes lidt ude i fremtiden. PJ Harvey har gennem sin karriere bevæget sig så langt væk fra musikalske modeluner og har langt mere kunstnerisk integritet, end mange andre musikere nogensinde kommer i nærheden af. Det beviste hun til fulde på dette års Roskilde Festival.
