Vi prøver altid at genopfinde os selv, når vi starter på ny igen i januar; fitness-abonnementer, ingen alkohol, fokus på selvet først og fremmest – og vi krydser fingre for, at I klarer den derude, nu hvor det hele endelig synes at gå den rigtige vej tilbage mod en normal hverdag.
Her på redaktionen prøver vi samtidig også at komme på forkant med, hvad 2022 kommer til at byde på på musikfronten. Hvem har genopfundet sig selv? Hvem lyder imidlertid, som de plejer? Og hvad brugte vi egentlig selv streamingminutter på at blive klogere på? Det sidste giver vi vores bud på lige her.
King Garbage – Busy on a Saturday Night
Januar er på alle måder en forfærdelig måned. Det er koldt, det er mørkt, og du har formentlig overtræk på kontoen; alt sammen gode grunde til at blive derhjemme under dynen og putte sig. Det eneste lyspunkt er, at King Garbage med “Busy on a Saturday Night” har lavet det perfekte soundtrack til alle de dovne hjemmelørdage, du kunne tænke dig at holde i januar.
»Don’t tell me what I need / Just give me what I want,« crooner forsanger, Vic Dimotsis, mens de fløjlsbløde soul-arrangementer indhyller sangen i et univers af velvære. Sangen udspringer angiveligt fra et barndomsminde om en køleskabsmagnet med et billede af en svedig mandestripper og teksten »Everything I want is either taken, or busy on a Saturday night”, som Dimotsis’ oldemor havde hængende derhjemme.
Det er lige dele lummert, dovent og charmerende – akkurat ligesom sangen selv – og singlen er en forløber for King Garbages kommende LP, Heavy Metal Greasy Love, der udkommer 1. april. Duoen har dog allerede tidligere udgivet singlerne “Peanut Butter Kisses” og “Piper”, som tilsammen tegner et lovende billede af de soul-godter, der er i vente.
(Simon Freiesleben)
The Smile – The Smoke
Halvvejs inde i 2021 præsenterede Thom Yorke og Johnny Greenwood projektet The Smile sammen med trommeslager Tom Skinner, (der tidligere har arbejdet sammen med blandt andre Sons of Kemet og Mulatu Astatke,) forud for en eksklusiv optræden til Glastonburys storstilede livestream-arrangement. Og i løbet af januar løftede The Smile så sløret for hele to singler forud for endnu et livestream-projekt; denne gang med tre koncerter i London på lige under et døgn.
Men hvor det første af disse to numre, “You Will Never Work in Television Again”, er et mere eller mindre ligefremt (og til tider forudsigeligt) rocknummer i Yorke/Greenwood-sagaen, byder efterfølgeren, “The Smoke”, på langt mere interessante nuancer, der både lyder og føles nærmest helt Radiohead’sk.
Der er både den skæve basgang, der på overfladen synes at veksle tilfældigt mellem sine to primære temaer, den overdrevne brug af rumklang, som tilføjer nummeret en yderst dragende ambiens, og så de fyldige hornarrangementer, som Greenwood tidligere har dyrket intenst; ikke bare i Radiohead-sammenhænge, men blandt andet også i Junun-samarbejdet med Shye Ben Tzur.
(Daniel Niebuhr)
Aldous Harding – Lawn
Den newzealandske popmusiker Aldous Harding har med singlen ”Lawn” lagt i ovnen til endnu en omgang stilfærdig og lige dele sød og sørgmodig indie på albummet Warm Chris, der udkommer 25. marts. Der er få som hende, der kan tryllebinde én med deres stemme, som både lyder barnligt naiv uden at være fjollet og mystisk uden at miste oprigtigheden. Harding leger med hvert et ord, hun synger, og vokalen danser hen over den simple, gentagende klaverfigur. Det er minimalistisk, men ikke monotont, og efter et minut får vi også en mandlig korvokal på, der fint samspiller med Hardings stemme.
Sangen lyder som en naturlig forlængelse af Hardings seneste album, Designer, hvor hendes tudefolk (bare rolig; det er kærligt ment) blev sat til side for gyngende indiepop og labert producerede ballader. ”Lawn” byder nemlig på jazzede trommer og en rigtig indie-guitarsolo. Det ville være løgn at kalde sangen udfordrende eller innovativ, men dens afslappede tempo svinger afsted, og det hele føles bare behageligt og kælende. ”Lawn” er sådan et nummer, man sagtens kan sætte på tre gange i streg.
(Holger Møller Dybro)
Goss – Blue
Mads Damsgaard Kristiansens soloprojekt Goss leverer med nummeret ”Blue” en totalt medrivende og suverænt melankolsk popbanger, der kører i båndsløjfe på min foretrukne streamingtjeneste, så jeg glæder mig voldsomt til, at det annoncerede album I Feel Like Planet Earth udkommer den 25. februar. Derudover ryger også hele 2020-albummet Group Therapy på pladespilleren en gang imellem, for i min optik er det en af det års bedste danske plader, og den er fremstår stadig lige så fremragende, som da den udkom.
Med Goss er det sådan, at Kristiansen rammer præcis ned i noget, der bare emmer af indlevelse, melankoli, og en sans for sangskrivning, der er helt unik – og samtidig på en eller anden måde så almen at alle kan være med. Det er fanme godt gået! Det gælder ikke mindst for “Blue”, som ovenikøbet beriges af et fremadstormende talent som Mercedess og hendes meget smukke vokal. Rammerne er med andre ord stukket ud til noget af januars allerbedste nye musik.
Udover de to vokaler, der klæder hinanden virkelig godt, er der også andre interessante elementer på nummeret. Der er både trompetsoloen til slut samt et nik til nogle af fortidens dinosaurer i den indledende guitarfigur, der bukker og nikker pænt til ”Stairway to Heaven”.
(Jens Trapp)
