Københavnske Joyce har ikke set sig tilbage, siden bandet i 2019 udgav den fænomenale debutsingle, “Tomme ord”. I løbet af sommeren 2020 sendte gruppen så deres debutalbum, det anmelderroste Formskifter, på gåden, og siden da er Joyce blevet P3- og P6-darlings og står som et af de nye håb for dansk rockmusik – og de har tilmed gjort det på deres helt egen måde.
Med beskidt, angstfyldt, humoristisk, 00’er-inspireret rock.
Elsk mig er navnet på gruppens opfølger, og selvom navnet på pladen lyder som en tryglende bøn efter hengivenhed, så gør Joyce det faktisk ualmindeligt nemt at holde af dem. For Elsk mig er en vaskeægte manifestation af, at Joyce er blandt Danmarks mest lovende bands – hvis debutpladen Formskifter da ikke allerede havde etableret det. En af bandets store styrker er først og fremmest deres dygtige frontmand. Sebastian Wegener er en arketypisk forsanger i et rockband, men med et par personlige twist. Han er hamrende karismatisk, har en karakteristisk stemme og skriver nogle af landets bedste og mest introspektive tekster.
Joyce er derfor også ekstremt gode til at fremstå med en attitude, der bunder i en klassisk 00’er-ængstelse. Elsk mig emmer nemlig af selvkritiske gloser, der får en teenager i puberteten til at fremstå helt og aldeles dannet.
»Livet knepper mig / Alt, jeg troede var godt, viste sig at være en løgn,« brøler Sebastian Wegener på “Livet er for langt”, der gradvist bygger sig op, inden den når sit klimaks i sidste omkvæd.
Der er en vis kunst forbundet med at skrive i det her angstdrevne tekstunivers. Der er en hårfin balancegang mellem dybfølt og det, de unge vil kalde cringe. Drengene fra Joyce formår dog at portrættere elendigheden med en knivspids ironisk afstand og en humor, der ikke fratager teksten dens betydning, men stadig fremgår som et underliggende lag. Som på albumåbneren, “Jeg har glemt hvor gammel jeg er”, der markerer en eksistentiel alderskrise – nærmest en dansk pendant til Blink 182-hittet “What’s My Age Again?” Nummeret indeholder lige dele humor og skræmmende relaterbarhed med lyrik, der er pakket ind i en skal af ramme alvor, som gør sig særligt gældende i omkvædet om at negligere ens savn til mor – hvilket hun jo »ogs’ godt ved.«
Elsk mig indeholder med “Lev beskidt” også et enestående højdepunkt, der for en tid gør op med de selvhadske tendenser. Det er en beskidt diamant af et rocknummer, hvor drengene forhøjer sig til, hvad der bedst kan beskrives som arenarock; sprængfyldt med tråd på overdrive, og et omkvæd, der står tilbage som en kæmpe finger til alle forudindtagede forventninger til individet. »Hellere leve beskidt end at lave som dig!« lyder manifestationen i nummerets omkvæd, og man kan næsten føle gåsehuden komme snigende, når man forestiller sig, hvordan det vil lyde, når bandet til sommer skal erobre de danske festivaler.
På “Ret dig op” leger Joyce samtidig vellykket med grunge- og tidlige punkelementer á la Dead Kennedys, Soundgarden og Hüsker Dü. Det er bands med høj anseelse, og selvom der er et stykke op, så klæder det Joyce-drengene vældig godt at komme endnu længere ud af den til tider P3-venlige lyd, de ellers har dygtiggjort sig med. Instrumentalt har sangen jo næsten en snert af Dead Kennedys’ udødelige “California Über Alles” med de indbydende jungletrommer og en gyngende baslinje.
På Formskifter lukkede Joyce af med den melankolske “Tiden har ødelagt alt i mig”, der bandt en fin sløjfe på bandets debutudspil. Elsk mig bliver i stedet lukket af med titelnummeret, hvor der bliver tryglet om at blive elsket, hadet og set. Der er ud fra egne beregninger kun årsag til at indløse to af bønnerne – man kan selv gætte sig til hvilke.
Joyce har før proklameret, at de er popdrenge, der spiller rock. Og det skal de hjertens gerne fortsætte med. For med Elsk mig har de leveret et af de bedste dansksprogede rockværker i det seneste årti.
