Singlr

Fredagssinglr’: Aperly High – Forger (ft. Peter Pain)

Aperly High og Peter Pain (First Flush) tager art-pop med en tur ind på teenageværelset på ny single.

Et sted, dybt inde i os alle, er der vel stadig en teenager gemt. En teenager, man kan krumme tæer over, en teenager, man stadig forsøger at drage omsorg for, og en teenager, hvis trods, store følelser og ligefremme tilgang til livet man også af og til kan savne.

Det er netop den teenager, som Albert Aagaard Hertz A.K.A. Aperly High (Senso) tager fat i og nærer på sin nyeste single ”Forger” fra sit kommende album Cat’s -paw – et sprogligt billede, der i kontekst med Aperly Highs musik nok for visse leder tankerne tilbage på fortidens forkromede emo-dage.

”Forger” trækker nemlig de slidte Vans og den billige sorte hårfarve med ind på dansegulvet, når uforskammede, pop-punkede Blink-182-melodier møder catchy, moderne synth-hooks og tungt autotunede, mumlende vokaler. Teenage-nostalgien bliver pludselig meget nutidig.

Sammen med Peter Pain (Peter Bruhn fra First Flush) udforsker ”Forger” ungdommens relationer, hvor venskaber fungerer som eskapisme for eksistensens evindelige kedsommelighed, og hvor alting er alt eller intet. Hvis din indre teenager har ligget i dvale lidt for længe, er det måske tid at sætte ”Forger” på og mindes dengang, da alt var både mere intenst og mere simpelt på én og samme tid.


Cat’s-paw udkommer den 10. februar 2023 via The Big Oil Recording Company i samarbejde med Petrola 80.
Aperly High kan opleves live den 28. januar på Hotel Cecil.

Leave a Reply