Fotos: Daniel Niebuhr (Hypnosis Therapy) & Daniel Nielsen / Frozenpanda.com (alle andre)
Der sættes hak nummer 17 i Roskilde Festival-huen for mit vedkommende med en sideløbende konstatering om, at jeg ikke kunne mindes en så indholdsfattig koncertdag på det, der tidligere kunne betegnes som festivalens “hoveddage”, som det var tilfældet denne onsdag. Alt er ganske vist smag og behag, bevares, men skulle man forsøge at stykke et nogenlunde onsdagsprogram sammen og samtidig gå en fin bue uden om det maratonagtige goth-træf på Orange Scene samme aften, skulle der tænkes i semi-alternative baner. Den ene mands død er heldigvis den andens brød, hvorfor vi kunne kaste os ud i dette års Final Days med nogle særdeles kompetente vikarer.
Vi lagde nemlig ud på mere hjemlige breddegrader, hvor jeg af flere årsager – herunder aktive til- og fravalg samt rene og skære tilfældigheder – ikke har set Iceage live siden den efterhånden meget omtalte Arena-koncert i 2013. Det var derfor en kærkommen nyhed, da landets vel sagtens mest velrenommerede rockband på denne side af årtusindeskiftet trådte til som erstatning for den amerikanske rapper Bia, der måtte melde fra et par uger før festivalstart. Ikke ligefrem den mest nærliggende ind- og udskiftning rent genremæssigt, men trods alt et meget vellidt træk fra festivalens side, for det var et yderst pænt fremmøde foran Eos, der ventede kvintetten, da de leverede hele For the Love of Grace & the Hereafter samt en lille håndfuld ekstranumre. Missionen med også at få skabt en tidlig, samlende oplevelse for rockpublikummet lykkedes ikke overraskende uden de helt store udsving, for så gode er Iceage trods alt bare – også under åben himmel i dagslys og i særdeleshed også som ellevtetimeserstatning.
Ovre på Lagune – der her under Final Days havde fået fjernet sine totrinspodier, som fra teltperferien ellers havde udgjort en glimrende udkigspost til First Days-koncerterne – var det umiddelbart herefter muligt at få tanket op på Gud Fader, den almægtiges frelse i selskab med Annie Brown Caldwell og noget nær hele hendes nærmeste familie. Døtrene Deborah og Anjessica, guddatteren Toni, husbonden Willie Sr. samt sønnerne Willie Jr. og Abel Aquirius udgjorde alle backingbandet The Caldwells, som akkompagnerede den nu 67-årige matriark, der for blot to år siden også var at finde på festivalprogrammet – dengang med sine søskende i Staples Jr. Singers. Her omtalte jeg blandt andet, hvordan man tydeligt kunne mærke Brown Caldwells gospelopvækst i hendes stærke vokal, hvilket heldigvis stadig var intakt her to år senere, og i modsætning til de tidlige, regnkolde eftermiddagstimer dengang, lod sommervarmen anno 2026 til at behage sangerinde noget bedre.
Tronende fra en stol placeret midt på scenen åbnede hun og resten af orkesteret med et par omarrangeringer af henholdsvis The Gap Bands “You Dropped a Bomb on Me” og Ray Charles’ “I Believe to My Soul”, som de også tidligere har begået på plade. Det landede dog et sted tættere på hyggeligt end veludført, for omvendt fra 2024-koncerten dannede Calldwell-mændene en noget mindre sikker rytmesektion end Staples Jr. Singers’ ditto, og overordnet set formåede de ikke på samme måde at løfte koncertens niveau synderligt.
Det gjorde de fire kvinder i front imidlertid, hvor især ældstedatteren Deborah i dén grad kunne give en prædikende opsang til alle os blandt forsamlingen. »Clap for Jesus!« befalede hun undervejs, hvor selv ikke den mest hærdede ateist kunne afholde sig fra at tyre sine håndflader taktfast sammen. Det var på mange måder en solid forestilling, som næppe havde nogen ambitioner om at være meget mere end netop dét, hvor de gamle såvel som nye gospelstandarder løftede både krop, humør og sjæl op på et – hvis ikke himmelsk niveau – så i hvert fald vidunderligt livsbekræftende plan, der fyldte legemet med en styrket tro på, at det hele nok skal gå.
»Skal det her virkelig spille så tidligt på aftenen?« var vi flere fra årets udsendte Undertoner-delegation, der spurgte os selv, da vi uden for Glorias mørklagte lade overhørte lydprøven med koreanske Hypnosis Therapy. Man vidste jo på forhånd godt, at det ville blive en ganske gennemsmadret affære, som kom til at tiltrække alt lige fra ravere til moshpit-fetichister og unge knøse, der var klar på bar kas’-fest – og de havde sandelig nok allesammen også fundet vej til Gloria. Måske var det dér, at genialiteten lå begravet, for der lod bestemt til at være en god portion opbygget energi og rastløshed, som skulle skydes af. Og hvorfor så overhovedet vente til nattetimerne?
Ingen besad dog mere energi end duoens de facto-frontmand, Jjangyou, der entrerede maske- og skjorteklædt, men som inden længe – akkurat som de unge knægte nede foran – havde smidt al tøjet på overkroppen. Producer og elektronikansvarlig, Jflow, holdt sig for det meste i baggrunden, og det var måske for det fælles bedste, for jeg tror ikke, at publikum kunne have håndteret endnu flere opfordringer til hæmningsløse energiudladninger, end Jjangyou i forvejen udsatte dem for. Jeg vil medgive, at det i den forbindelse ikke gav særlig stor mening at gå dybere ned i sætlisten – dels fordi rigtig mange af duoens numre, der kombinerede både breakcore, drum’n’bass, glitchy electronica og mere traditionel hiphop, flød lettere ubesværet sammen, og dels fordi det i endnu højere grad handlede om, hvad Hypnosis Therapy foretog sig imens.
For Jjangyous vedkommende handlede det (udover at blive mere og mere afklædt, inden han mod slutningen endda sågar smed bukserne og moonede publikummet), om at kombinere sin vildmandspersona med en hidsig crossfit-seance såvel som diverse gadgets, der blandt andet inkluderede en juvelbesat megafon, handsker udstyret med lasere samt en pistolattrap, hvis funktion jeg aldrig rigtig fik gennemskuet. Dette blev suppleret med gentagne proklameringer om at »we need more energy!« fra Jflow, mens numrene kun tiltog i intensitet. Og hvad musikken eventuelt måtte mangle i decideret nyskabende kvaliteter, opvejede den i stedet ved at kunne give festivalpublikummet dét kaotiske raveparty, de syntes at have længtes efter – og skal vi for en stund være bare lidt bagudskuende, var Hypnosis Therapy sgu nok endt et sted relativt højt oppe på den gamle Undertoner-karakterskala.
Fra noget aldeles højtflyvende til noget langt mere jordbunden sluttede vi på en måde onsdagen, hvor vi startede; med guitarlarmende vikarer fra Skandinavien. For göteborgske Monolord trådte ligesom Iceage også til som afløsere på festivalplakaten – i dette tilfælde fordi amerikanske Primitive Man for anden gang på ganske få år måtte se sig nødsaget til at indsende et Roskilde Festival-afbud. Men hvor Iceage søger popmelodierne i deres janglede rock, er der omvendt meget lidt melodisk at spore i svenskernes massive stoner- og doom-landskaber.
Monolord, der udsprang af 2010’ernes fuzz revival-bølge, som – for at være helt ærlig – også endte med at afføde mange irrelevante konstellationer, dyrker i den henseende de helt traditionelle dyder med Black Sabbath som obligatorisk ledestjerne. Det er riffs på riffs (på riffs), som på ingen måde genopfinder nogen dybe tallerkener, men som i stedet er mana for sjælen for de guitarhungrende typer – og dem var der trods alt fortsat en del af på Lagune her i løbet af de tidlige nattetimer. Derfor faldt trioen (plus ekstraguitarist og tidligere Opeth-medlem Per Wiberg) også helt naturligt ind i rollen som midnatsindvarslere med en herligt udstenet forestilling, hvor maj måneds Neverending udgjorde en god portion af sætlisten.
Midt på scenegulvet var bassist Mika Häkki som altid halv mand / halv hat, hvilket i sig selv var et fornøjeligt visuelt indslag, hvis man da overhovedet orkede rette sine slukkede blikke op mod bandet. For man kunne nemlig sagtens bare nøjes med at glane sløvt ned i gulvet og bruge resten af koncerten på svajende at lade sig overgive til svenskernes repetitive stoner-rytmer – og skulle man endelig have mod på et mere rablende show at slutte på, skulle man i hvert fald først og fremmest have særdeles godt styr på sin hashkoger, hvis man vovede at kaste sig ud i tanzanianske Pili Pili Girls‘ fuldstændig fænomenale feberdrøm af en dansefest på Platform.
