Ghazalen, en oprindeligt arabisk poesiform, blev med tiden en udbredt måde at få sammensmeltninger af ord og følelser ud i store dele af Mellem- og Sydøsten. Det er en lyrikform bundet i smerte og kærlighed, ofte udtrykt gennem en sungen tradition. Vil man oversætte udtrykket, kan man med fordel bruge ordet ’digt’ eller ’poesi’, men med tiden også ordet ’sang’ eller – ’melodi’.
Melodi Soltani er åben for oversættelse. Om du kalder hende Melodi eller Ghazal, kommer an på, hvilken etnocentrisk tinte de briller, du har på, er i. Kigger man mod Soltani selv, virker det, som om hun foretrækker ingen og begge af delene på samme tid. Mens navnet Melodi Ghazal på overfladen kan virke som en gentagelse, er det rettere en cementering af kollisionen af hendes iranske og danske rødder. Alt sammen før man overhovedet har sat hendes musik på.
For tiden vinder fusionen af ophav stadig mere appel i kulturen, musikinstitutioner sigter tættere forbindelse med undergrunden, og efterkommere er i stigende grad begyndt at tage bladet fra munden. Tiden virker moden for iranske Soltani og hendes vidnesbyrd. Hun har fået omtale i mellemøstlige Scene Noise og i Soundvenue, hvor hun er blevet kategoriseret som en af årets “mest lovende musiknavne”, og efter udgivelsen af slående singler som “Fayad / My Name” og “Motivational Quote” bliver Mellow D den første sammenkædede række af numre, der skal introducere Melodi Ghazal.
EP’en bliver en yderligere udforskning af de tråde, den iransk-danske kunstnerinde har taget op. Stadig fragmenteret, men også dybt interessant. Identitetsfusionen slås an med det samme, hvor Soltani på “On Land” ubesværet jonglerer lige dele storladent iransk pop fra Pahlavi-æra-ikoner som Googoosh og Hayedeh, sart ghazal-hymne med tråde til den mellemøstlige dêf–tromme og girlboss-energi fra blandt andet Britney Spears. Østlig rytmeføring kombineres med strømlinet vestlig produktion. Farsi med engelsk. Det føles som om, de to aldrig har været skilt ad.
»I 2020 begyndte jeg at rydde op i mig selv. Og det indbefattede også en masse skam, som så blev erstattet af vrede,« fortæller Soltani i et interview. Hvad man ikke må forglemme ved hendes selvsikre energi og urørlige attitude er, at den er mere end blot en facade. Hendes distancerede stemmeføring er lyden af et såret menneske, der endelig har fundet styrke. Dens pragt umulig ikke at respektere. Og mens Soltanis systemkritik tidligere har været tildækket, tør den på Mellow D at blive langt mere kontant. Hendes hævede langfinger på ”Fuck The System” mod det berygtede ‘system’ er givetvis vag og løber risikoen for at føles opportunistisk. Men takket være et skarpt fokus på hende selv giver Soltani den en følelsesmæssig bund, der sikrer, at den aldrig bliver tandløs. Et fokus på hendes selv, der for alvor også slår igennem i et af EP’ens stærkeste numre “Leviosa“, hvor ensomheden cementeres ved et gispende farsi »tanhâ, tanhâ« – på dansk »alene, alene.« Den underliggende bryllups-synth bliver den sidste dråbe, der opløfter det biografiske dystre i noget, der grænser til det traumatiserede.
På numre som “A Modest Place” og “Everytime” evner det sarte, det poppede, det besnærende og EDM-skift ikke altid at smelte sammen. Der er tydeligvis meget at tage af i denne kunstneriske og personlige kollision af sig selv, politik og ophav. Fortællingen om minoriteten, hvor end den må befinde sig, synes altid som et slags nulsumsspil. Hvad man får i assimilation, mister man i rødder. Og hvad man får i rødder mister man i assimilation. At kanalisere dette personligt-etniske clinch i sin kunst er ikke nemt, men Soltanis vilje til at besværge det til sin fordel gennem lytbare genrefusioner og gribende fandenivoldsk lyrik i Mellow D lykkes stadig langt hen ad vejen.
Nu er den iransk-danske kunstnerinde booket til Roskilde og Heartland Festival og indvier sin nye EP på københavnerklubben Baggen, hvor hun forhåbentligt omringes af folk uden nogen politiske, kulturelle eller personlige forventninger til hende. For mens det er tydeligt, at der er en offentlighed, der vil høre Soltani, er det også tydeligt, at der er en offentlighed, der har en forestilling om, hvad en kunstner med de karakteristika, den baggrund og det liv som Soltani besidder, har at byde på.
Soltani bestemmer selv, hvordan hun vil modtages, men hendes kunst slår hårdest, når den virkelig rejser sig over omverdenens forventninger, og får lov til at dyrke det ikke-kategoriserede og personligt-frigjorte. Som på hendes debut EP, hvor hun tager os med videre i sin spirende rejse for at gøre op med forestillinger om udtryk og genreskel. Det bliver sympatisk, dragende og vigtigst af alt visionær musik. Melodi Ghazal og Mellow D står ikke til regnskab for nogen andre end hende selv.
