Ind på scenen trissede Håvard Volden og Jenny Hval i jakkesæt og satte sig ved et bord, som var de lige mødt ind på kontoret. Det var de sådan set også, kan man vel sige – musikerens kontor. Jenny Hval havde en såkaldt kop »office tea« med sig, men ellers var der ikke meget på bordet, der lignende noget fra gennemsnitligt kontorlandskab. I stedet lå der to Macbooks, en trommemaskine, et lille udvalg af synthesizere og et hav af kabler, der alt sammen udgjorde en form for instrumentbræt. Volden og Hval satte tingene i sving, og så var de ellers klar til at styre det rumskib, de kalder Lost Girls, afsted mod en natklub i den fjerne.
Fælles for duoens sange var Voldens dansable beats, der både nikkede genkendende til 70’ernes disco og 80’ernes synthpop. Små, minimalistiske trommerytmer, der kørte i ring, indtil han i nærmest hvert nummer begyndte at dekonstruere rytmerne, forvrænge lydbilledet og pitche tonerne op og ned, så de lød helt moste. Helt ubesværet viklede Hval sin ualmindeligt smukke røst og sine glidende synthstrøg ind og ud af Voldens hakkende, skrattende baggrundstæppe. Hendes sangstemme var måske lige lovlig gemt i lydbilledet fra start af, men siden fandt den let hviskende vokal sin plads i det større hele. En dragende sirene i et susende virvar.
Af og til tog Volden fat i sin guitar og brugte den til at skabe endnu flere forstyrrelser. De perlende, elektroniske lyde blev udsat for rystelser af strengeinstrumentets brølende vibrato, og på den måde var Lost Girls’ sange aldrig kedelige. Det var ikke til at sige, hvornår der ville blive skruet og drejet på knapperne, eller hvornår stemningen ville skifte fra tilgængelig, næsten new-wavet til det langt mere udsyrede og glitchy. I sammenspil med netop duoens uniformering og stoiske miner, (især Volden så særdeles koncentreret ud, som skulle han virkelig nå at leve op til firmaets ugentlige delmål), skabte det ret skønne kontraster mellem det kontrollerede og det løsslupne.
I koncertens midte fik vi nogle af de mere statiske og abstrakte numre, men de formåede aldrig at miste momentum takket være Hvals lyse stemme, der havde publikum i et jerngreb. Jeg blev især positivt overrasket over publikums koncentration og hengivenhed til musik af så spidsfindig karakter som Lost Girls’. Helt uden hooks, store omkvæd eller voldsom volumen fik de draget salen ind i deres univers fuld af funklende detaljer og art-poppede lydflader. Lige dele komplekst og letfordøjeligt. Og lige inden man svævede helt ud i den immaterielle verden, blev der dunket rytme tilbage i fødderne via elektroniske trommeslag.
Undervejs blev der også blødt op for det seriøse antræk, blandt andet da Jenny Hval erklærede, at Le Guess Who? måske var verdens bedste festival, fordi: »this is not a McDonald’s festival.« Det kom i forlængelse af et nummer om lange køer til fastfood-kædens McDrive og andre uhyrligheder under COVID-19, og jeg kan kun tolke det som en opfattelse af, at festivalen ifølge bandet er alt andet end tomme kalorier. Det samme kan også siges om Lost Girls’ musik. For selvom det måske ikke gør vanvittigt meget væsen af sig selv, så er der masser at hente, når man lader sig opsluge af de eksperimenterende takter.
