Plader

Zoumer: Green World

Skrevet af Julius Nicolaisen

Der er landet et lysende grønt kassettebånd, der runger af algerisk modstandsånd, iskolde synthesizere og gekkopunk. Zoumers debutalbum Green World er en legesyg og strålende undersøgelse af personlig og kollektiv historie.

Født ud af det nu afsluttede DIY-kunsterkollektiv Final Planet, er Zoumer ude med sit ventede debutalbum Green World. Et album der lander samtidig med hendes udstilling, under samme navn, i Politikens Forhal; et vidnesbyrd om den kunstneriske summen, der eksisterer omkring Zoumer. Singlerne op til udgivelsen dæmpede bestemt ikke mine forventninger til kunstneren, der varmede op for First Hate i Store Vega fredag d. 2. februar i år. Nu i sin musikalske helhed, står en inderlig fortælling tydeligt frem igennem hendes univers, eller rettere grønne verden, der i sig selv er et galleri igennem den algeriske og berberiske frihedskamp. Med greb fra 90’er breakbeat, hyperpop og punk, er Green World i og for sig et eksperimenterende elektronisk popalbum, men i sin yderste konsekvens en videreførelse af den algeriske Raï-tradition.

Introen varsler pladens præmis: Et trommemaskinebånd spoles langsomt tilbage, imens der blidt bygges et elektronisk stillads af bløde synths. Vi skal på en rejse tilbage i tiden og hen over middelhavet. På ”Moonsong” bliver Zoumers forvrængede vokal introduceret, der både er en åndelig vejviser og på nummeret ”How Far!” et undrende jeg. Sidstnævnte startes med et skingert synthesizertema, der i mine ører lyder som en gammel Yamaha taget direkte ud af Depeche Modes debutalbum Speak and Spell. Jeg kan ikke aflæse om referencen er forbeholdt mit hoved. Uanset, skaber den en klar kontrast til det indledningsvise mørke. Imens erklærer Zoumer sin forbundethed til en langstrakt historie af oplevelse og følelser, der manifisterer sig i generne. Og dertil bliver det eksistentielt, når Zoumer stiller spørgsmål ved, hvor længe tilbage hun er defineret af denne genetik: »Memories that’re so far behind / Memories that just are mine / How far do the genes go back?« En guitar plukkes undersøgende, imens et tørt beat driver nummeret fremad, hvilket bidrager til en næsten dancepoppet naivisme, der tenderer til det morsomme: »I’m the mode of goblin / I only bite when I mean it.«

Stærkest bliver det på ”Djurdjura (N’Soumer)”, som vi også tidligere har omtalt her på sitet. På toppen af Djurdjura-bjergene bliver den algeriske Lalla Fatma N’Soumer født på ny. En centralfigur for algiere (og ikke mindst berbere) i deres modstand mod den franske kolonisering i det 19. århundrede. Zoumers kunstnernavn er netop en adaption af N’Soumer. Instrumenteringen imiterer kulden på bjergtoppene med synths af dryppende istapper og spøgende guitaranslag. Zoumers forvrængede vokal bliver til et messende hidkaldelseskor af den store N’Soumer.

På vej ned af Djurdjuras isbelagte tindinger, suser Zoumer ind på ”DZR”. En poppunket basker, der endegyldigt udfolder jeget igennem rå energi og dets forbindelse til naturen: “Sting like a butterfly, bite like a hyena / Sting like a butterfly, bite like a hyena”. Guitarriffet er hovmodigt og skramlende. Og jeg er altid til fals for en god cykelsang, som lyder ekstra godt med solbriller på.

Den algeriske Raï-genre er her nødvendig at nævne. For midt i Green Worlds moderne lydunivers bygger dens fortællerposition på algerisk musiktradition. En kunstart, lig bluesen i USA, der oprindeligt var en historiefortællende praksis, der skulle gå under kolonimagtens radar. I takt med afkolonisering og kulturelle frigørelse i Algeriet i midten af det forrige århundrede påtog musiktraditionen instrumenter fra vestlig popmusik, men den rebelske kerne forblev intakt: Den skulle give en stemme til den undertrykte og dele ordet. For udover Zoumers inderlige fortælling, er Green World formidling om markante skikkelse fra algeriske tradition og berbiske guder som på det smukke Grimes-agtige nummer ”Elemental Gods – Demo”.

Og det er netop i disse spænd, at Green World går sin sejrsrunde: Nutiden og historien, det inderlige og det frembrusende, naturen og mekanikken. Men måske vigtigst af alt, og til min store fornøjelse, skinner der en kunstnerisk legesyge igennem, som gør musikken relevant uagtet kontekst, og som understreger, at Zoumers grønne verden er en strålende debut.

★★★★★☆

Leave a Reply