Meget er sket for amerikanske Cassandra Jenkins de sidste par år. Meget er sket hurtigt. An Overview on Phenomenal Nature blev et af 2021’s store gennembrud og et friskt pust til en indiegenre, der de seneste år har synes forgabt i at reproducere halvfemsernes kantede indestængthed. Albummet (som også fandt plads på Undertoners årsliste over det års bedste plader) var skabt på et følelsesmæssigt tragisk grundlag (hvad jeg ikke kommer nærmere ind på i denne anmeldelse) og formåede for alvor at gøre Jenkins til et ombejlet navn. Med en ny plade, My Light, My Destroyer (2024), udgivet på selveste Dead Oceans, kører det for Cassandra Jenkins.
Jenkins selv dvælede heller ikke ved fortidens hændelser. I samspil med sit solide band bestående af alvorligt udseende skotter fra bandet Lylo (som også agerede opvarmning) gik hun på scenen helt og holdent i nutiden. Der var nærmest noget lidt kejtet ved de første minutter. ”Devotion” blev afbrudt af, at Jenkins’ guitarkabel sad løst. Sigende for koncerten udløste det aftenens første bifald fra det velvillige publikum. Op på hesten.
Der er en fredfyldthed i Jenkins’ musik. Som om hun har afluret en detalje ved eksistensen (ja, det at være menneske), og nu kan trække vejret roligt. Hun ville også gerne se det pæne fremmøde i Lille Vega denne gråtonede mandag aften. Lysene blev tændt, Jenkins meddelte, at hun nærmest lige var vågnet fra en lur efter en ikke alt for behagelig overfart fra Hamborg (»i’m just an uptight newyorker with insomnia«).
Mystisk? Helt klart, men Cassandra Jenkins var denne aften lige så meget til stede i kraft af de spøjse observationer af livet og tilværelsen, som hun var til stede som musiker og sanger. Observationer som et smil fra en ældre mand i en bus i Amsterdam, og hvordan det kan redde hele ens dag.
Som en kosmisk, impressionistisk kunstner kastede Jenkins på ”Michelangelo” sig ud i særegen selvransagelse: »My DNA looks pretty strange / Can you see it on my breath.« På det tidspunkt præsenterede hun sit publikum for de mindste af livets bestanddele. I næste sekund reminiscerede hun fra et ensomt, isoleret hotelværelse i ”Aurora, IL”. Om Star Trek-stjernen, William Shatner, der var grædefærdig, og ikke kunne holde op med at tale om farven blå, da han kom tilbage efter at være blevet sendt afsted på Jeff Bezos falliske rumraket. Episoden er nærmest et meme. En YouTube-video på det store internet. I Lille Vega tog Jenkins oplevelsen ud af det verdensfjerne og ned på et niveau, hvor jeg kunne fornemme at det fokuserede publikum mærkede, hvordan det var at være en lille brik i Mælkevejen.
Det var egentlig ikke Jenkins’ stemme, der ramte mig, men derimod hendes skarpe, nærmest essayistiske blik på verden. På den synthdrevne ”Only One” blev vokalen for rodet i et ellers vellydende livearrangement. Så hjalp det, når den akustiske guitar kom frem. Det blev mere atmosfærisk, men samtidig mere konkret. Mellem numrene blev der eksperimenteret med lydcollager af alt fra græshopper og fuglekvidder til urovækkende, elektroniske rester af cyberspace. På den ligeledes collageagtige ”Delphinium Blue” slog det mig, hvor stilbevidst Jenkins arbejde med at gøre det hverdagslige – i sangens tilfælde at arbejde i en blomsterbutik – til noget astronomisk livsklogt. Lydbilledet var som en skvulpende ny verden, mens nuancer af lavendelblå og lilla indhyllede scenen.
Jeg kunne godt forestille mig en performance, hvor Jenkins dvælede endnu mere ved den form for abstrakt/konkrete beskrivelse af verden, men jeg blev i stedet revet brat ud af lydfladerne til de poppunk-ironiske toner af singleforløberen ”Petco” . At gå fra de alleryderste luftlag af vores blå, blå atmosfære og til newyorkernes foretrukne kæledyrskæde var et træk, jeg ikke rigtigt havde set komme – måske var jeg heller ikke helt indstillet på at tage med på den rejse – men det var på sin vis passende at bandet kunne rocke igennem med rigeligt fuzz på Fender’ne, mens det modne publikum kunne drømme sig tilbage til 00’ernes musikalske hovedstol.
Når alt det er sagt, så er Jenkins’ nyklassiker den utroligt livskloge ”Hard Drive”. Den indledende lydbid fra den museumsvagt, der tilbyder sangens jeg ”an overview on phenomenal nature” var krystalklart synkroniseret med bandet og Jenkins’ spoken-word-refleksioner over livet, universet, angsten og alt det der. Med ét var alle fremmødte i Vega til kollektiv samtaleterapi hos en übercool newyorker, der allerede har gennemlevet lidt af hvert. Lidt træt, måske nok, men ikke desto mindre en god guide igennem tilværelsen anno 2024 og den natur(lighed) og de farver, vi muligvis har glemt at sætte pris på.
Jeg gad egentlig godt at diskutere situationen i USA i disse dage – og verdenssituationen generelt – med Cassandra Jenkins.
