Efter en henholdsvis skoldhed og dyngvåd onsdag på Roskilde og endnu med en knivskarp Chino Moreno på både net- og trommehinde, var vi nu vendt tilbage et mere standard/skizofrent vejr, der om ikke andet gjorde det nemmere at rave rundt på festivalområdet og tjekke mangfoldigheden i programmet. En dag i Den Store Tørretumbler havde vist også hyppet lidt ud i store dele af teenage-segmentet, og dem, man så, havde syvmileblik – man husker fornemmelsen. Men blæsten, en af mine mest genstridige fjender, var også tilbage til stor plage for mine store næsebor. »Hello darknose my old friend«. Men videre i programmet skulle vi, for der var skisme nok at se til.
Britiske MRCY udgjorde et stærkt sympatisk første indtryk af torsdagen efter denne skribents lettere forsinkede ankomst med det offentlige. Duoen, der live er vokset til en kvartet, mangler måske det helt store hit i bøssen, men deres kvaliteter virker til at være store. Moderne funk/soul kan ofte godt virke mig en del opstyltet, men jeg havde ikke noget at brokke mig over her.
Den ene hovedmand – evigt smilende Barry Lister – var en regulær fornøjelse at se og høre på og med et stabilt truckerlook, som ikke just er stereotypisk for en funkbassist. Han lignede mere noget fra Eagles of Death Metal, men han svingede konstant og ubesværet mellem Hall & Oates-bas, progget funk og mere klassisk Motown i sit spil. Kæmpe fed type. Hans partner-in-crime, forsanger Kojo Degraft-Johnson, var dog selvsagt hovedattraktionen. Han svævede under hele koncerten som en sommerfugl og er jo derudover også en ekstraordinært god sanger. Det var i det hele taget en dejlig omgang fløde i ørerne, men det var også vurderet af mig som absolut nødvendigt at få smurt dem lidt, inden man skulle ind og smadres af Couch Slut.
Køen til Gloria virkede i første omgang som et stort og uoverskueligt problem, men det var heldigvis bare køen til Diamond Slice. Hvis jeg havde haft tømmis, havde jeg nok også valgt et slice, for Brooklyn-bandet har et rædselsvækkende ry, især live, og at sige, at frontkvinde, Megan Osztrosits, ligeledes har ry for at være for en intens type på en scene, er lidt af en underdrivelse. Videoer på forhånd havde indikeret en furiøs blanding af Yoko Ono og GG Allin med sidstnævntes tendens til at plage sig selv på forskellige måder på en scene som fremherskende element. Nå, jeg kan heldigvis godt tåle at se blod.
Forinden nåede man en kort snak med bandets roadie i merchboden, hvor han var ved at hænge et “FUCK ICE”-skilt op, selvsagt med venlig hilsen til de amerikanske immigrationsmyndigheder. Han måtte desværre melde, at de ikke havde flere af de t-shirts, der afbilder selvsamme myndighed som en vis art af klovede dyr, der til dagligt ofte bor i en sti. Han var heller ikke sikker på, at de egentlig måtte komme tilbage til USA, men de var efterhånden ligeglade.
Inden på scenen var Osztrosits i den grad også ligeglad. Ikke med publikum – for hun var både udadvendt og særdeles morsom med et væld af lettere bizarre livshistorier som indstik mellem de dundrende og nogle gange deciderende skræmmende numre. Blandt andet om hendes ekskæreste Chris, der havde dolket(!) hende, samt om en stalkertype, der var brudt ind i hendes bil, efterladt en mængde blod samt en masse dukker, og derefter ringet Osztrosits op for at bede hende om at flytte med ind under en bro.
Blod kom der som næsten lovet også på scenen, hvor frontkvinden havde et had/kærlighedsforhold til sin mikrofon. Den blev således rituelt banket ind i både pande, mund og overkrop, indtil hendes læbe på et tidspunkt flækkede. På det tidspunkt var hun for alvor vågnet op efter en lidt sløv start, hvor hun i højere grad virkede som en blanding af en okkult Annisette og Ozzy Osbourne i de tungt medicinerede år omkring The Osbournes.
Efter historien om hendes ekskæreste brød hele Gloria ud i et taktfast »fuck you, Chris«, der åbenlyst gjorde forsangeren svært begejstret, og hendes stigende humør tog noget af den ulmende uhygge ud af det hele. Det var dog også bare et skønt Roskilde-øjeblik, at se facaden punktere på samtlige fire dystert udseende sofaskøger.
Efter den omgang var det – efter en afstikker forbi den meget sympatiske Wisp – Beth Gibbons, der var på programmet. Nok min personlige headliner på årets festival.
En grånende mand i Alice In Chains-tee og Waynes World-kasket gav på forhånd et vink om, hvad koncerten med Gibbons på Arena tiltrak for et segment. Den selvudslettende sangerinde stod i spidsen for et af 1990ernes vel vigtigste bands, Portishead, og har med sine sporadiske soloudgivelser holdt gryden så nogenlunde i kog på siden af triphop-pionéernes ligeledes sporadiske udgivelser de sidste 30 år. Hun er i kraft af sin fantastiske Billie Holliday-farvede stemme i besiddelse af et helt unikt instrument, og alene det var et besøg i pitten værd. For denne skribent et flashback til det første besøg på Roskilde i 2003.
Et flashback var det også, at hun tilsyneladende havde nøjagtigt samme tøj på, men okay, jeg har vist aldrig set hende iført andet end mørk trøje og jeans. Heldigvis er hendes udseende komplet ligegyldigt, og at kalde hende for frontfigur er en sandhed med modifikationer. Hendes mikrofon var trukket langt tilbage på scenen, og hun har altid været notorisk indadvendt. Det er hun stadig, men hun er åbenlyst holdt op med at ryge, for i 2003 var smøgen en konstant mellem hendes næver og mikrofonen.
Men den stemme, altså. Lyden oppe i pitten var formidabel, og sættet, der i høj grad var bundet op på hendes aktuelle plade, Lives Outgrown, var ekstremt smagfuldt bundet sammen. Derudover har hun fået sammensat et skønt band, fokuseret omkring et vanvidsmenneske af en perkussionist (et fattigt udtryk her), der beherskede alt fra diverse blæseinstrumenter, blandt andet noget, der lignede en pibe, samt noget, jeg ikke aner, hvad er. Men det bidrog i den grad til et helstøbt lydbillede, bakket op af to violinister.
Aftenens lukker var i den grad en crowdpleaser, da der blev lukket op for posen med Portishead. Og selvom jeg havde håbet på den hudløst ømme Roads, så var det nok det bedre valg at spille hittet Glory Box, hvilket i den grad fik trukket fællessangen ud af lungerne på det efterhånden fyldte telt. Scenen og tidspunktet kunne måske have været bedre, men hvor var det dog en formidabel koncert.
Kl. 21.00 var der dømt trippel indiekattepine med overlappet mellem Bright Eyes, FKA Twigs og mutanten Bissesvinet, en sidste-øjebliks tilføjelse grundet aflysning.
Og selv om Bright Eyes aldrig for alvor bed sig fast her i hans storhedstid i 2000’erne , var det alligevel en prioritet at se det nu lidt ældre wunderkind Conor Oberst i en mere moden udgave, og at se en større mængde jævnaldrende opføre sig som legesyge teens. Oberst fik også leveret en subtil og velafbalanceret kommentar til situationen i Mellemøsten og verden generelt, der stod i kontrast til spektaklet under Fontaines D.C.
En anden prioritet, viste det sig, var også at undgå horderne af forvoksede børn med forvoksede promiller, iført forvoksede hatte, der væltede igennem pladsen på vej ned til engelske Stormzy på Orange Scene. En mand, kendetegnet ved at være dygtig til at hælde benzin på de unge mænds evigt flammende testosteronbål. Det er måske nok ikke den ganske sympatiske grime-rappers skyld, men store dele af segmentet er der vist mest for at råbe pop, drop og brrrap når de udtryk lander med jævne mellemrum. Aggressionen er i højere grad end det egentlige budskab, tiltrækningskraften. Det må de heldigvis selv om.
Vi andre ledte bare efter Bissesvinets kirke for at knæle ved fødderne af manden med de gyldne lokker, Thorbjørn Radisch og hans ensemble Bissesvinet.
En af det danske sprogs mest gudsbenådede betvingere var, bakket op af den eksperimenterende trio Svin, heldigvis stadig i fuld gang med sin prædiken. Det er svært at beskrive, hvad det egentlig er, de udøver, men det er vel nærmest en blanding af prog, jazz, spirituelle vækkelsestaler og standup. Vanvittigt underholdende og noget helt unikt i dansk musik, måske med undtagelse af de beslægtede Spost. Blandingen af vildt underholdende ordflom og vildt voksende kompositioner er der i hvert fald. Vendingen “spagfærdige skaldepander” bor stadig til leje i mit hoved.
Apropos leje, så gled aftenen herfra over i et noget mere aggressivt et af slagsen (hvad musikken angår, altså), og især Knocked Loose, hvor undertegnede fik lejlighed til at være i circle pit iført Eastpak-taske og fornuftig vindjakke, men også det belgiske doom-metalband Amenra leverede fremragende koncerter.
Knocked Loose må være et af de mest medrivende punk/hardcore/metal-bands, jeg nogensinde har set, og frontman Bryan Garris havde i den grad dømt no quarter for de fremmødte, der blev pisket gennem både circle pits, walls of death og “almindelige” moshpits, hver gang, der var antræk til stilstand foran scenen. En ekstremt viril omgang, og de kan sagtens spille Arena næste gang, selvom det måske vil være synd.
Herfra ebbede aftenen eller natten stille og roligt ud, og efter den sidste dobbeltdækker-servering af rå metal trængte ørerne egentlig også til en otte-timers pause.
