Dette er en plade, som vil dele lyttere i to lejre: De, som holder af American Analog Sets dovne lydbillede, vil elske Promise of Love; os andre, som har hørt det hele før og bedre på Know by Heart, ønsker mere end en tærsken langhalm på samme formular.
De har engang rocket. Så ville de lave en amerikansk pendant til Radioheads Kid A. Nu er The Appleseed Cast vendt tilbage med en plade, som søger mod bandets rødder - dog med et udtryk, som ikke ligner tidligere tiders bedrifter.
Lader du dig skræmme væk af emo-skiltningen, er det højst sandsynligt, fordi du har hørt de ringe bands, som ganske uretfætdigt forvrænger betydningen af genren mere og mere. Few and Far Between er derimod et band, som yder emo-genren retfærdighed.
Dette danske band bevæger sig med Umlaut i slowcore-genrens områder. Der er hit and miss på denne demo, men ét er sikkert: Der er potentiale i Tadzio.
De gæve svenskere har det med at slippe håndfulde af glimrende ep'er. Denne er endnu én i rækken, og den fungerer som en forløber for bandets anden fuldlængdeplade.
Med debuten hos BMG lægger The Fashion sig ind i den populære 80'er-orienterede new wave-bølge. Det resulterer i en plade, som er ganske fin, selv om der kan drages tvivl om, hvor langtidsholdbar den egentlig er.
De har gjort sig i popmusikken, rockmusikken og flirtet behændigt med den elektroniske ambientgenre. Og hvem ved virkelig, hvor The Appleseed Cast vil bevæge sig hen næste gang? The Appleseed Cast er et kritisk band at have hængende på den alternative musikscene, som har det med at skifte ligeså ofte som det danske vejr. De har givet os en god portion behagelige stunder med deres efterårsfarvede musik i løbet af deres 7-årige karriere – en karriere som har hevet et gradvist større rygte og givet bandet mere omtale for hvert album, som er lagt ned på båndspolerne. De har gjort sig i popmusikken, rockmusikken og flirtet behændigt med den elektroniske ambientgenre.Og hvem ved virkelig, hvor The Appleseed Cast vil bevæge sig hen næste gang? Bandets seneste plade, den første uden for Deep Elms rækkevidde, Two Conversations, vil utvivlsomt give bandet en endnu større grad af omtale. The Appleseed Cast er med andre ord et band, som man et eller andet sted ved, hvor man har, selvom de har det med at springe i uforudsigelige retninger. To historierTwo Conversations er The Appleseed Casts sjette plade (selvom Low Level Owl er en dobbeltudgivelse og Lost Songs er en opsamling af ældre materiale), og Chris Crisci, bandets forsanger og guitarist, siger, at bandet rykkede i en ny frisk retning, da de lavede denne plade.“Vi fandt på sangenes tekstlige retning, før vi lavede noget andet. Vi kendte sangtitlerne, før vi overhovedet begyndte at skrive musikken.“Pladen har en lille række forskellige temaer, som hæfter den sammen: Der er to grundlæggende historier samt et højere liggende politisk statement. De to historier besigtiger kærligheden og parforholdets kerne.“De første fem sange på pladen er én historie. Den er opdigtet, men har bestemt elementer fra forskellige forhold. Det er en historie om et par, som langsomt falder fra hinanden. Sangene, som de skrider frem, viser hvordan, det hele kollapser. Der er også en masse politisk billedsprog i de første fem sange, som fungerer som en slags politisk analogi. Den anden historie, som de sidste fem sange fortæller, handler om parforholdet, der er et overstået kapitel, men det slås fast, at venskabet er værdifuldt og nogle gange vigtigere end romancen.“Two Conversations fortsætter med den atmosfæriske, sammenvævede lyd fyldt med feedback, som altid har været til stede hos The Appleseed Cast. Crisci ønsker ikke at lægge lyden af den nye plade i en lille genreboks, men vælger blot at beskrive den som “atmosfærisk rock“.Forud for den nye plade udgav bandet det stærkt ambitiøse dobbeltalbum, Low Level Owl, hvor de gav sig i kast med ambiente lydflader og masser af tromme- og båndloops af forskellig art. Denne dobbeltudgivelse var noget af en omvæltning i forhold til den forrige plade, Mare Vitalis, som på mange punkter var et lille mesterværk inden for emocore-genren. Men det var med Low Level Owl, at bandet virkelig blev anerkendt på indiescenen. Men når man nu bliver anerkendt for en atypisk plade, i forhold til hvad man ellers har bevæget sig indenfor, hvordan laver man så en efterfølger til den?“Vi havde faktisk ikke lyst til at lave en plade magen til. Det var aldrig planen at gøre det. Den nye udgivelse skal på ingen måde leve op til Low Level Owl, da de slet ikke kan sammenlgines. Men hvis man meget firkantet skal placere den nye plade, vil jeg sige, at den ligger et sted mellem Mare Vitalis og Low Level Owl. Der er mange mennesker, som kun kan lide den ene af de to, men med den nye rammer vi plet hos alle, tror jeg.“ Selvom det ikke har påvirket bandets musikalske retning, fortæller Crisci, at The Appleseed Casts skifte fra Deep Elm til TigerStyle Records har været meget positivt.“Vi var meget unge og en smule naive, da vi underskrev en kontrakt på 4 plader med Deep Elm. Det har vi virkelig fortrudt. Efter Low Level Owl var vi på udkig efter et nyt selskab. Vi sendte en hel masse emails ud, og TigerStyle var blandt dem, som svarede. Vi talte med dem, da vi var på tour i New York. De lød som om, at de godt kunne lide, hvad vi lavede, så vi underskrev en kontrakt på to plader. Vi respekterer virkelig deres label; de har nogle gode bands. Det er også fedt at have et selskab, som ikke kontrollerer, hvad man laver musikalsk. De lader os sige, hvad vi har lyst til at sige.“ “Ed er ret dyr”Produceren af Two Conversations er den garvede Ed Rose, som har produceret for blandt andre The Get Up Kids og Casket Lottery, og som også har produceret The Appleseed Casts to sidste udgivelser, Mare Vitalis og Low Level Owl.“Den første plade, som vi lavede (End of the Ring Wars), kunne ingen af os lide lyden af. Den lyder bare ad helvede til. Vi blev anbefalet at tage til Red House og indspille på bånd, så det gjorde vi, og det var der, vi første gang mødte Ed. Ed Rose er en stor del af vores lyd. Han ved lige præcis, hvad der skal gøres for at fremkalde den bestemte lyd, som vi vil have, og han giver os de friheder i studiet, som vi vil have.“Selvom Ed Rose har været fast mand bag mixerpulten for bandet i længere tid, betyder det ikke nødvendigvis, at bandet ønsker at arbejde med ham fremover – og det skyldes blandt andet hans høje timepriser.“Ed er rigtig god, men han er ret dyr. Vi indspillede Mare Vitalis på fem dage. Med Low Level Owl brugte vi syv dage på hver plade. Med Two Conversations har vi haft langt mere tid. Men hvis man regner lidt på det, er det lige før, at man kan bruge en måned i studiet, hvis det var med en anden end Ed. Det er ikke for at sige, at han ikke er det værd; han er rigtig god. Men jeg ved bare ikke, om vi holder fast i ham. Vi kunne også rigtig godt tænke os at arbejde med John Congleton – han lavede den sidste 90 Day Men-plade. Han er rigtig god.“ The Appleseed Cast hører til blandt de bands, som turnerer konstant, og de har da også lagt et forholdsvis ambitiøst skema foran sig her efter udgivelsen af Two Conversations. Bandet dækker hele det amerikanske kontinent med koncerter, hvorefter Canada følger næste år og efterfølgende Europa og Japan. Lad os håbe, at vi kan sætte et kryds i vores kalender for en koncert på dansk jord. Et åbenlyst spørgsmål, som vejrer i vinden, må være, hvad bandet mon finder på næste gang. Crisci har allerede gjort sig en masse tanker derom.“Det næste, vi laver, bliver nok noget i retning af en noise-plade. Vi havde bare lyst til at lave en rockplade denne gang. Jeg ser Two Conversations som pladen, der renser rocken ud af vores system. Vi havde ikke lavet sådan én i et stykke tid, og vi ville ligesom rense paletten, før vi gik videre. Vi havde faktisk snakket om at lave noget Led Zeppelin-agtigt, en klassisk rockplade. Vi snakkede frem og tilbage og forsøgte os, men det virkede bare ikke. Så Two Conversations endte med at blive en regulær rockplade. Jeg ved bare, at den næste plade bliver noget i retning af en noise/instrumental-plade.“ Links:The Appleseed CastTigerStyle Records Læs også Undertoners anmeldelse af The Appleseed Cast: Two Conversations her
Sjældent får man muligheden for at høre et debutalbum, der er så eftertænksomt, melodiøst og intrikat. Araby blander lidt Sunny Day Real Estate med lidt Karate og tilsætter en god del af dem selv. Der er serveret!
De britiske gentlemen i Tindersticks kom til Vega i København med endnu en ny plade i bagagen, som de kunne lægge til deres imponerende bagkatalog. Med sådanne sange var der lagt i ovnen til en fabelagtig koncert, og Tindersticks skuffede på ingen måde. Summen i salen forstummede gradvist, som de seks skikkelser trådte ind på scenen, svagt oplyst af de mørke nuancer fra det bløde scenelys og indhyllet i de tætte tåger af tobaksrøg – alt tilsammen dannende de perfekte rammer i Vegas store sal for dette britiske band, hvis musik netop danner indre billeder af et sådant tusmørke. Bandet hedder Tindersticks. I løbet af de sidste 10 år har de pløjet sig igennem den samme sjælens fure, og i de følgende par timer gik de i ét med mørket med sange, som fortsatte i denne fure, der besynger kærlighedens, sindets og eksistensens melankoli. Tindersticks’ varemærke, hvis man skulle kunne reducere det til blot ét, er på mange måder forsanger Stuart Staples. Da Staples gik på scenen, lignede han den forstyrrede kunstner med sin høje figur, det krøllede jakkesæt og det skurkagtige udseende – med sit overskæg og bakkenbarter lignede han en god version af Lee Hazlewood. Men det er såmænd ikke Staples’ udseende, der gør ham karakteristisk; det er hans stemme. Staples’ baryton bevæger sig et sted mellem en nedtonet Tom Waits, en “munter” Leonard Cohen og en dramatisk Nick Cave – med en vokal klang som minder om… Roger Whittaker (noget af et skræmmeord, men den er altså god nok!). Staples mumlede “godaften“, hvilket mere eller mindre var de eneste ord, han fremstammede i løbet af hele koncerten. Hvis luften ikke var tyk af røg og forventning i forvejen, blev den det i hvert fald, da bandet slog de spæde toner an i åbningsnummeret My Autumn’s Done Come, som pudsigt nok er en coverversion af netop Lee Hazlewood (den førnævnte fysiske lighed holdt in mente). Herefter blev publikum taget med på det første lyttervisit på Waiting for the Moon, som er Tindersticks’ dugfriske fuldlængde-udspil. Hvis man ikke var klar over det i forvejen, erfarede man ganske hurtigt, at Tindersticks havde fundet tilbage til den sangskrivning, som de praktiserede på deres tre første albums, inden de på Simple Pleasure skiftede mod en mere soulvarm lyd. Men med Waiting for the Moon lukker mørket sig påny omkring sangene og deres helt specielle univers. De mange fortryllede og opslugte øjne fra salen blev hurtigt, men elegant suget med ind i dette mørke. Det første nummer fra den nye plade, som publikum blev præsenteret for, var Running Wild, som er en sang, der udforsker jeg’ets indre opløsning og den deraf følgende søvnløshed. Det er et tema, som også gennemtrævles i Sleepy Song, som bandet præsenterede senere i settet, hvor Staples i perfekt samstemning med bandets violinist Dickon Hinchliffe sang: “If you let me sleep / I won’t wake up / I haven’t closed my eyes for days“. De to stemmer skabte et sonisk billede, som var stærkt præget af en tung sindsstemning. I Say Goodbye to the City var det den urbane fortvivlelse, som bandet beskrev med en musik, som lod desperationen tale i form af larmende crescendoer. Som flere af Tindersticks’ andre sange startede denne med et lurende og ulmende arrangement: Al Macauleys synkoperede trommespil gik i clinch med orglets varslende insisteren, noget der, jo længere vi kom ind i sangen, fik Hinchliffes violinspil til at hvine op mod det endelige støjende klimaks. Hinchliffe var på mange måder Tindersticks’ ankermand. Vel har hver musiker i bandet sin vigtige plads, men er der et element, som efterhånden er blevet så karakteristisk og livsnødvendigt live, er det violinen. Én af grundene hertil er, at Hinchliffe har en flersidig brug af instrumentet: Violinen får lov at græde, hvor arrangementet skriger efter det, men som i ovenstående beskrivelse kan den udtrykke langt mere end blot yndighed. I 2001 pungede Tindersticks virkelig ud og hev et strygerensemble på en snes mennesker med på deres turné. Det kostede bandet så mange penge, at de desværre måtte aflive idéen igen og “nøjes” med en enkelt violin. Hinchliffes spil er til gengæld så sublimt, at det absolut ingenting gør. Hinchliffe trådte også frem til mikrofonen og lagde vokal til et par numre alene. Det drejede sig om den sære og kaotiske åbner, El Diablo En El Ojo, fra Tindersticks’ andet selvbetitlede album og den smukke og skrøbelige åbner fra Waiting for the Moon, nemlig Until the Morning Comes. Især sidstnævnte var en fornøjelse at lægge ører til. ” My Hands ’round your throat / If I kill you now, they’ll never know,” sang Hinchliffe – en linje som er noget tvetydig: Vel er den rettet mod en karakter i sangen, men kunne den ikke ligeså godt rettes mod publikum? Hver og én stod forstummet af Tindersticks’ musik, der virkelig havde et godt hold om alle. Tindersticks har efterhånden en tradition for at have duetter på deres plader, hvor en sangerinde lægger stemme til den kvinde, hvem Staples dedikerer sin (som regel uforløste) kærlighed til. I Vega tog Staples sig dog af begge vokaler i Sometimes It Hurts, og det fik en stor del af magien i sangen til at flyde ud. Her burde bandet tage valget enten at invitere den gældende sangerinde med eller simpelthen droppe sangen i liverepertoiret, for ulig alle andre sange fra bagkataloget fungerede det simpelthen ikke uden den kvindelige halvdel. På trods af at mange favoritter blev spillet i løbet af koncerten, var der ligeledes mange øvrige favoritter, som manglede i settet. Der blev flere gange råbt forgæves efter Tiny Tears – en sang som om muligt er bandets største “hit”. Selv blandt ekstranumrene valgte bandet at frasortere denne sang til fordel for de twangguitardominerende Her og Shadow (et covernummer af R. Dean Taylor) og den lettere kuriøse She’s Gone. Mørkets klokke, som havde lagt sig over Store Vega, blev fjernet igen, da Staples for sidste gang mumlede ordene “thank you for listening“, og bandet forlod scenen efter at være kommet ind to gange for at spille ekstranumre. Endnu engang havde Tindersticks været forbløffende gode live. Lad os håbe, at de snart kommer igen. Læs også Undertoners anmeldelser afTrouble Every DayWaiting for the Moon
Endnu et år og endnu en plade til samlingen. Popsnedkeren Robert Pollard fortæller åbent om sit musikalske livsprojekt, som går under navnet Guided by Voices. Robert Pollard vil have sin rock i en rå og ægte form. Hans band hedder Guided by Voices, og under dette navn har Pollard og co. styret elegant udenom alt, hvad der hedder trends, hypes og anden medieskabt hysteri ved at fokusere på sin egen sangskrivning alene. Og så rocken, selvfølgelig. Guided by Voices har marcheret frem mod en nærmest gudestatus på indiescenen. De spæde skridt blev taget tilbage i midtfirserne, hvor de første sange blev udødeliggjort og optaget ned på en discount firespors-båndoptager. Der skulle dog gå lidt under et årti, før bandet for alvor trådte i karakter, og en decideret fandyrkelse af deres musik begyndte. Ved udgivelsen af Bee Thousand i 1994 blev Guided by Voices placeret oppe på piedestalen som det band, der for alvor skubbede lofi-bevægelsen ind i den musikalske manege. En frygtelig masse er sket siden da, heriblandt op til flere udskiftninger i bandlineuppet, en kort flirt med den etablerede pladebranche samt udgivelsen af en masse, masse sange. I dag, et lille årti efter Bee Thousand, står bandet klar med endnu en funklende ny fuldlængde-udgivelse, Earthquake Glue, i forbindelse med hvilken Pollard åbent fortæller om sit musikalske livsprojekt, som går under navnet Guided by Voices. Fra de små ambitioner…Ambitionerne var ganske små, da Guided by Voices startede med at spille. For Pollard gjaldt det blot om at spille for egen fornøjelses skyld (en dyd han stadig holder ved den dag i dag) – og faktisk ønskede han ikke et publikum til at starte med.“Jeg ønskede ikke, at nogen skulle finde frem til os, fordi jeg var for genert. Jeg havde heller ingen musikalsk baggrund, så jeg mente ikke, at jeg havde havde nogen som helst form for talent, og at den musik, som jeg skrev, blot var en sekundær afledning fra alt, hvad jeg selv lyttede til. Så jeg veg tilbage for alle former for opmærksomhed ude fra. Da vi blev skubbet ind i rampelyset, var det noget af en frygtindgydende oplevelse. Det var noget, jeg meget hurtigt måtte vænne mig til. Nu ved jeg, at vi sælger et bestemt antal plader hver gang, og at et bestemt antal mennesker køber dem. Det er de mennesker, jeg laver plader til.“Efter at have udgivet fire plader hos Matador fik Guided by Voices pludselig muligheden for at rykke op i den dyre liga og drikke champagne og ryge cigarer med de store drenge. Bandet blev kontaktet og skrev kontrakt med TVT Records. Dette gav Pollard en stor mulighed for at bryde salgsbarriererne og komme ud til langt flere mennesker end hans dedikerede, men noget begrænsede publikum.“Hos TVT Records havde vi alle muligheder for at gøre det, vi ikke kunne tidligere. Vi hyrede en producer (Ric Ocasek) og forsøgte os med rigtig hifi-lyd. Men det gik bare ikke.“Bandets tid hos TVT resulterede i to velansete albums, Do the Collapse og Isolation Drills, som i sidste ende dog kun solgte en lille smule over resten af bagkataloget.“Jeg fandt hurtigt ud af, at vi er, hvad vi er, og der er ingen grund til at forsøge at leve over evne eller genopfinde os selv. Jeg har ingen forventninger til mig selv – udover at blive en bedre sangskriver. Jeg vil bare lave plader, der tilfredsstiller mig selv og de folk, som kan lide Guided by Voices.“ Jordskælv og limEarthquake Glue er, alt afhængigt af hvordan man vælger at tælle, den 15. Guided by Voices-plade, og den indeholder alt, hvad man nu kunne forvente af en Guided by Voices-plade: Med finurlig pladetitel med dertilhørende finurlige sangtitler (I’ll Replace You With Machines; A Trophy Mule in Particular), fængende sange og masser af pop og rock af den gamle skole.“Alle Guided by Voices-plader skal have de fire P’er: Pop, Punk, Psykedelia og Prog. Denne skal være en popplade. Den skal være glad. Jeg overvejde faktisk at kalde den Happy Pills”Med Earthquake Glue, som er den anden plade med Matador i dette nye samarbejde (før TVT udgav bandet 4 plader hos Matador), fornemmer man, at Pollard stiller sig godt tilfreds.“Denne plade er mere fokuseret og sammenhængende, fordi jeg synes at have godt styr over, hvad jeg laver. Det var en nemmere plade at lave, og eftersom vi selv lavede den sammen med Todd (Todd Tobias, Guided by voices-bassisten Tim Tobias’ bror), et samarbejde som før har været ganske succesfuldt, var vi mere fokuserede. Det er en mere traditionel plade med 2 og 3 minutter lange sange. Den er ikke ligeså ujævn som Universal Truths and Cycles – der er langt flere popsange på denne plade.“ I mellemtiden er produktiviteten ikke faldet hjemme hos Robert Pollard. Langt fra! Han har faktisk allerede skrevet sangene til den næste Guided by Voices-plade og regner med at inspille nogle demoer, når bandets turné engang er overstået. “Jeg kan godt lide at være foran. Det er godt at have en plade klar i tilfælde af, at jeg pludselig lider under en skriveblokade. Det har jeg dog aldrig haft. Jeg ved ikke engan, hvad det er. Hvordan lider man under det?“Pollard regner med snarligt at vende sig mod flere soloprojekter. Men indtil da vil Pollard bare tage Guided by Voices’ nye materiale med ud på landevejene og bygge videre på den indie-berømmelse, som han og resten af bandet har bygget på de sidste 20 år.
Der er skruet godt op for syreknappen på Mars Voltas debut-EP, og kvaliteten svinger en del. I den sidste ende tager de velskrevne sange dog stikket hjem.
Spartas debut-ep overbeviser ikke endegyldigt om, at bandet kan hive sig selv ud af At the Drive-ins skygge. Men lysten til at eksperimentere virker til at kunne føre Sparta langt.
To bands deler en 7"-single med henholdsvis lidt shoegazer og powerpop. Uden at ændre verdens gang gør de det ganske godt.
Det amerikansk-lydende band fra Lund i Sverige har smidt deres anden plade på gaden, og The Raging Sun er fyldt med underspillede sange, der dog ikke helt kan finde ud af, hvilken retning de vil bevæge sig i.
Postal Service består af Ben Gibbard fra indiepop-bandet Death Cab for Cutie og Jimmy Tamborello, der er manden bag electronica-projektet Dntel. Tilsammen, med det amerikanske postvæsen som mellemled, foretog de en langdistance-indspilning af en plade, som blander elementer fra hver af de to musikeres verdener. Postal Service består af Ben Gibbard fra indiepop-bandet Death Cab for Cutie og Jimmy Tamborello, der er manden bag electronica-projektet Dntel. Tilsammen, med det amerikanske postvæsen som mellemled, foretog de en langdistance-indspilning af en plade, som blander elementer fra hver af de to musikeres verdener. Undertoner gjorde brug af det virtuelle postvæsen og sendte Jimmy Tamborello en række spørgsmål via email. Hvornår mødte du Ben Gibbard, og hvordan fandt I ud af, at I ville arbejde sammen – specielt taget i betragtning af at I hver især kommer fra to vidt forskellige musikalske verdener? Death Cab For Cutie var på tour med min sambos band (The Jealous Sound), og de to blev venner. Ben havde planlagt at tage ned og besøge ham, og jeg var igang med at arbejde på Dntel-pladen (Life is Full of Possibilities). Jeg havde altid godt kunne lide hans stemme, så jeg sendte ham en sang ((This is) The Dream of Evan and Chan) og spurgte, om han ville være interesseret i at synge på den. Han skrev på sin del af sangen, og vi indspillede den, da han kom på besøg. Vi morede os sammen og var begge glade for resultatet af sangen, så vi besluttede at lave mere musik sammen. Selvom vi hver især er kendte for at lave musik i bestemte stilarter, er jeg glad for en masse traditionel rockmusik, og Ben kan lide en del elektronisk musik, så det var ikke så mærkeligt endda. Jeg har også tidligere spillet i en masse rockbands – et af de bands, jeg var med i, spillede endda sammen med Death Cab for Cutie, et år eller to før vi indspillede Dntel-sangen. Det er nærmest blevet gjort til døde af musikskribenter verden rundt i forvejen, men hvordan ville du selv beskrive Postal Services musik? Hvad synes du om idéen at blande indierock med electronica? Jeg kalder det som regel bare technopop. Det virker meget naturligt at blande indierock og elektronisk musik – begge dele stammer fra de unges soveværelser: Indierocken på en 4-spors båndoptager og electronicaen på computeren. Kan du fortælle lidt om jeres arbejdsmetode? Jeg forstår, at jeres projektnavn relaterer dertil? Ja, Ben bor i Seattle, Washington, og jeg bor i Los Angeles, Californien, så alle sangene blev skrevet gennem posten. Jeg lagde ud med en grov instrumental skitse af sangene og sendte en kopi til ham. Han smed det i sin computer, omarrangerede det samt fandt på nogle vokalmelodier og tekster, lagde guitar, keyboard eller trommer på og sendte det tilbage til mig. Vi var kun i samme lokale to gange i løbet af indspilningsprocessen: Først for at indspille de endelige vokalspor samt Jennys (Jenny Lewis fra Rilo Kiley) korvokaler og igen til sidst, hvor pladen skulle mixes. Hvordan fik I kontakt til Sub Pop? Jeg har længe været venner med Tony fra Sub Pop (Tony Kiewel arbejder som A&R-chef for selskabet), og han kunne rigtig godt lide den Dntel-sang, som vi lavede sammen. Da vi snakkede om at lave mere musik sammen, spurgte han, om vi havde lyst til at lave et helt album for Sub Pop. Vi underskrev en kontrakt med dem, før vi havde skrevet nogle af sangene. Hvordan har det været at spille live med Postal Service? Det har været rigtig sjovt at spille live, fordi vi kan forestille os, at vi er et rigtigt band! Vi sammensatte en masse videoer, som skulle afspilles samtidigt med sangene – nogle af dem var nogle fine computeranimationer og andre var skidte hjemmeoptagelser. Desuden har vi haft Jenny med os på tour. Så jeg tager mig af alle computer-sagerne, Ben synger, spiller keyboard og guitar og løber tilmed om og spiller trommer indimellem, og Jenny synger og spiller guitar og keyboard. Postal Service er tydeligvis et sideprojekt for jer begge. Jeg er klar over, at I hver især har travlt med at arbejde på jeres egne projekter, men er der nogen chance for, at vi kommer til at høre nogle nye sange eller måske endda en anden plade fra Postal Service? Ja, den nye Death Cab for Cutie-plade udkommer meget snart, så Ben har allerede travlt med at lave promotion for den samt at forberede sig til den kommende tour, og jeg er bare derhjemme, hvor jeg arbejder på en ny Dntel-plade. Men vi har skam planer om at lave endnu en Postal Service-plade. Vi starter formentlig engang næste år. Vi har ikke nogle officielle planer endnu.
Pop med kant. Det lyder som en kliché, men er ikke desto mindre, hvad John Vanderslice leverer på det herligt hittepåsomme Life and Death of an American Fourtracker.
En uforudsigelig single-opsamling fra eneren Phil Elvrum - med både genialiteter og helt uhåndgribelige særheder.
Hvis du vil have klassisk stadionrock, skal du springe ombord i The Hellacopters femte album. Vil du have variation og udfordring, skal du sætte kursen et andet sted hen.
Der er knald på hos svenske The Royal Beat Conspiracy. Deres rock'n'roll rykker i kroppen, men bliver aldrig rigtig hængende i hukommelsen.
flr-flr-flr-flr - dette onomatopoietiske udtryk har til hensigt at illustrere den helt sagte lyd af sommerfugle, der hvirvler omkring hovedet på én. Det kunne man nemt forestille sig ske, når Shout Out Louds' 100 Degrees EP spilles, for musikken kalder i et kort skrig på sol og varme.
