Song Islands er den seneste udgivelse fra sangsnedkeren Phil Elvrum og hans lofi-projekt The Microphones. Pladen er en samling af 21 sange fra forskellige (og efterhånden mange uopdrivelige) 7″-singler. At Song Islands fungerer som en kompilation, forhindrer den samtidig i at nå de højder som sidste års The Glow pt. 2. Noget af det, som gjorde The Glow pt. 2 så stærk, var det homogene udtryk, som løb gennem hele pladen – og det er yderst vanskeligt at gøre med en opsamling.
Dette til trods skal Song Islands dog langtfra afskrives; der er immervæk nogle numre, der udtrykker den genialitet i sangskrivningen og ikke mindst de uforudsigelige arrangementer, som gør pladen gennemlytningen værd – men der er også numre, som er decideret utilnærmelige, og som kun er interessante for de største fans, der skal redde samtlige sange hjem i pladesamlingen.
Eksperimenterende har Phil Elvrum altid været. Man ved aldrig, hvad der lurer rundt om hjørnet ved næste akkordskifte. Alt kan ske i The Microphones’ sange, og overraskelseseffekten holder ved, selv om man er på 10. gennemlytning. Støjeffekten er et næsten gennemgående element i sangene, og det, der redder det fra at blive klichéfyldt, er, at kakofonien ofte optræder som en naturlig del i sangskrivningen, om den så består af eksperimenterende dronebrummende bas i den skizofrene “The Storm” eller i “Heavy Eyes”, hvor forvrængningen og feedbacken er det fremtrædende i lydbilledet, og melodien gemmer sig inde bagved. I “I’m a Pearl Diver” blandes sær, traditionel lejrbålsang med skæv, overstyret blokfløjte og svært identificérbare, forvrængede trommer.
Men uanset hvor larmende, disharmonisk, urytmisk og forvrænget det instrumentale lydbillede måtte være, så ligger Phil Elvrums rolige og bløde vokal midt i lydbilledet og holder sangene sammen i limningen. I de støjende tilfælde danner vokalen en kontrast, og det giver sangene styrke. I de mere nedbarberede og afdæmpede numre lyder Elvrum som en trist bedemand, der sørger over alles død, og det kan godt få hårene på armene til at rejse sig.
Og det er i de afdæmpede numre, hvor der skæres ind til sangenes kerne, at The Microphones virkelig skaber et intimt nærvær hos sin lytter. “The Moon” er et ømt musikalsk åndedrag i sand Nick Drake-stil, som sætter nærmere fokus på Elvrums tekstunivers, der alt for ofte bliver overskygget af fantasifulde arrangementer. I “The Moon” – som i mange øvrige sange på pladen – zoomer Elvrum ind på de små detaljer: »Next day you’re in the house where you grew up / Next to you I miraculously woke up / In your parents’ house I lied in bed with you.« Elvrums sange kredser generelt meget omkring kærlighed eller naturen, kærligheden til naturen eller naturligheden i kærlighed.
Nogle sange har også mørkere temaer, men hvor de kontrasteres af en glad melodi, eksempelvis i “I Can’t Believe You Actually Died”, hvor det kammer helt over i en nærmest lalleglad sang med et sandt singalong-omkvæd. Det virker helt makabert, at der til den glade melodi synges »I can’t believe you actually died / I can’t believe you made your parents cry / I can’t believe the worms ate your eyes / I can’t believe you actually died.«
Alt i alt er der mange spændende ting at finde på Song Islands, men det er en rodet og usammenhængende forestilling. Det kræver en del gennemlytninger, før man kan danne sig et overblik over de mange sange. Hertil skal det også slås fast, at det langtfra er alle sange, der holder samme kvalitetsniveau – eller for den sags skyld nærmer sig niveauet af sangene på It Was Hot, We Stayed in the Water eller The Glow, pt. 2. Der er mere ‘for’ end ‘imod’, så pladen kan sagtens anbefales.
Lyt til “Lanterns”:
[audio:http://www.krecs.com/media/audio/Microphones_Lanterns.mp3]
