Koncerter

Den amerikanske mirakel-historie, Vic Chesnutt, leverede desværre en koncert langt under standarden for en mand af hans karakter og sangskrivertalent. Med Vic Chesnutt er man aldrig i tvivl om, at man er i nærheden af noget stort. Den lille mand bliver med tiden tilsyneladende mere og mere fysisk skrøbelig, vel sagtens en uundgåelig konsekvens af at have været bundet til en kørestol i mere end ti år. Men bag dette let skræmmende, men harmløse ydre gemmer der sig altså én af USAs største sangskrivere. Det har han bevist adskillige gange, lige fra hans første plade, den Michael Stipe producerede Little til The Salesman & Bernadette fra 1998, karrierens foreløbige højdepunkt. Vic Chesnutts betydning for de seneste års bølge af udfordrende – og udfordrede – sangskrivere er ubeskrivelig i sin tyngde og vælde. Will Oldham har fået lov til at være den underfundige person, han er, på grund af Vic Chesnutt. Kurt Wagner fra Lambchop droppede sit day-time job på grund af Vic Chesnutt, og Howe Gelb kan stadig holde sig kunstnerisk oven vande på grund af Vic Chesnutt. Var det ikke for Vic, havde denne musikscene nok aldrig tilladt disse livets og sangskrivningens skæve eksistenser at få den succes og anerkendelse, som vi i dag kan tilskrive dem. Men dette giver ikke automatisk straffrihed, hvilket Vic Chesnutt desværre glemte på Loppen. Hans seneste plade, Silver Lake var bestemt god, men den kan ikke alene bære en hel koncert, som den skulle på Loppen. Sangene på Silver Lake matcher ikke de forrige pladers storhed og betydning, og ej heller var koncerten på noget tidspunkt bare i nærheden af de forventninger, man med rette kan stille til et talent som Vic Chesnutt. Koncerten bestod med enkelte undtagelser hen mod slutningen, udlukkende af numre fra Silver Lake, og på trods af sange som Stay Inside og I’m Throughs åbenlyse kvaliteter, blev de til fodnoter på en aften, der var præget af lidt for meget indlevelse og lidt for meget sjov tobak. Det med indlevelsen var et stort problem. Vic Chesnutt, der stillede uden backingband, lod sig ofte rive med i en næsten ekstatisk trance i fortolkningen af sangene. Han levede sig ind i dem, han levede sig ind i sin Gibson-guitar og havde flere gange meget svært ved at finde ud igen. Det resulterede i, at flere af numrene fra Silver Lake, som i forvejen ikke er en overflod af prægtige melodier, blev trukket i langdrag – noget disse sange desværre ikke kunne bære. Vic Chesnutt formåede heller ikke at styre uden om kedsomheden. Han skar alle sangene over samme kam – først lidt sagte guitar, så et vers, så lidt mere guitar, endnu et vers og så til sidst en mur af one-man/one-guitar støjrock. Det var svært at skelne den ene sang fra den anden. Det er ellers ikke et problem, der gør sig gældende på hans plader. Vic Chesnutt var næsten som et intergalaktisk sort hul på den lille scene på Loppen. Alles øjne var rettet mod den lille mand, der, til trods for at han altså var krøllet sammen i en kørestol, stadig havde en stolt og rank værdighed på scenen – også selvom han næsten var tynget helt bagover af vægten fra Gibson-guitaren. Hans kontakt til publikum var upåklagelig – rar, morsom og imødekommende. Det er svært at undgå at holde øjnene fra en mand som Vic Chesnutt, der i kraft af sin egen udstillede “dårligdom” også fremtvinger en vis ærefrygt for hans overlevelsesevne og musikalske kraft. Men på Loppen viste det sig desværre ikke at være tilstrækkeligt til at redde koncerten fra at være en skuffende oplevelse. Hans bagkatalog rummer flere legender, end man tør tænke på, men disse lod han blive i kufferten i går. I stedet måtte vi trækkes igennem knap to timer med en mand, der desværre lod sine sange og sit udtryk løbe afsted med ham… uden egentlig at invitere os med ind.

De britiske gentlemen i Tindersticks kom til Vega i København med endnu en ny plade i bagagen, som de kunne lægge til deres imponerende bagkatalog. Med sådanne sange var der lagt i ovnen til en fabelagtig koncert, og Tindersticks skuffede på ingen måde. Summen i salen forstummede gradvist, som de seks skikkelser trådte ind på scenen, svagt oplyst af de mørke nuancer fra det bløde scenelys og indhyllet i de tætte tåger af tobaksrøg – alt tilsammen dannende de perfekte rammer i Vegas store sal for dette britiske band, hvis musik netop danner indre billeder af et sådant tusmørke. Bandet hedder Tindersticks. I løbet af de sidste 10 år har de pløjet sig igennem den samme sjælens fure, og i de følgende par timer gik de i ét med mørket med sange, som fortsatte i denne fure, der besynger kærlighedens, sindets og eksistensens melankoli. Tindersticks’ varemærke, hvis man skulle kunne reducere det til blot ét, er på mange måder forsanger Stuart Staples. Da Staples gik på scenen, lignede han den forstyrrede kunstner med sin høje figur, det krøllede jakkesæt og det skurkagtige udseende – med sit overskæg og bakkenbarter lignede han en god version af Lee Hazlewood. Men det er såmænd ikke Staples’ udseende, der gør ham karakteristisk; det er hans stemme. Staples’ baryton bevæger sig et sted mellem en nedtonet Tom Waits, en “munter” Leonard Cohen og en dramatisk Nick Cave – med en vokal klang som minder om… Roger Whittaker (noget af et skræmmeord, men den er altså god nok!). Staples mumlede “godaften“, hvilket mere eller mindre var de eneste ord, han fremstammede i løbet af hele koncerten. Hvis luften ikke var tyk af røg og forventning i forvejen, blev den det i hvert fald, da bandet slog de spæde toner an i åbningsnummeret My Autumn’s Done Come, som pudsigt nok er en coverversion af netop Lee Hazlewood (den førnævnte fysiske lighed holdt in mente). Herefter blev publikum taget med på det første lyttervisit på Waiting for the Moon, som er Tindersticks’ dugfriske fuldlængde-udspil. Hvis man ikke var klar over det i forvejen, erfarede man ganske hurtigt, at Tindersticks havde fundet tilbage til den sangskrivning, som de praktiserede på deres tre første albums, inden de på Simple Pleasure skiftede mod en mere soulvarm lyd. Men med Waiting for the Moon lukker mørket sig påny omkring sangene og deres helt specielle univers. De mange fortryllede og opslugte øjne fra salen blev hurtigt, men elegant suget med ind i dette mørke. Det første nummer fra den nye plade, som publikum blev præsenteret for, var Running Wild, som er en sang, der udforsker jeg’ets indre opløsning og den deraf følgende søvnløshed. Det er et tema, som også gennemtrævles i Sleepy Song, som bandet præsenterede senere i settet, hvor Staples i perfekt samstemning med bandets violinist Dickon Hinchliffe sang: “If you let me sleep / I won’t wake up / I haven’t closed my eyes for days“. De to stemmer skabte et sonisk billede, som var stærkt præget af en tung sindsstemning. I Say Goodbye to the City var det den urbane fortvivlelse, som bandet beskrev med en musik, som lod desperationen tale i form af larmende crescendoer. Som flere af Tindersticks’ andre sange startede denne med et lurende og ulmende arrangement: Al Macauleys synkoperede trommespil gik i clinch med orglets varslende insisteren, noget der, jo længere vi kom ind i sangen, fik Hinchliffes violinspil til at hvine op mod det endelige støjende klimaks. Hinchliffe var på mange måder Tindersticks’ ankermand. Vel har hver musiker i bandet sin vigtige plads, men er der et element, som efterhånden er blevet så karakteristisk og livsnødvendigt live, er det violinen. Én af grundene hertil er, at Hinchliffe har en flersidig brug af instrumentet: Violinen får lov at græde, hvor arrangementet skriger efter det, men som i ovenstående beskrivelse kan den udtrykke langt mere end blot yndighed. I 2001 pungede Tindersticks virkelig ud og hev et strygerensemble på en snes mennesker med på deres turné. Det kostede bandet så mange penge, at de desværre måtte aflive idéen igen og “nøjes” med en enkelt violin. Hinchliffes spil er til gengæld så sublimt, at det absolut ingenting gør. Hinchliffe trådte også frem til mikrofonen og lagde vokal til et par numre alene. Det drejede sig om den sære og kaotiske åbner, El Diablo En El Ojo, fra Tindersticks’ andet selvbetitlede album og den smukke og skrøbelige åbner fra Waiting for the Moon, nemlig Until the Morning Comes. Især sidstnævnte var en fornøjelse at lægge ører til. ” My Hands ’round your throat / If I kill you now, they’ll never know,” sang Hinchliffe – en linje som er noget tvetydig: Vel er den rettet mod en karakter i sangen, men kunne den ikke ligeså godt rettes mod publikum? Hver og én stod forstummet af Tindersticks’ musik, der virkelig havde et godt hold om alle. Tindersticks har efterhånden en tradition for at have duetter på deres plader, hvor en sangerinde lægger stemme til den kvinde, hvem Staples dedikerer sin (som regel uforløste) kærlighed til. I Vega tog Staples sig dog af begge vokaler i Sometimes It Hurts, og det fik en stor del af magien i sangen til at flyde ud. Her burde bandet tage valget enten at invitere den gældende sangerinde med eller simpelthen droppe sangen i liverepertoiret, for ulig alle andre sange fra bagkataloget fungerede det simpelthen ikke uden den kvindelige halvdel. På trods af at mange favoritter blev spillet i løbet af koncerten, var der ligeledes mange øvrige favoritter, som manglede i settet. Der blev flere gange råbt forgæves efter Tiny Tears – en sang som om muligt er bandets største “hit”. Selv blandt ekstranumrene valgte bandet at frasortere denne sang til fordel for de twangguitardominerende Her og Shadow (et covernummer af R. Dean Taylor) og den lettere kuriøse She’s Gone. Mørkets klokke, som havde lagt sig over Store Vega, blev fjernet igen, da Staples for sidste gang mumlede ordene “thank you for listening“, og bandet forlod scenen efter at være kommet ind to gange for at spille ekstranumre. Endnu engang havde Tindersticks været forbløffende gode live. Lad os håbe, at de snart kommer igen. Læs også Undertoners anmeldelser afTrouble Every DayWaiting for the Moon

Mew tog Aalborg med storm og gjorde alt godt igen. Kvartetten tog revanche både for den mudrede mellemvare-koncert på Roskilde – og for Traenings noget humørforladte opvarmning.

Fra Electro Shock Blues til the blues som sådan krydret med en mand i blød hat spillede Eels for et forlængst udsolgt Pumpehuset og leverede en koncert, der på godt og ondt var et indblik i Eels’ skæve verden. Udenforstående bør ikke starte her. Hvis vi havde befundet os på et hipt diskotek i stedet for Pumpehuset, var der nok en del kroppe, der havde kastet sig ned og vredet sig rundt til Mc Honkys åbningssæt, men aftenens rockpublikum nøjedes pænt med at stå og nikke deres hoveder troligt til rytmerne af dette E-sideprojekt, der i aften rent fysisk manifesterede sig i en piberygende tyk morfartype, komplet med blød hat og cardigan. Historien om Mc Honky er for lang og for langt ude, til at jeg tør gøre forsøget på at genfortælle den, men musikken minder om obskur 60’er-funk, der nok kun er kendt af de få. Pladen er ingen nydelse, men som han stod der i sin cardigan – pillede ved nogle knapper, scratchede nogle plader og kæderøg sin pibe i et tempo, der gjorde det klart, at han ikke normalt var piberyger – gav det nu egentlig ganske god mening. Senere mellem ekstranumrene bemægtigede han sig også scenen for blot at blive smidt væk af Eels’ håndlangere. Alt sammen en gimmick udsprunget af E’s forvredne tankegang. Efter at pladespillere, mixerpult og andet udstyr var blevet fjernet fra scenen, trådte Eels 3 mand stærk op på scenen og lod en tonstung bluesrytme fylde rummet. Min umiddelbart første tanke var, at Butch, trommeslageren, havde tabt sig ganske voldsomt. Desuden troede jeg, at E var ovre sin Unabomber-periode med langt skæg og solbriller. Svaret faldt prompte, da lyset fra en kraftig spot hvirvlede rundt i rummet og landede på E, der fra skuldrene af en roadie blev båret igennem rummet, spillende på en mundharmonika der lagde yderligere bund til bluesrytmen. Manden med skægget var Koool G Murder, som også optræder på de seneste par Eels plader. Trommeslageren hedder Puddin og bliver på Eels’ hjemmeside præsenteret som Butchs lille fætter. Med E på scenen og yderligere en guitarist var Eels nu samlet og klar til at gøre sig deres hyre fortjent. Bluesrytmerne stoppede og blev afløst af mere blues. Det var først i tredje nummer, at jeg kunne nikke genkendende til den musik, Eels tilbød denne aften. Countryblues-klassikeren 60 tons blev præsenteret i en hårdt rockende udgave, der ikke lod originalen noget tilbage at tilbyde, som vi ikke fik her. De to første numre viste sig at være covernumre. Herefter tog Eels’ egne kompositioner over. Packing Blankets blev fremført i samme stil som åbningsnumrene. Efter et par numre til i samme stil truede monotonien med at tage over. Dog Faced Boy vendte det billede: Den skal modsat Mr. E’s Beautiful Blues, My Beloved Monster og hvad der ellers er blevet spillet af Eels’ egne numre, spilles hårdt og rockende. Dog Faced Boy blev til Agony, tempoet faldt, intensiteten steg, og med ét stod jeg midt i en fantastisk koncertoplevelse. Det var så som så med kommunikation mellem bandet og publikum. Størst respons fik I Like Birds på grund af dens råbevenlige omkvæd. I den sidste halvdel af koncerten blev der dog plads til et par små kommentarer fra scenekanten. Samtidig med at der blev skruet ned for den tunge lyd, fik dette koncerten til at trække i en langt mere sympatisk retning. Hvis man har lagt ører til de to seneste udspil fra Eels, ved man, at den nye stil er rock. Alligevel savnede jeg det underspillede, den længsel og det afsavn man finder på Electro Shock Blues og Daisies of the Galaxy. En lille smagsprøve på det fik vi i det 3. sæt ekstranumre. Mc Honky-karakteren gjorde sin entre på en tom scene og bemægtigede sig keyboardet. Han gik i gang med Beautiful Freak, men efter 30 sekunder blev han fjernet af et par roadies, hvorefter E gjorde sin entré og spillede nummeret, kun assisteret af sig selv på førnævnte keyboard. Herefter sluttede koncerten, lyset tændtes, og folk gik mod garderoben. 5 minutter senere bragede et inferno af lyd ned til os i stueetagen, der troligt havde gjort os klar til at gå. Bandet var gået på scenen igen og leverede 10 minutters støjrock af en anden verden, der kulminerede i, at Koool G Murder overtog trommerne, kørte en rytme, og Puddin kastede sig ud på scenegulvet og leverede en gang oldschool breakdance. Hvad andet kunne man forvente fra Eels? Fra det monotone til det mesterlige, leverede Eels både varen og god underholdning i Pumpehuset. Til trods for savnet af den mere lyse side må jeg indrømme, at jeg lod mig imponere af de små skævheder, som der blev lagt ind i koncerten, som eksempelvis Mc Honky-karakteren, støjinfernoet, samt det at E lader sig bære ind på scenen. Det musikalske skift, han har lavet, samt de små skævheder på scenen vidner om en mand, der både vil prøve grænser af og samtidigt underholde folk. Det lykkedes nogle gange bedre end andre, men efterlader én med lysten til at se og høre mere.

En af countryrockens helt store nulevende legender gæstede i al offentlig ubemærkethed Danmark for anden gang på et halvt år. Jason Ringenberg fra Nashville country-punk-outfittet Jason & The Scorchers, leverede en så elskværdig, original og stilsikker solokoncert, at Hank Williams måtte vende sig i graven af ren lykke.Det kunne være endt i en særdeles pinlig affære. Ikke engang et halvt år efter, at Jason Ringenberg sidst gæstede Danmark i april på Lille Vega, stod han atter på dansk jord. Denne gang godt nok med en nyindkøbt guitar – han havde ikke engang nået at hive prismærket af – men uden et nyt album i bagagen eller nyt materiale for den sags skyld. Alligevel formåede den særprægede amerikanske neo-cowboy at trække en lille håndfuld gæster til på en regnvåd og smådeprimerende søndag aften, hvor der ellers var alle mulige grunde til at blive hjemme og væbne sig mod efteråret. Til forskel fra koncerten på Lille Vega i foråret, havde Jason Ringenberg denne gang ikke medbragt sit backingband, det fremragende belgiske rockabilly orkester, The Seatsniffers. Spørgsmålet var derfor også, om Jason Ringenberg i det hele taget kunne stå distancen som soloperformer, endda over for et så lille publikum. Alt i alt var det mildest talt et særdeles modigt træk af det danske koncertbureau Gearbox Agency at sætte en koncert op med Jason Ringenberg, der, på trods af en imponerende karriere, ikke ligefrem har den største eller mest trofaste fanskare herhjemme, hvilket det meget begrænsede publikumstal (ca. 30) også vidnede om. Men når det er sagt, må al tvivl også ophøre. Jason Ringenberg er virkelig en performer helt uden sidestykke. Hans glorværdige fortid i Jason & the Scorchers, der i dag må regnes som nogle af country-rockens vigtigste pionerer, fornægtede sig ikke under koncerten, der bød på mange af de mere eller mindre legendariske Jason & the Scorchers-sange blandt andet Broken Whiskey Glass. Det improviserede sæt bestod i hovedtræk af disse uforglemmelige Jason & the Scorchers-sange, de fleste af dem spillet på foranledning af publikum, der selv fik lov at vælge og vrage i Ringenbergs bredt favnende repertoire. Et par af sangene kunne han ikke rigtig huske teksten til, og han måtte derfor finde hjælp i coveret til de medbragte plader. Det kan være både charmerende og irriterende, når en kunstner møder “uforberedt” op til en koncert, ofte også direkte pinligt som man for eksempel har set det hos St. Thomas, men i tilfældet Jason Ringenberg blev det bare til en helt vidunderligt uforpligtende oplevelse. Måske savner Ringenbergs sange en gang i mellem lidt tyngde – det er vel afhængigt af smag. Men selv noget så løjerligt som bider fra hans nye repertoire af country-børnesange (fra hans kommende børneplade A Day at the Farm with Farmer Jason) fremførtes så fornemt og selvironisk, at de næsten balancerede på samme musikalske niveau som hans mere alvorlige sange – hvoraf den rørende og samfundskritiske Last Train to Memphis skulle vise sig at blive koncertens, til dato, stadig uforglemmelige højdepunkt. Ikke et øje kunne have været tørt blandt publikum, da Ringenberg sang de smukke linjer “œI’ll take the last train to Memphis where Martin [Luther King] met his fate / I was just a little boy on that sorry day / I’ll maybe take a little drive down Highway 51 / And hope we find it in us to finish what he’d begun“. Sangen lod tæppet falde på Ringenbergs tredje soloplade, All Over Creation og viste, at han på trods af sangtitler som koncertåbneren Honky Tonk Maniac from Mars og Hay Bailing Time alligevel har evnen til at skrive lyrik, der trænger dybt ind i både sind og sjæl. Som sagt kan det diskuteres, om Jason Ringenbergs egne kompositioner besidder samme tyngde som de sange, han ofte fortolker til sine koncerter (blandt andet Bob Dylans Absolutely Sweet Marie og Loretta Lynns Don’t Come Home A’ Drinkin’ with Loving on Your Mind), men under alle omstændigheder er han i besiddelse af en fantastisk og livsbekræftende evne til at fremføre dem på sin helt egen unikke måde. Som publikum følte man sig i et særdeles varmt selskab, og vigtigst af alt var, at det så tydeligt skinnede igennem, at Jason Ringenberg lever for at spille live – hvilket det faktum, at manden har turneret konstant rundt omkring i verden det sidste halvandet år, også peger på. Der er ikke nogen tvivl om, at man meget gerne må have en vis mængde forkærlighed for mere eller mindre regulære countrymelodier, for Jason Ringenberg er absolut ikke for de sarte og fordomsfulde. Men at opleve Jason Ringenberg på en scene må være som at opleve en småfuld Hank Williams eller en lidt ældre version af danske Simon Gylden. Og hvadenten man har en berøringsangst for country eller sluger det råt, er Jason Ringenberg en oplevelse ingen burde snydes for.

De er to personer, partnere i såvel bandsammenhæng som i ægteskab. Med en sådan sammensmeltning var det ikke så mærkeligt, at gnisten de to imellem glimtede skarpt og vedvarende i løbet af en koncert med en samling sange af fin indiepop-kaliber. Taget i betragtning af at Mates of State blot består af to mennesker (ægteparret Kori og Jason Hammel), er det en imponerende fylde, de har i deres lyd. Kori tager sig af tangenterne på orglet, hvilket både dækker over bløde synthbas-bunde og de højere klingende instrumentalharmonier. Selvom jeg udmærket vidste bedre, måtte jeg fra tid til anden tage sig selv i at spejde efter bassistens skjulested. Det er ganske imponerende, som Koris hænder bevægede sig over tangenterne – noget der indbyder til tanken om en tredje hånd. Jasons trommespil bestod af så meget mere end blot at holde et fast beat kørende til de kønne harmonier. Han var legende og udfordrende i sit spil med en samtidig fornemmelse for de små detaljer. Så er der vokalerne! Hverken Kori eller Jason er nogle store sangere, og det er lige præcis det, som er charmen ved dem. Teknik og alt andet lignende pjat er skubbet til side – de synger fra hjertet. Og tag endelig ikke fejl, de ramte alle de toner, de skal. Ingen af de to parter var på noget tidspunkt reduceret til at synge kor. Hver stemme havde ligeså stor berettigelse som den anden, hvilket især kom til udtryk ved, at Kori og Jason hver især sang forskellige tekstlinjer ind over hinanden. Man skulle umiddelbart tro, det ville lyde forvirrende, var det ikke fordi, at de sang i hvert sit leje, som i det samlede lydbillede smeltede sammen i perfekt harmoni. Kori og Jason var placeret overfor hinanden på scenen, så de kunne holde en øjenkontakt i løbet af de respektive numre. Udover samspillet i sig selv skabte denne øjenkontakt en gnist, som virkelig skubbede duoens sange udover scenekanten. Det førte også til en masse grinen og rysten på hovedet, når enkelte overgange kiksede, ligesom det førte til intern hyggesnak, der ikke altid inkluderede publikum. Hyggen blev dog især vendt ud mod publikum, da Kori slog over i en vittighed: “How many indie kids does it take to screw in a light bulb? You don’t know?” spurgte hun med et stort glimt i øjet, for hvem burde vide det bedre end publikum? Jason introducerede den følgende sang med, at den bestemt var sjovere end den netop fortalte vittighed, og bandet slog velvalgt over i åbningsnummeret fra den kommende plade, Team Boo, med den “sjove” titel: Ha Ha. I løbet af La’hov, som er et absolut fremtrædende nummer på Mates of States debutplade My Solo Project, forlod Kori sin plads bag orglet og dansede ud på gulvet foran scenen. Det virkede mest af alt som et forsøg på at vække liv i folk, som alle sad nærmest ubevægelige foran den lille scene, og dansen faldt derved desværre hårdt til jorden. Med en lettere utilfreds mine på munden dansede hun tilbage bag orglet. “Are you guys having fun?” spurgte hun den stille menneskemængde. De fleste fra publikum stemte i med et forsigtigt “ja“, men Kori skulle forsikre sig: “Are you sure?” Tydeligvis ikke helt overbevist og en smule slået ud af folks inaktivitet (Kori havde før bandets koncert med stor forhåbning i stemmen spurgt undertegnede, om folk dansede til koncerter i Danmark) hviskede hun et par ord til Jason, hvilket tydeligvis indikerede, at der skulle skæres et par numre af setlisten. Man kan skrive spalte op og spalte ned om publikums rolle i en koncertsammenhæng, og i Mates of States tilfælde spiller de tilsyneladende en stor rolle, men jeg vil til enhver tid argumentere, at et band burde give alt, de har i sig, uagtet om de spiller for 10 eller 1000 mennesker. Koncertens sidste par numre, gode som de ellers er, blev leveret lettere halvhjertet af et band, som lagde ud med at stråle af spilleglæde. Man kan kun ønske, at Mates of State får en distributionsaftale i hus i Danmark, så flere vil få kendskab til deres plader og derved dukke op til en næste koncert. På den måde kan vi opleve bandet i fuld hopla i en hel koncerts varighed. Læs også Undertoners anmeldelser af:Mates of State: All Day EPMates of State: Team BooInterview med Mates of State: I en båd for to

For en proppet Café Rust spillede The Fashion bogstavelig talt op til dans. Med deres letbenede rockende melodier satte de gang i en fest, der dog sagtens kunne have varet længere.Det var en torsdag aften, den anden torsdag ud af tre mulige, hvor det danske band The Fashion præsenterede de sange, som i den nærmeste fremtid vil blive udsendt på bandets debutplade Rock Rock Kiss Kiss Combo hos giganterne BMG. For at gøre opmærksom på sig selv forud for pladeudgivelsen havde bandet planlagt 4 koncerter, en enkelt i Århus og hele 3 i København (!), som alle var gratis. De sidstnævnte tre koncerter ville hver især med en uges mellemrum blive spillet på Café Rust. Det var en af disse særlige aftener. Rust var pakket og fyldt til randen med mennesker. De fleste hang oppe i baren, mens et mindretal havde placeret sig på en række sækkestole, som lå rundt omkring på gulvet foran scenen. Den store menneskemængde kombineret med en sløvt virkende ventilator førte til en temperatur, som umuligt kunne ligge langt fra kviksølvkeglens bristepunkt i et termometer. Men var varmen til trods var der denne summen – en summen af forventning og nysgerrighed. Al denne handlede om The Fashion. Foto: Søren Solkær Starbird Efter en længere forsinkelse og et dødtrist opvarmningsband (Odessa) var det endelig blevet tid til at høre, hvad drengene i The Fashion havde at byde på. “œMine damer og herrer, dette er et rockshow, så jeg må bede alle jer, der sidder ned om at rejse jer op og komme nærmere.” Med disse selvsikre ord var attituden slået an hos The Fashion, som fra start til slut indtog scenen og skubbede energiniveauet helt til loftet. Og der var virkelig tale om en indtagelse af scenen, hvor bandet havde én ting på programmet: Dansesmittende rockmusik. Medlemmerne havde iført sig deres karakteristiske lyserøde halsklude, en farve som generelt er gennemgående for alt, hvad bandet rører ved, og som samtidig associerer til 80’erne. Og det er netop i 80’erne og dette årtis new wave, man skal søge, hvis man skal sætte ord på The Fashions musik. Christoffer Griebels sydende og kitchede keyboardtoner snurrede ind og ud mellem samtlige af sangene på repertoiret, mens hans kantede dans stemte i med trommeslager Jacob Ankær Johansens knaldhårde og taktfaste slag på skindene. Også forsanger Jakob Printzlau dansede lystigt rundt på scenen mellem de vokale udladninger. Sidstnævnte virkede måske en smule for ivrig i sin dans, da han fra tid til anden nærmest måtte stikke i en spurt for en nå til mikrofonen, når der skulle synges igen. Det resulterede i en noget forpustet vokal, samt at enkelte ord blev sunget uden for mikrofonens rækkevidde. Men når Printzlau holdt sig i nærheden af mikrofonen, var det en fryd at lægge øre til hans højt pitchede, ubekymrede vokal. Sangene i sig selv luftede alene glade vibes. Tag bare sangtitler som Let’s Go Dancing, Break Out Your Recorder og Roller Disco Inferno. Publikum tog gladeligt imod de sitrende popsange, der var pumpet fuldt af en højoktan rockfeeling, som gav intet mindre, end hvad der blev lovet. I bandets afsluttende sang hørte man pludselig linjerne “œI’ve been looking so long at these pictures of you / That I almost believe that they’re real” (Pictures of You af The Cure) og efterfølgende “œI don’t want a place to stay / Get your booty on the floor tonight / Make my day” (Pump Up the Jam af Technotronic), som begge blev indkorporeret i The Fashions egen sang, dog sunget med lettere anderledes toner. Man følte dårligt, at bandet var gået igang, før de takkede af for denne aften. Måske var det et kort set, eller også var det simpelthen fordi, at det var så pokkers fornøjeligt. The Fashions letbenede rockmusik skal nok lade røre på sig i det danske land, når pladen kommer ud. Bandet beviste i hvert fald med denne koncert, at de har energien og ikke mindst sangmaterialet til det. Læs også Undertoners anmeldelser afThe Fashion: Rock Rock Kiss Kiss ComboViva Vertigo, The Fashion, Vibration Festival 13.02.04The Fashion, Larsen & Furious Jane, Kira & the Kindred Spirits, Ricochets, Spot 10 i Århus, 04-05.06.04Interview med The Fashion: Med musikken i centrum

Med en scenografi så imponerende som den, Flaming Lips stillede op med, samt et musikalsk repertoire, som ligeledes er imponerende, kunne man ikke andet end at gøre som Wayne Coyne: smide begge arme i vejret og blot overgive sig. Wayne Coyne må være blandt de mest forfriskende karakterer, jeg nogen sinde har oplevet på en scene. På sprudlende vis brugte Flaming Lips-frontmanden med de grå stænk i skægget og den barnagtige umiddelbarhed bandets koncert på at skyde sine arme triumferende i vejret, kaste med balloner og konfetti, skyde med skarpe projektører med sit henførte publikum og tilmed få dem til at synge fødselsdagssang for de fødselarer, som var at finde foran scenen. Altimens var der fans klædt ud i store kostumer som bjørne, fugle, hunde og katte – tilmed Jesus og julemanden – som dansede i begge sider af scenen, mens gigantiske balloner fløj rundt i teltet blandt publikum og blændende lys og røg fyldte de tilbageværende luftarealer. Bagved bandet kørte besynderlige videoer, som fulgte hver af Flaming Lips’ fornøjelige toner. Der var budt velkommen til Flaming lips’ verden: En halvpsykedelisk rockforestilling, når den er mærkeligst og mest tiltrækkende. Bandets to seneste plader, The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots er blevet rost til skyerne af såvel anmeldere som fans, men hvis der er et sted, hvor Flaming Lips virkelig træder i karakter, så er det på en scene – hvis ikke for musikken alene, så i hvert fald for deres interessante og opfindsomme sceneshows. Udover at spille deres ene mindre hitsingle She Don’t Use Jelly fra deres plade fra 1993, Transmissions From the Satellite Heart, holdt bandet sig primært til sange fra The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots, heriblandt de fine Waiting for a Superman og Do You Realize??. At bandets tekstunivers blandt andet borer i eftertænksomme emner som menneskelig dødelighed, følelser hos robotter samt livet blandt insekter, kunne kun føre til den snurrige, forblændende oplevelse, der var at finde ved Flaming Lips’ optræden på Midtfynsfestivalen. Da koncerten nærmede sig sin ende, og man som tilskuer måtte forlade Flaming Lips’ eventyrland, var Coyne meget taknemmelig og ydmyg over for sit publikum; han hoppede ivrigt på stedet og kastede endnu en gang sine arme i vejret. Da de sidste små stykker af konfetti var faldet til jorden, og de sidste balloner var sprunget, var både publikum og formodentlig også Jesus og selveste julemanden stadig høje af oplevelsen, før de bevægede sig tilbage til deres lejr og funderede over, hvad det lige præcist var, de var blevet udsat for. Læs også Undertoners anmeldelser afFlaming Lips, The: Yoshimi Battles the Pink RobotsFlaming Lips, The: Ego Tripping at the Gates of Hell EP

Pleasure Machine formåede langtfra at leve op til deres navn: Der var ikke de store nydelser at komme efter. Man fik derimod serveret en gang søvndyssende og uinspirerende rock. Foto: Søren Solkær Pleasure Machine har modtaget fine anmeldelser for deres debutalbum, Pilot Fatique. Mon der gemmer sig en dyb musikalsk hemmelighed eller nogle helt andre sange på pladen i forhold hvad, der blev spillet på dette års Midtfynsfestival? For hvad jeg lagde ører til, var en langtrukken, søvninspirerende time med rock af meget lav kaliber. Det startede ellers ganske godt. Bandet virkede veloplagt. Der blev fyret op under guitarforstærkerne, og man blev rocket godt og grundigt igennem af et toptunet åbningsnummer. Christian Bechs ranglede skikkelse trådte op til mikrofonen og brummede: “œYeah“. Publikum tog til genmæle med et højt råbende “œYeah! “, og jeg tænkte for mig selv: ” Yeah, det her lover da godt“. Festen var lige begyndt, men så skiftede bandet tilsyneladende mening. Pleasure Machine transformerede sig til Sleep Machine med en række sløvt trækkende rocksange, som både var uinteressante og ikke mindst uvedkommende. Bechs brummende vokal blev blot en gene, og den formåede ikke at kunne trække igennem de støjende guitarer pga. det dårlige lydbillede. Kedsomheden tog til i de stille numre, som ikke havde det mindste glimt af en god melodi at byde på – de virkede derimod som et indbydende middel til dem, som lider af søvnløshed. “œYeah“, sagde Bech endnu engang fra scenen af. “œBah! ” tænkte jeg og forlod skuffet koncerten.

Den gamle Passion Orange frontmand, Henrik Søgaard, er ved at være klar med en ny plade med Twoface. De endnu uudgivne sange blev præsenteret på Midtfynsfestivalen, men undertegnede frygter, at der er gået for meget kedelig pop i maskineriet.Twoface er, som de fleste ved, en udløber af det gamle rockband, Passion Orange. Passion Orange vandt DM i Rock i 1992 og udgav sidenhen 3 udmærkede plader. Den musikalske udvikling af disse havde lovende potentiale i sig, men før man vidste af det, var det slut. Forsanger Henrik Søgaard og guitarist Benjamin Hammerum havde dog andre planer, og de planer kunne man høre tonerne af under et nyt band, som måske har taget deres navn fra Tommy Lee Jones’ skurkekarakter, Twoface, i den tredje Batman-film. Den første plade, This Way… , blev sendt på gaden i 2000, men hev ikke den store opmærksomhed til sig. Nu er Twoface på vej med deres anden plade, og en heftig radiorotation af et par promoverende singler første bandet til den midtfynske festival. Twoface spillede på den lille Katapultscene, og der var pinligt få, som var troppet op for at høre, hvad bandet havde at give af. Det gik dog heldigvis ikke bandet synderligt meget på. De spillede, som kunne de ligeså godt have stået foran tusinder af mennesker. Det var primært de nye, dugfriske numre, radiosinglerne såvel som de øvrige sange fra bandets kommende plade, som koncerten tog udgangspunkt i. Dette kunne måske også forklare det lave antal publikum, som på Midtfyns overordnet er karakteriseret ved kun at dukke op til koncertnavne, hvis sange de kender i forvejen. Der er ingen tvivl om, at det er Søgaard, som er bandets ankermand. Han er sangskriveren i Twoface, og det kunne man også sagtens høre. De nye numre havde tydeligvis udgangspunkt i popmusikken med Søgaards vokal som det absolutte midterpunkt. Søgaard har med årene udviklet sig til at være en fantastisk vokalist med et bredt register, som både kan dykke ned i det helt dybe og svæve i falsettens høje skylag. Et godt eksempel på Søgaards vokale kunnen er i bandets seneste radiohit, Revelations Day, som blev ‘ugens uundgåelige’ på P3. Med en sang med sådan et umådeligt melodisk omkvæd viste Søgaard, at han har en klassisk poptæft, som især trækker på en sangskrivning, man kender fra de gamle U2-plader. Og U2-inspirationen kom generelt til kende i samtlige af bandets nye numre. Ærgerligvis har Twoface givet slip på de musikalske frækheder, som de luftede på debutpladen. Bandet har tydeligvis søgt en mere pæn og direkte tilgang til sangskrivningen, som er let for ørerne, men som man også må gætte bliver kedelig efter flere gennemlytninger. Lagene i musikken er pillet bort, og tilbage står bandet med en struktur, der med sin direkte blottelse følger idéen “œwhat you see is what you get”. Der er heller ingen alternative rockelementer tilbage, som man kendte dem hos Passion Orange, kun de klassiske U2-inspirerede stadionrockende af slagsen som nævnt ovenfor. “œHvis I tror, at vi kun spiller ballader, tager I fejl“, sagde Søgaard, men det var svært at spore, hvorvidt han var ironisk i sin tone eller ej. Ikke desto mindre centrerede hans sangskrivning primært omkring afdæmpede sange, som desuden tenderede til at køre meget i de samme akkorder. Det var simpelthen for pænt og stilrent. Frederik Bokkenheuser, som er den seneste tilføjelse i Twoface, er en fabelagtig trommeslager – det ved man, hvis man har lyttet til Knallert eller Amstrong. Men i Twoface udfordrer han slet ikke. Han trisser blot rundt i et 4/4-beat med alt for få variationer. Og det er virkelig synd! Om Søgaard er blevet blød på sine “œgamle” dage, skal jeg lade være usagt, men koncerten med Twoface lod meget tilbage at ønske.

Det blev pludselig mørkt i teltet ved Roskilde Festivalens Odeon-scene. Grunden hertil var, at Black Heart Procession havde betrådt scenen, og det gjorde de på mest overbevisende måde. Død og dans, leveret fra et ulmt sted i verden. Foto: Gitte Sofie Hansen/Rockphoto Amerikanske Black Heart Procession er ikke en flok overdrevet glade mennesker, hvis man skulle dømme dem udfra deres musik alene. Dette blev hårdt slået fast ved hvert ildevarslende smæk mod lilletrommen, når endnu en mørk march vandres, og Pall Jenkins’ musikalske sav sender sine hylende og klagende toner afsted mod det kommende mørkefrembrud på Roskilde Festivalen. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Black Heart Procession har at gøre med en kulsort blanding af folk, americana og slowcore, som ikke altid er nem at søge ind i. Men i deres mørke musik er der dog alligevel små indbydende lysninger, som gør at man nemmere kan tage den til sig. Måske er det, at bandet er så gravalvorlige i deres udførsel af musikken, at man ikke kan undgå at blive suget ind i deres univers, eller også er det de mange catchy elementer, som musikken trods alt indeholder. Sidstnævnte gør sig især gældende på bandets seneste plade, Amore Del Tropico, som trods mørket også gør brug af andre elementer. “œHere comes something hot and tropical“, lovede forsanger Jenkins, og bandet slog over i Did You Wonder, som netop indeholder disse modsatrettede elementer af varme og mørke, dans og død. Meget makabert var det, men det virkede på allerbedste vis! Klaveret plinkede og plonkede som tunge regndråber, og den fremherskende dødsmarch lod sig ikke vælte af noget som helst. Bandet slog over i deres måske mest fængende sang af dem alle, It’s a Crime I Never Told You about the Diamonds in Your Eyes. Klaveret bevægede sig mod en uimodståelig boogierytme, og trommerne fortsatte deres løb som skudsalver affyret med sigte mod en hjertesorg, mens Jenkins’ klagende vokal begræd adskillelsen fra sin elskede. Og således fortsatte det i godt og vel 45 minutter. En kort aftenstund i selskab med Black Heart Processions spøgelsesagtige sange nåede til sin ende, og da vi alle trådte uden for teltet, var det så småt begyndt at blive mørkt.

The Thrills har udgivet en plade fyldt med solrige popnumre, og med sådanne på repertoiret kan man ikke gå helt skævt ind i en koncertsituation. Men alligevel fornemmede man en manglende rutine hos det unge irske band. Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto Snakken har gået højlydt og ofte i hjørnerne om The Thrills og deres musik. Det skal med det samme slås fast, at The Thrills hverken lyder som The Datsuns, The Vines eller The White Stripes, for den sags skyld. De befinder sig i en hel anden ende af spektret med deres luftige popmusik, hvis atmosfæriske lyd indbyder til en køretur op ad en lang kystlinje på den amerikanske vestbred. For selvom The Thrills er fra Irland, er inspirationskilderne tydeligvis amerikanske. Hvor det gode vejr svigtede under The Thrills’ koncert på Roskilde Festivalen, kompenserede bandets solskinsfulde popmusik for det i rigelige mængder. De spillede bl.a. singlen Big Sur, som er en smittende behagelig sang, og den elskelige Old Friends New Lovers. Gennemgående for hele sættet viste bandet, at det er muligt at ruske nyt liv i en musikalsk stil, der blev startet for mere end 30 år siden. Navne som The Byrds, Neil Young samt Buffalo Springfield har sat deres mere eller mindre tydelige afmærkning i The Thrills’ musik. Også med en sang som Santa Cruz (You’re Not That Far) viste irerne, hvordan man skriver en sang, som kan sætte store smil på publikums læber – og med sådan en stærk popmelodi cementerer The Thrills, at de bestemt er værd at snakke om. Luften gik dog lidt af ballonen hen mod enden af koncerten. Forsanger Conor Deaseys charmerende fremtræden på scenen samt de nærmest bukkende taksigelser mellem numrene var ikke helt nok til at holde sammen på koncerten. Resten af bandet gemte sig forsøgsvist langt bagude på scenen og koncentrerede sig udlukkende om at spille deres musik. Derfor var der tæt ved ingen bevægelser at spotte, bortset fra de ivrigt flyttende hænder på instrumenterne mod nye akkorder – desuden var deres hoveder ofte rettet mod instrumenterne i stedet for mod publikum. Her fornemmede man sagtens den manglende rutine i det unge band. De mangler noget liveerfearing, hvilket især kom uheldigt til udtryk ved, at de ved ekstranummeret simpelthen var løbet tør for numre og derfor måtte ty til at spille Big Sur påny. The Thrills er et meget lovende band, som skriver rigtigt gode, iørefaldende sange, og når de har turneret et par år mere, glæder jeg mig til at se dem igen, for så er jeg mere end sikker på, at oplevelsen vil være helt anderledes.

Blot udstyret med akustisk guitar og keyboard trillede Daniel Johnston igennem sine simple, ærlige og barnagtige sange. Hvorfor han har så stor en fanskare, er det dog svært at gøre sig klog på.Myten omkring Daniel Johnstons person har cirkuleret i mange år efterhånden, og de talrige historier om hans sindssyge og de medfølgende skøre handlinger på grund af denne gør ham ikke mindre spændende. Interessen var egentlig allerede vakt, da jeg læste, at mange musikalske ikoner har erklæret sig dedikerede fans af manden. Det var derfor med stor nysgerrighed og interesse, at jeg troppede op ved Pavilion-scenen for at se, hvilken musik der måtte gemme sig bag navnet Daniel Johnston. Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto En stor skikkelse med en barnlig fremtræden gjorde sit indtog på scenen. Med sig havde han blot en akustisk guitar samt et keyboard. Johnston lagde indledningsvist ud med guitaren, som på intet tidspunkt gennem koncerten var korrekt stemt. Det gjorde dog ikke så meget, da det var et komplet anderledes udgangspunkt, som lå plantet i denne koncert. Johnstons vokal vibrerede ligeledes skævt, og det ville være en skam af større format at kalde ham en god sanger. Alligevel lå der en vis charme i de ligefremme kompositioner, hvilket gik fint i spænd med Johnstons naive, barnlige univers med simple AB-rim. Den indledningsmæssige tekstlinje, som blev gentaget et utal af gange, lød: “œBaby, you drive me crazy“. Mere simpelt kan det næppe siges, og alligevel var det mere end rigeligt, for at han fik sit budskab skubbet over scenekanten. Daniel Johnstons sange fremstod meget skitseagtige med reelt potentiale til at blive nogle smukke kompositioner, men som de blev fremført her, blev man hurtigt mættet. Jeg kan sagtens se, hvad andre ser i Johnston, men selv samme virkning prellede af på mig. I det mindste fik jeg Johnston afmystificeret. Jandek må være den næste!

Countrytraditionen blev holdt i hævd, da den svenske cowboy indtog scenen. Han spillede sine inderlige melodier med ynde.Som tilfældet var med amerikanske Interpol, led den svenske cowboy Christian Kjellvander samme paradoksale skæbne på dette års roskilde Festival: At skulle krænge sjælen ud med sine lune countrysange for højlys dag! Det ville vel sagtens være for meget at forlange at placere bandet på en prærie ved fuldmåne med et bål knitrende ved siden af, men helt ærligt; at lade Kjellvander spille en drønvarm lørdag middag burde praktisk talt være en forbrydelse mod countryintegriteten! Foto: Klavs Bo Christensen/Rockphoto Sveriges måske mest begavede musiker inden for den amerikanske sangskrivningstradition spillede udvalgte sange fra sin stærkt roste soloplade, Songs from a Two-Room Chapel, som mange steder bevæger sig i samme ånd som Bruce Springsteens Nebraska eller Neil Youngs After the Gold Rush – og Kjellvander gjorde det med en samtidig ærlighed, inderlighed og ydmyghed, som gjorde det tæt ved umuligt at slippe opmærksomheden fra scenen. Kjellvander lagde blottet og afdæmpet ud med guitar og sang, og han blev henad vejen akkompagneret af resten af bandet, der ud over de traditionelle instrumenter også talte de yndige toner fra en mandolin samt en grædende violin. Kjellvanders ydmyghed kom dog desværre også negativt til udtryk, eftersom han ikke skabte nogen kontakt med sit publikum. Det blev kun til et lavmælt “œtak” mellem sangene. Når han nu tager del i folk- og countrytraditionen, savner man lidt et par lune anekdoter eller lidt tør humor, som mange af Kjellvanders forgængere har mestret. Til trods for ønsket om “œlidt mere” er svenskerens sange dog heldigvis stærke nok til at hvile i sig selv, og den lille times nærværende intimitet i selskab med Kjellvander var så fornøjelig, at jeg ser frem til næste gang.