Med en scenografi så imponerende som den, Flaming Lips stillede op med, samt et musikalsk repertoire, som ligeledes er imponerende, kunne man ikke andet end at gøre som Wayne Coyne: smide begge arme i vejret og blot overgive sig.
 |
Wayne Coyne må være blandt de mest forfriskende karakterer, jeg nogen sinde har oplevet på en scene. På sprudlende vis brugte Flaming Lips-frontmanden med de grå stænk i skægget og den barnagtige umiddelbarhed bandets koncert på at skyde sine arme triumferende i vejret, kaste med balloner og konfetti, skyde med skarpe projektører med sit henførte publikum og tilmed få dem til at synge fødselsdagssang for de fødselarer, som var at finde foran scenen. Altimens var der fans klædt ud i store kostumer som bjørne, fugle, hunde og katte – tilmed Jesus og julemanden – som dansede i begge sider af scenen, mens gigantiske balloner fløj rundt i teltet blandt publikum og blændende lys og røg fyldte de tilbageværende luftarealer. Bagved bandet kørte besynderlige videoer, som fulgte hver af Flaming Lips’ fornøjelige toner. Der var budt velkommen til Flaming lips’ verden: En halvpsykedelisk rockforestilling, når den er mærkeligst og mest tiltrækkende.
Bandets to seneste plader, The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots er blevet rost til skyerne af såvel anmeldere som fans, men hvis der er et sted, hvor Flaming Lips virkelig træder i karakter, så er det på en scene – hvis ikke for musikken alene, så i hvert fald for deres interessante og opfindsomme sceneshows.
Udover at spille deres ene mindre hitsingle She Don’t Use Jelly fra deres plade fra 1993, Transmissions From the Satellite Heart, holdt bandet sig primært til sange fra The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots, heriblandt de fine Waiting for a Superman og Do You Realize??. At bandets tekstunivers blandt andet borer i eftertænksomme emner som menneskelig dødelighed, følelser hos robotter samt livet blandt insekter, kunne kun føre til den snurrige, forblændende oplevelse, der var at finde ved Flaming Lips’ optræden på Midtfynsfestivalen.
Da koncerten nærmede sig sin ende, og man som tilskuer måtte forlade Flaming Lips’ eventyrland, var Coyne meget taknemmelig og ydmyg over for sit publikum; han hoppede ivrigt på stedet og kastede endnu en gang sine arme i vejret. Da de sidste små stykker af konfetti var faldet til jorden, og de sidste balloner var sprunget, var både publikum og formodentlig også Jesus og selveste julemanden stadig høje af oplevelsen, før de bevægede sig tilbage til deres lejr og funderede over, hvad det lige præcist var, de var blevet udsat for.
Læs også Undertoners anmeldelser af
Flaming Lips, The: Yoshimi Battles the Pink Robots
Flaming Lips, The: Ego Tripping at the Gates of Hell EP
