Camp Neverland er en trio af gademusikanter, der har brugt Europa som sit øvelokale med gøglere og tiggere som kolleger i det daglige arbejde med at få de forbipasserendes opmærksomhed. Lyden på gruppens første ep, Neverland News, er ikke helt så spraglet som baggrundshistorien. Til gengæld byder den på både fine og folkede øjeblikke.
Med 13 studiealbums i bagagen bør det amerikanske kultorkester Yo La Tengo om nogen vide, hvordan man skruer et godt album sammen. Ikke desto mindre drukner gruppens musikalske kvaliteter i ensformighed samt alt for lidt udvikling, og hvad der oprindeligt er gode sange, ender med samlet set at fremstå kedelige.
På sit andet soloalbum tager Big Boi en afstikker fra hiphoppens hovedvej og forsøger i stedet at genopfinde 80'er-funken i samarbejde med bl.a. Phantogram og Little Dragon.
Med fire skruer i sin gipsindsvøbte venstre tommelfinger indspillede den tyske pianist ni enkle kompositioner til ære for de fingre, han ikke havde brækket. Resultatet er en fin lille plade, der veksler mellem smuk følelsesgranskning og letbenede strøtanker.
Highasakite byder den popglade lytter velkommen med en række for genren usædvanlige elementer. Indianske rytmer, dundrende stortromme, tunge klaverakkorder, synth og indie blandes sammen til et stort, melankolsk popeventyr på All That Floats Will Rain.
Til trods for at Indians endnu ikke er et stort navn herhjemme, har han i kraft af at tilhøre det prominente indieselskab 4AD præsteret mere end de fleste kunstnere herhjemme. Forventningerne er derfor store, og på debuten indfries de minsandten til fulde.
Ambientduoen Small Things on Sundays udgiver deres første lp. Elektroniske lydlandskaber, der med løfter om grønne skove og fjerntliggende måner vil hive dig ud af vinterens trommerum. Desværre bærer musikken ikke den ophøjede tanke bag.
Det danske musikkollektivs nye plade fortsætter, hvor 2008-debuten slap. Der er dog kommet mere råhed og mindre ambient electronica ind i gruppens udtryk, hvilket munder ud i en spændende kreativ lyd, der dog til tider virker usammenhængende.
Selvom hiphop-undergrunden i den senere tid i høj grad har indfanget et større publikum, ligger der stadig mange talenter gemt i genrens hemmelige kamre. Roc Marciano er et af dem.
I Am Kloot imponerer med sine fyldige og billedskabende popeskapader, men albummet har i sine mindre stærke øjeblikke tendens til at blive lige vel tilbagelænet.
Undertoner indleder en mindre temaserie om afrikansk musik med en oversigt over de bedste etiopiske plader i 2012. Listen er sammensat af Andreas Hansen og Karen Obling fra bloggen Addis Rumble. Læs med og få afklaret, hvorfor etiopisk musik er meget mere end Mulatu Astatke.
Svenske Woodlands serverer guitarrock med fin, feminin leadvokal i front og har begået et godt debutalbum.
J-POP og K-POP er begreber, mange vil tænke på, når man nævner asiatisk musik. Men vore østlige fætre har uendeligt meget mere at byde på, hvilket Shugo Tokumaru glimrende viser med sine velstrukturerede indiepopnumre og sin betagende, uforståelige japanske vokal.
På sit tredje album fortsætter Chaz Bundik ufortrødent rejsen ind i Toro y Moi-universet. Det resulterer i adskillige nye finurlige numre, men charmen er denne gang en smule fraværende. Det er Bundik dog ikke blevet en dårligere musiker af.
