Black Mountains tredje udspil lyder i bandets natur stort set som de to foregående. Denne gang er der dog føjet metalrock og heltedyder til repertoiret. Et ikke imponerende værk fra en driftsikker enhed.
Plader
The Blue Van: Love Shot
The Blue Van beviser på sin fjerde plade, at de er dygtige til at skrive fængende, guitardrevne rocknumre. Men desværre er fremførelsen for pæn og forsigtig, så Love Shot er sjældent vedkommende.
Isobel Campbell & Mark Lanegan: Hawk
Isobel Campbell og Mark Lanegan tilfredsstiller lytterens tørst efter nostalgi med deres tredje fælles udspil, og endnu en gang kan man fortabe sig i blues, folk og country spændt ud mellem vokaler af silke og sandpapir.
Of Montreal: False Priest
Kevin Barnes' indiepop-hjertebarn Of Montreal fra Georgia er rykket til LA og har kastet sig ud i glam, disco, R&B og funk - i falset. Det er ganske rædsomt, men bedre numre gemmer sig undervejs. Der er dog stadig langt til bandets tidligere niveau.
Highspire: Aquatic
Aquatic er velspillet, klassisk shoegazer, som den lød i 90'erne. Det er også samtidig dybt uinspirerende og rimelig ligegyldigt.
Hypnos 69: Legacy
Hypnos 69 leverer forrygende nedsmeltning i en smeltedigel af genrer. Momentvis. Enkeltstående, lange, enorme monumenter.
Junip: Fields
Singer/songwriter José González har med sin solokarriere opbygget en vis spænding omkring sit band Junips første fuldlængdealbum. Den svenske trio har dog mere end svært ved at indfri forventningerne.
Matthew Dear: Black City
Dystre, dansable, elektroakustiske eksperimenter fra Matthew Dear, der på dette album har gang i mange genrekasketter. Det høje bundniveau kompenserer for den lidt monotone opskrift.
RPA & the United Nations of Sound: United Nations of Sound
Det er en slem verden, men frygt ej, Richard Ashcroft er her for at redde os. Med sit nye soloprojekt fejrer han livet, kærligheden og musikken på en plade, hvor teksterne giver halsbrand, og musikken drukner i klichéer.
Coco Moon: s.t.
Coco Moons minimalistiske synthpop har stedvis hitpotentiale, men fremstår i sin fulde spilletid som en lidt for sukret oplevelse blottet for større kreative indspark.
Wildbirds & Peacedrums: Rivers
Duoens nyeste album består af de to ep’er Retina og Iris, og på trods af at der på hver af ep’erne er distinkte omdrejningspunkter i kirkekor og steelpan, er der samme minimale lyd og affektive stemning gennem hele albummet.
El-P: Weareallgoingtoburninhellmegamixxx3
El-Producto lader landskaberne tale for sig selv på sit nye non-verbale megamix. Det er stadig umiskendeligt ham og af høj kvalitet, men savnet af rap er svært at komme udenom, og El-P er ingen J. Dilla.
Microtia: Spacemaker
Portland-bandet Microtia spiller som begejstrede 12-armede blæksprutter. Desværre hæmmes de af migrænefremkaldende vokaler og så mange rytmeskift, at enhver Red Hot Chili Peppers-fan vil række efter kummen.
Arp: The Soft Wave
På sit andet album under kunstnernavnet Arp rækker Alex Georgopolous tilbage til 70'ernes tyske synthesizerpionerer, men opererer med en snert af popelementer, der undertiden trækker hans synthdrone mod traditionel sangskrivning.