Figurines har udgivet et spændende og potent album, der viser, at bandet mestrer langt mere end blot skæve indievirkemidler og charmerende kompositioner. Bandets mest helstøbte og i mine ører også bedste udgivelse.
Plader
Frankie Rose and the Outs: s.t.
Frankie Rose har smidt trommestikkerne og stillet sig op til mikrofonen med sine egne sange. Resultatet er en atmosfærisk popplade på det jævne, for hun er hverken særlig interessant som sanger eller noget åbenlyst sangskrivertalent.
Pulled Apart by Horses: s.t.
Britiske Pulled Apart by Horses vil meget, men ender midt mellem to stole på deres selvbetitlede debutplade. Evnerne og spillelysten er stor, men ønsket om kunstnerisk anerkendelse spænder ben for de unge briter.
ISAN: Glow in the Dark Safari Set
ISAN leverer soundtracket til efterfesten, hvor pulsen er faldet og stimulanserne er forsvundet fra blodbanen.
Lower Dens: Twin-Hand Movement
Lower Dens' debutplade er et smukt og vellykket soundtrack til efteråret. Den elegante kombination af Jana Hunters vokal og en svævende og nysgerrig instrumentering gør det her til en af kandidaterne til årets plade.
The William Blakes: The Way of the Warrior
Man kommer aldrig helt ind under huden på The William Blakes på deres tredje studiealbum. Måske er det de synthede overtoner og stærke reminiscenser fra 80’erne, der gør det; måske er den store forskel mellem både numrenes kvalitet og udtryk.
El Guincho: Pop Negro
På Pop Negro blander El Guincho et væld af genrer og skaber deres eget originale psychpop-univers, der dog godt kunne trænge til lidt mere variation på de enkelte numre.
Grinderman: 2
Rock Nalle kaldte engang et cover af "Shake, Rattle & Roll" for "Beskidt, sulten & træt". Lige netop sådan har jeg det efter at have lyttet intenst til Grindermans ni nye sange. Og det er fandme en fed fornemmelse.
Lloyd Cole: Broken Record
Lloyd Cole har faktisk udgivet interessante plader, men i et forsøg på at nærme sig country/folk-genren dør Broken Record allerede inden opløbsstrækningen.
Interpol: s.t.
Interpols fjerde album er dyster og selvsmagende pop/rock, der ikke kan sættes en finger på, men kun pletvis rammer solar plexus.
Sufjan Stevens: All Delighted People EP
Som Sufjan Stevens' øvrige udgivelser er hans nyeste ep alt andet end jordnær. Alle regler og konventioner bliver brudt, og selvom det ikke altid er lige godt, er det aldrig uinteressant.
I Am Kloot: Sky at Night
Den melankolske Manchestertrio, I Am Kloot er for denne plade nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize. Umiddelbart synes jeg ikke pladen ligner en vinder.
Jacob Faurholt & Kasper Rønberg Schultz: Utyske
Man må lede forgæves efter de musikalske kvaliteter på Utyske, som mest alt lyder som resultatet af en tilfældigt eftermiddag i hjemmestudiet. Et uværdigt udspil fra de to eks-medlemmer af Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur.
Eels: Tomorrow Morning
Alle gode ting er i tre, siger gamle ordsprog - og reklamer for Kinder-æg. Men er Eels' afslutning af sin albumtrilogi et velkendt gammelt produkt, eller gemmer der sig en overraskelse under skallen?