Surfing the Void er britiske Klaxons' imødesete andet album. Rent kunstnerisk er den ikke langt fra debuten, og det er både godt og skidt.
Plader
Roots: How I Got Over
Roots bevæger sig dybt ind i indiepop- og indierockland. Men det gør ikke noget, for de glemmer ikke hiphoppens dyder: beats, rim og historiefortælling.
The Norman Conquest: s.t. EP
Ærlig og redelig pop på denne ep med tre sange. Man får ikke meget for pengene, men er man til gedigen radiopop, kunne man måske få hang til The Norman Conquests poppede sangunivers.
Chapter: Three (A Collection of Monsters)
Chapter har med Three forsøgt at lave et helstøbt, melankolsk folkrock-album, der tager fat på livets mere alvorlige sider. Resultatet er et selvhøjtideligt og til tider næsten irriterende dybfølt album, der føles kunstigt og uvedkommende.
The Books: The Way Out
Grænsen mellem galskab og genialitet er hårfin – især når det gælder kunstnere, der forsøger at revolutionere den måde, man anskuer musik på. Jeg ved ikke, om det er det, The Books forsøger, men det lykkes i hvert fald.
Baths: Cerulean
Med afsæt i hiphoppede beats præsenterer amerikanske Will Wiesenfeld både glædesstrålende electronica og længselsfuld pop på sin udmærkede debutplade, der dog har visse skønhedsfejl.
Best Coast: Crazy for You
Debutalbummet fra Best Coast har været imødeset med spænding siden sidste år. Albummet vil formentlig ikke skuffe fans af bandet, for det lyder præcis, som man kunne forvente – som snydt ud af næsen på USA.
Hjaltalín: Terminal
At påstå, at Terminal er mere sjælden end køn, er lige groft nok. Det er dog sjældent, at skæve indiebands kaster sig over musicalgenren med så stor loyalitet. Resultatet er solidt, på sin vis vellykket og ikke videre lytteværdigt.
Rene Hell: Porcelain Opera
Tangerine Dream, Cluster og Ash Ra Tempel er for nylig blevet genopdaget af en række af vor tids elektroniske musikere. Nyeste skud på stammen hedder Rene Hell. Det er der kommet et godt og sanseudvidende album ud af.
Kaigen21meiso: Root Is the New Leaf
Når man stort set kun kender til engelsk- og dansksproget hiphop, kræver det en vis indsats at høre en japaner og en hawaiianer rappe på deres egne modersmål. Jeg forstår ikke et ord - men det er lige meget.
Wolfgang Voigt: Freiland Klaviermusik
Freiland Klaviermusik er spændende, men også så tung og svært tilgængelig, at den aldrig rigtig kommer til at fungere.
The Coral: Butterfly House
The Coral har som altid skruet en plade sammen med flair for melodien. Alligevel havde det været rart, om bandet hele vejen kunne være lige så gode til at overraske, som de er på pladens sidste skæringer.
The Kissaway Trail: New Lipstick EP
New Lipstick indikerer, at The Kissaway Trail ikke helt har forstået styrken ved ep-formatet. I stedet for at bakke op om bandets nye, glimrende album, trækker den nærmere helhedsindtrykket ned med en række ligegyldigheder.
Mount Kimbie: Crooks & Lovers
Det seneste vragstykke fra dubstep-implosionen kan spores tilbage til to purunge London-knægte. Og på trods af at mærkatet er 'post-dubstep', er dette noget af det mere imødekommende og fængende, scenen har produceret.