Det er en dejlig umiddelbar og iørefaldende plade, The Go Find har udgivet. Meget anti-vinter og luftig – men også en anelse for endimensional.
Plader
ALX: Ambition
Dansk-amerikaneren ALX leverer en gedigen omgang hardcore-inspireret hiphop, der både er fremragende produktionsmæssigt og til tider lyrisk. Dog skæmmes albummet af et par ganske unødvendige numre.
Marshmallow Kisses and Candy Apples: MKCA EP
Danske Marshmallow Kisses and Candy Apples’ ep byder på enkelte gode elementer, men er desværre mest præget af en høj grad af uopfindsomhed og en vokal, der trækker det samlede indtryk ned.
RebekkaMaria: Sister Sortie
»Fordi hun vil og kan 'mere'.« Sådan lyder det gudhjælpemig i pressemeddelelsen til RebekkaMarias nye album. Mere? Ja, måske, hvis der med 'mere' menes mere kliché, mere skabethed og mere metervare.
The Lucy Show: …Undone
Trods visse kvaliteter er ...Undone, The Lucy Shows debutplade fra 85, ingen vigtig genudgivelse. Bandet formår hverken at få de ellers ganske fængende melodier til at funkle eller gøre det mørke tekstunivers dragende.
Spoon: Transference
Amerikanske Spoon både forkæler og forskrækker med denne perle af en indierockplade.
For Against: Never Been
Et ubeslutsomt navn til et band med dybe rødder. En selvudslettende titel til en darkwaveplade, der aldrig peaker. En anmelder, der er både for og imod.
My Evil Twin: The Slow Escape
The Slow Escape er en velproduceret, velspillet og iørefaldende debut. Eneste problem er, at pladens pendulering mellem electro/synthpop og (indie)pop ikke udnytter den potente energi, der findes i pendulets spændingsfelt, men fremstår lidt skizofrent.
Yamon Yamon: This Wilderlessness
Som en harmløs rejse gennem et ensformigt terræn snoer Yamon Yamon sig rundt i et idyllisk lydlandskab. Nogle vil måske betages, de fleste vil gabe efter et par numre.
Bomb the Bass: Back to Light
Back to Light indeholder velpoleret, kedelig housepop fra en af den elektroniske musiks pionerer, Bomb the Bass aka Tim Simenon.
The Kissaway Trail: Sleep Mountain
The Kissaway Trail tager på deres andet album fat, hvor de slap: med store korarrangementer, monstrøs intrumentering og voluminøse popkompositioner. Den følelsesmæssige respons mangler ikke, men de frigør sig aldrig fra forbillederne.
The Ruby Suns: Fight Softly
The Ruby Suns' seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt på coveret, for så lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.
Tunng: …And Then We Saw Land
Man skal lede efter tyngden i Tunng, for selvom den er der, og melankolske momenter glimtvis optræder, holder bandet ikke fast i dem, men skaber med ...And Then We Saw Land solstråler på en grå vinterdag.
U.S. Girls: Go Grey
2050's Brian Eno er U.S.-pigen Megan Remy dejligt dumt blevet kaldt. Forhåbentligt kommer den vildledende overkompensation ikke til at afholde alt for mange fra at lytte til hendes dystre østrogen-noise.