Mumford & Sons spiller på deres debut en moderne omgang folkrock, der er inspireret af lige dele Beach Boys og The Band. Desværre bliver bandets ene trick ret hurtigt gammelt, for den dynamiske struktur bliver på intet tidspunkt udfordret.
Plader
Martin Hall: Relief/Cutting Through
Jeg føntørrede håret, tog ghettoblasteren på skulderen og rejste tilbage til 80’erne; her stødte jeg på et af de bedste argumenter mod synspunktet om, at dette var lortemusikkens årti.
V/A: Don’t Scare Isn’t Life Not Human
Fem kunstnere fra ind- og udland får på denne udgivelse fra danske Neh-Owh Records lov til at slippe ud af anonymiteten og få spilletid på anlægget. Og der er heldigvis gode numre imellem.
The Soundcarriers: Harmonium
The Soundcarriers imponerer med psykedelisk pop og analog nostalgi på et fantastisk gennemført debutalbum.
Brett Anderson: Slow Attack
Det kunne være så rart, hvis Brett Anderson fra hedengangne Suede lavede et fantastisk album. Men på hans tredje soloalbum fortsætter han den afdæmpede stil, og selvom det er sympatisk, gør Slow Attack desværre ikke indtryk.
Anders Thrane: Ildsjael
Artworket på Anders Thranes debut er psykedelisk på Christania-måden, og den dansksprogede popfolkplade egner sig da også bedst som klichefyldt baggrundsmusik til brunch på Morgenstedet.
Kurt Vile: Childish Prodigy
Ambient-troubadouren Kurt Vile har med to uhørt lovende plader på under to år skabt det perfekte udgangspunkt for sin Matador-debut. Lyden af amerikansk landevej har aldrig lydt mere indbydende.
The Witch and the Robot: On Safari
Wauw! Velkommen til en verden af alternative symfonier og genresammensmeltning af bedste kaliber. Enkelte ting kunne ændres, men gennemgående er On Safari bare pisseforførende. Så simpelt kan det siges.
Richard Youngs: Under Stellar Stream
Richard Youngs har endnu en gang flyttet sin minimalisme et andet sted hen og har med ordrepetitioner lavet noget så fængende, at det nærmest kan kaldes 'pop'.
Strawberry Blonde: Glorious
To danske tvillingesøstre med rødblondt hår (deraf bandnavnet) har udgivet et debutalbum, hvis ukomplicerede poprock på countrymåden er kedeligt og ensformigt og derfor ikke fænger.
Chris Garneau: El Radio
Stemningsfyldt – ja. Sindsoprivende – nej. Veludført – ja. Mindeværdigt – nej. Lyttevenligt – ja. Udviklende – nej.
Rain Machine: s.t.
TV on the Radios Kyp Malone vækker glæde, eftertænksomhed, danselyst og kedsomhed med soloprojektet Rain Machine. Et charmerende bekendtskab, der blander rock, folk og country med vekslende held.
Solander: Since We Are Pigeons
Since We Are Pigeons er en papvin, to guitarer, en mørk skov, et uldent tæppe, en at holde i hånden og nogle gode venner at grine sammen med. Since We Are Pigeons er dit livs bedste oplevelser komprimeret og set i skæret fra et lejrbål.
Dub Tractor: Sorry
På sit sjette album tager Dub Tractor endnu et skridt i retning af at droppe electronicaen til fordel for dreampop. Det sker dog ikke 100 pct., hvilket lidt knækker albummet midt over.