David Byrne og Brian Eno slår pjalterne sammen i et udspil, der i den grad får mit ellers kolde pophjerte til at banke. Det er pop med ganske komplekse musikalske strukturer, og hertil kommer et hav af fine tekster og betragtninger fra David Byrnes skæve tekstunivers.
»The world is neither just nor unjust,« sang Robert Smith på The Cure-albummet Bloodflowers. Det virker nu alligevel urimeligt over for yngre konkurrenter, at The Cure efter så mange år og udgivelser stadig laver så storartede plader som den nyudkomne 4:13 Dream.
En tilbagevenden til form for det new zealandske rawk-orkester. Og med form menes der »catchy garagerock, der aldrig for alvor sætter tænderne i.« Man kan mene, at den slags er ved at være en saga blot, men The Datsuns overbeviser halvt om, at hjertet i projektet ingenting fejler.
Home indeholder to slags sange. Dem, der kræver sin lytters tålmodighed og nok skal lukke op, hvis bare du banker på længe nok. Og dem, hvor der bare ikke er nogen hjemme, hvor længe du så end bliver stående på dørmåtten.
Nightshift er Hinsidans tredje ep, og på albummets fire numre, der både inkluderer et remix og en live-optagelse fra Ungdomshuset, når bandet vidt omkring rent musikalsk. Et enkelt nummer er fremragende, mens resten halter efter, og det resulterer i en usammenhængende ep under middel.
Det velproducerede – nogle steder tilsat et skud stikkende vanvid – præger hiphopkollektivet The Mighty Underdogs’ første udspil. Konstellationen med bl.a. Lateef the Truthspeaker og Gift of Gab er interessant og spændende, men levede i første omgang ikke helt op til mine forventninger. Men de var så heller ikke afstemt med virkeligheden.
Skammens Vogn har lavet en dansksproget plade, der er lys og luftig som P.S. Krøyer, skarp og essentiel som Arne Jacobsen og legesyg og eksperimenterende som Wilhelm Freddie.
Med The Chemistry of Common Life har Fucked Up lavet en dybt ambitiøs og musikalsk ekstremt gennemarbejdet hardcore-plade, der tager livets helt store spørgsmål op og i det hele taget ikke står tilbage for noget som helst. Resultatet er overvældende og blandt de bedste plader i 2008.
Barbara Morgenstern lader elektronik og klaver skiftes til at sidde på førersædet på BM. Det er tit skævt og luftigt, og det tyske gør et eller andet. Men det er også lidt kedeligt. Og så lugter det lidt af 90'erne. Måske lidt for meget.
Melodimaterialet fejler bestemt ikke noget på Blitzen Trappers fjerde plade, Furr. Men det er alligevel ikke et udspil, der sådan for alvor sætter sig fast i hverken hjernebark eller hjertekule.
På et letflydende popalbum leverer Murs en skrantende præsidentkampagne uden diplomatisk berøringsangst. Det her er hiphop med sjæl og klassiske dyder, hvor der både bliver pralet, leveret moralske opsange og klaget over verdens tilstand. Det er samtidig hiphop, der undrer sig over kærlighedens væsen og tager kampen op. Murs som præsident.
Mens verdensnavnet The Strokes holder en længerevarende siesta, debuterer trommeslager Fabrizio Moretti med sideprojektet Little Joy. Ud af det er der kommet et ualmindeligt charmerende og tilbagelænet folk-inspireret album, som kun enkelte gange leder tankerne hen på The Strokes.
Angela Desveaux er en kvinde, og hun synger meget godt. Hun har en god stemme, og hun formår at bruge den godt. Angela Desveaux har et backingband, der spiller på twangguitar, på violin og piano og lidt på bas. Angela Desveaux har lavet en plade, og den er ikke perfekt.
De nordjyske retrorockere i The Blue Van udvider denne gang deres lydunivers med lidt glam og sågar rap og sax et enkelt sted. Det er dog først og fremmest den melodiøse guitardrevne rock, der er i centrum, og meget – men ikke alt – lykkes på denne tredje fuldlængdeplade.
