Radioheads kreative mastermind, Thom Yorke, har på imponerende vis fået tid til at skabe The Eraser, imens Radiohead lever i bedste velgående. Resultatet er en rigtig vellykket og underspillet plade, der mestendeles vinder på sin intime atmosfære og afdæmpet elektroniske udfoldelser.
I fire stærkt fængende sange forener Death by Kite guitarstøj med melodiske basgange. Selv om bandet spiller lige vel simpelt, er deres musik så effektiv og tillokkende, at denne demo lover godt for kommende udgivelser med denne danske rocktrio.
Den århusianske kvartet Attrap debuterer med en ep på det nystartede Århus-selskab Warfare Records. Sangskrivningen fejler intet, men gruppen har tydelige problemer med at cutte navlestrengen til inspirationskilderne. Attrap mangler simpelthen endnu at vise afgørende selvstændighed.
Den gådefulde no-pop-diva Niobe leverer på sit fjerde udspil en parade af alsidige og forførende sange. En krystallisk produktion og en konceptuel atmosfære binder en sløjfe på tværs af genre-mylderet.
Der skal lange arme til at favne så vidt, som en række kunstnere forsøger på Sandholm. Der er næsten lige så mange genrer som sange på albummet. Derfor lykkes heller ikke at holde styr på udskejelserne, men til gengæld indeholder albummet et par spændende perler.
3/4 af britiske Mojave 3 har en fortid i det legendariske shoegazerband Slowdive. Kvartettens femte udgivelse markerer en skillevej for dem, idet musikken ikke længere er så udpræget melankolsk. Dette er i stedet en rigtig sommerplade. En overraskende udvikling, der oven i købet fungerer fortræffeligt.
Et skævt og skramlet lofi-overflødighedshorn af et dobbeltalbum – garneret med en nærmest nonchalant letsindig produktion. Denne 2-i-1'er indeholder faktisk en del fine indslag, om end 22 numre er lige i overkanten.
Svenske Erik Möller har slæbt et ustemt klaver og vakkelvorne guitarer med ud i en gammel hytte. Instrumenternes længselsfulde toner, hyttens rungende akustik og Möllers skrattende, knitrende elektronik smelter sammen på en fin og nostalgisk plade.
Mikael Simpson dyrker stadig det minimale i sine elektronisk funderede popsange. På denne tredje plade i eget navn søger Simpson et overvejende elektronisk udtryk. Afvigelsen er ikke stor fra de øvrige plader, men så længe melodierne er stærke... og det er de oftest.
Svensk punkrocks svar på Olsen-tvillingerne. Men hvor Mary-Kate og Ashley er Hollywoods version af sød og nuttet, er Dräp En Hund de to teenagepiger med mest attitude på rockscenen. Selv om ikke alle numre virker lige godt, er det svært at undgå at blive tiltrukket af de to tøsers skramlede punkrock.
Lidt fine guitarmelodier, en smule piano og slæbende beats. Så er opskriften på et Helios-nummer næsten komplet. Tilsæt en knivspids godt håndværk, en halv omgang enslydende numre, og den er ved at være der. Nu mangler der blot positiv stemning og forudsigelighed - så har vi Eingya.
Der er langt fra Galias Durants lidt indadvendte udskejelser i det hedengangne Team LG til denne markante opblomstring på Psapps andet album. Duoen er i deres fælles es på denne musikalske eksplosion af en udgivelse, som er stærkt anbefalelsesværdig på lune sommeraftener.
Homesick Hank er i fornemt selskab på Leave It Behind. I producerstolen sidder Paul Oldham, mens hans mere kendte bror Will Oldham (Bonnie 'Prince' Billy) bidrager på vokalsiden. Resultatet er en samling fine americana-sange, der dog bliver en smule kedsommelige i længden.
Danske Demons Are Real giver med deres andet udspil, ep'en Hum Speed On/Off et alternativt bud på dansk rock anno 2006. Stilen er dyster, melankolsk og med inspiration fra 80'ernes mørke poprock som Joy Division og The Cure. Og stilen bliver fulgt helt til dørs. En helstøbt og anderledes ep.
