Den tidligere Sparklehorse-sangerinde Sophie Michalitsianos formår med sit soloprojekt, Sol Seppy, at skabe sin egen lyd som blander singer/songwriter, klassisk og elektronisk musik på en smuk og skrøbelige måde. Sol Seppys solodebut er personlig, fortryllende og yderst vanedannende.
Jomi Massage iklædt en dannebrogs-burka på coveret. Skandinaviske Klagesange vil tydeligvis gerne skabe røre omkring sig. Udgivelsen blev udskudt pga. Muhammed-krisen, men nu er albummet på gaden. Et ambitiøst blandingsprodukt, hvor DR Big Band og jazzmusikeren Lars Møller er Jomi Massages sparringspartnere.
Indierockerne fra San Diego har sagt adjø til de latinske virkemidler fra forrige udspil, men bevaret den sørgmodige tone. The Spell er ikke lydsporet til en dag på stranden. Faktisk får man mest ud af pladen, når solen er gået ned – dér kan man til gengæld også opleve magi.
Greg Dulli vender tilbage til rampelyset med en samling ret ordinære rocksange, der alt for ofte klinger af stadionrock, og som oven i købet hæmmes af en tam produktion og alt for mange attituder frem for regulær substans.
Denne unge London-MC er blevet hypet ganske meget i sit hjemland som den nye talentfulde leder af grime/hiphop-miljøet i England. Én del west coast-hiphop og én del knastør grime har skabt et yderst velproduceret album, men med fjollede fejltagelser.
Når Jack White og hans legekammerater beslutter at udgive en plade, går det ikke stille af sige. Men der er noget om hypen, for The Raconteurs laver gedigen rock musik, som det er svært ikke at holde af. Nydes bedst en varm sommerdag med en kold øl i hånden.
En sært planløs plade fra New York-legenderne. De øvrige plader fra dette årtusinde har måske nok sladret lidt om bandets alder, men der har alligevel været masser at komme efter. Det kniber det desværre med denne gang, og Rather Ripped føles alt for ofte kedelig.
From Here to There kunne have været en udmærket ep. Men når syv ud af 12 sange højest kan betegnes som fyld, er det umuligt for albummet at undgå at ende som en ligegyldighed.
Amerikanske Oceanographer har skabt et soundtrack til dage med vedvarende stille regnvejr og melankolsk dagdrømmeri. Pladen byder på mange stemningsmættede og atmosfæriske øjeblikke, men alligevel sniger monotonien sig på undervejs. Og selv om udtrykket varieres undervejs, savner man lidt mere dynamik.
Med et udtryk, der søger i alle tænkelige og utænkelige retninger, tager canadiske Islands indiepoppen med på dannelsesrejse. Return to the Sea omfavner alt fra svævende country-flader til varme, sexede calypsorytmer, og det er helt igennem herligt.
Herhjemme er Tapes 'n Tapes nok bedst kendt som bandet, der tog Figurines på deres USA-turné, men de er også et af de seneste års mest hypede navne. Debutpladen The Loon fra efteråret bliver nu distribueret i hele verden. Og det er på tide, for der er nemlig hold i den positive omtale.
Langstrakte synth- og guitarkompositioner præger lydbilledet hos odenseanske Jonas Munk. Det lyder som musik, der kræver det ypperste af lytteren, men Manual formår at gøre sin sfæriske musik umiddelbar tilgængelig, uden at den forfladiges. Endnu en gang har han overgået sig selv.
Den gode melodi er i højsædet på den danske trios andet udspil, der komplekst blander groove, roadmusic, pop og Morricone. Trods manglen på støvede landeveje og truckermentalitet leverer Funky Nashville nogle hæderlige sange, der charmerende forener en masse genrer.
Lad os forestille os en ung japansk musiker, hvis musik helt umærkeligt suger vores fantasi og dagdrømme til sig, så de kan boltre sig i den. Lad os forestille os, at hans sange er stille og smukke. Lad os forestille os, at de er fyldt med forandringer og alligevel lader sig modellere efter lytterens tanker.
