Chris Cole er involveret i bands som Movietone og Soeza, og han har arbejdet sammen med Matt Elliott (Flying Saucer Attack, Third Eye Foundation). Under navnet Manyfingers folder han ene mand sit multiinstrumentale talent fuldt ud med udgivelsen af en mageløst smuk plade.
Til hverdag spiller Alex Kloster-Jensen og Robert Burås guitar i hhv. Ricochets og Madrugada, og nu har de kastet sig over sideprojektet My Midnight Creeps - og tak for det, for bandets soulede garagerock er både gedigen og særdeles medrivende.
Det seneste album fra newyorkeren Marina Rosenfeld er ikke nem at lytte til. Med piano, cello og dubplates skaber hun en blid strøm af sarte og alligevel kaotiske anti-melodier. Interessant nok så er pladens utilnærmelighed faktisk også dét, der gør den sært dragende.
Mens medlemmerne af det italienske postrockband Giardini di Mirò har travlt med sideprojekter, har gruppen genudgivet to svært opdrivelige ep'er. Numrene derfra signalerer, at der er håb for fremtiden – men bringer desværre også bange anelser.
Snah og Bent Sæther besluttede sig for forblive en duo efter tabet af den markante trommeslager Gebhardt. Med dette dobbeltalbum beviser fjeldheltene, at de stadig har gode riffs og fængende melodier tatoveret på indersiden af kraniet. Men så heller ikke mere.
Endnu en magnum-udgivelse fra den hyperproduktive Sufjan Stevens, der lige har et par (eller 20) outtakes fra sidste års Illinois, han ikke mener, verden kunne være foruden. Selv om han kun til dels har ret, er det altså imponerende, hvad manden ryster ud af ærmet.
Hiphop-produceren Alias og sangerinden Tarsier sendte i næsten to år bånd frem og tilbage imellem hinanden. Resultatet af deres musikalske og postmæssige anstrengelser er et flydende og meget lytteværdigt album, der både kan nærlyttes og bruges som baggrundsmusik.
Ja, der er masser af shoegaze-referencer på denne plade. Men når det så er skrevet, så oser denne plade stadigvæk af at være blandt de mest vitale rockalbums i dette årtusinde. Ikke mindst fordi både melodimaterialet og arrangementernes interagerende spidsfindigheder træder elegant ud af støj-tågerne.
En organisk popplade med et elektronisk snit og visse americana-tendenser, der ikke lige lader sig kategorisere. Slow Days er faktisk, måske bortset fra det vokalmæssige, en ganske vellykket plade, der insisterer på, at man sætter sig ned og lytter.
Newyorker-trioen Asobi Seksu spiller deres shoegazer-inspirerede støjpop energisk og kraftfuldt. Der er masser af bevægelse og dynamik, og sangerinden Yuku Chikudates lette, lyse vokal får alle de udfordringer, den har brug for. Lidt bedre omkvæd havde dog ikke været af vejen.
TV on the Radio fortsætter stilen på deres andet album, som er endnu en sammenblanding af alt, hvad hjertet kan begære inden for postrock, surf, tunge beats og silkeblød vokal. Det kan dog til tider være svært at finde hoved og hale i bandets blanding.
Efter at have kæmpet med diverse interne stridigheder og været på kanten til et endeligt opbrud er The Appleseed Cast kommet godt ud på den anden side med en plade, der rummer stærke rocksange med lånte elementer fra shoegazer og postrock.
Joan As Police Woman er det seneste musikalske skud på den stamme af teatralsk og cabaret-agtig musik, der med Rufus Wainwright og Antony and the Johnsons i spidsen har haft stor succes de sidste år. Real Life er flot og melankolsk, men mangler det sidste for at løfte sig over det anonyme.
Stemmen fra Nottingham crooner sig gennem 10 strygerbaserede pop/rocknumre, der vil lindre de Tindersticks-tilbedende ører, der lider under savnet af en ny plade fra det nordengelske band. Om det ligefrem er medicin? Tja, man kan vel snarere kalde Leaving Songs for et godt alternativ
