Det er strømførende, vital poesi, og det brænder i gennem øregangen i dette samarbejde mellem poeten Peter Laugesen og jazz-rockgruppen Singvogel. Resultatet er engagerende og til tider formidabelt i dette værk, der bringer musikken og lyrikken tilbage i et skønt samarbejde.
Den yderst produktive alt.country-superstjerne er klar med sit andet album i 2005, der på trods af flere glimrende sange ender som en mindre skuffelse ved at fokusere alt for meget på svage countryballader.
Voltage har en vision: The Bass Castle – et magisk fremtidscitadel. Her dyrkes en mytologi funderet omkring slottets legendariske bas, hvis frekvenser hævdes at kunne forandre lytternes liv. Voltage håber at samle trådene i al verdens hidtidige musik, og drømmens fundament er blændende!
31Knots tager delvis tråden op fra sidste års glimrende ep, hvilket vil sige, at denne fuldlængde byder på en del vellykket eksperimenterende indie- og progrock med overrumplende detaljer undervejs. Desværre udmønter det varierende udtryk sig denne gang også i flere mislykkede indslag.
Acustics nye udspil er ikke en brandvarm sag. Den giver til gengæld varmen langsomt, men sikkert med bølger af imødekommenhed og indfrier til fulde de forventninger, man kunne have til den første Acustic-plade i syv år. Eftertænksom dansk electronica med internationalt format.
Efter at have været tavs siden albummet Just Another Diamond Day fra 1969 er Vashti Bunyan vendt tilbage fra sit selvvalgte eksil. I den mellemliggende periode har musikscenen været igennem op til flere revolutioner, men det er ikke til at høre på Bunyan.
IDAHO er veteraner på den amerikanske slowcore-scene, og på deres 10. udspil præsenterer styrmand Jeff Martin små filmiske montager. Men trods et fint atmosfærisk startniveau blændes den indre skærm af tilbagevendende hvid monotoni, hvor musikken går i tomgang og ikke rigtig når at berøre lytteren.
Robert Lowe, der til daglig er bassist og vokalist i avantgarderockgruppen 90 Day Men, solodebuterer med et improviseret album, der kombinerer stemmeloops, østerlandsk mysticisme og akustisk psych-guitar i en udforskning af bevidsthedens vidtudstrakte og overskyede landskaber.
Genudgivelsen af Grizzly Bears debutplade er den første ikke-Efterklang udgivelse på Efterklangs eget label, Rumraket. Og hvilket første valg! Horn of Plenty er nemlig et fremragende musikalsk legetrip.
Siku har glemt støjen i deres dansksprogede støjpop, der desværre domineres af ikke specielt velfungerende ballader. Manglende stemmepragt hos sangerinden og uheldige forsøg på at skrive poetiske tekster hjælper ikke på helhedsindtrykket.
Bugpowders lydunivers er sært og tidskrævende, men der er så meget intensitet og energi i kompositionerne, at man ikke kan undgå at blive revet lidt med. Til gengæld er der for meget jam-session over konceptet, og det ender med lidt mere undren end overgivelse.
Dette canadiske femmandsbands debut er en musikalsk rodebutik af format. Enkelte steder fungerer de hiphoppede partynumre rigtig godt, når de mange stilarter bliver blandet – men oftest kan de mange indfald og virkemidler ikke skjule, at det er småt med det musikalske grundmateriale.
Grime er nået til Sverige. Det er El-P også. Og 80'erne har jo været der nogle år. Stacs of Stamina har hørt det hele og raget til sig. Nu mangler vi bare, at de holder op med at spille så meget computer.
Stærk og sammenhængende solodebut fra Blue Foundation-medlemmet Tobias Wilner. På egen hånd leverer han beatfokuseret electronica, der først kommer på glatis, når den vil være storladen og utvetydig.
