Matthew Adam Hart bygger storladne synthpopsange proppet til randen (og nogle gange også lidt over) med vildt fængende melodier, der nærmest snubler over hinanden.
Plader
Cage: Hell's Winter
Det er nærmest arrogant at sige det, men det mest interessante ved rapperen Cage er næsten hans frygtelige opvækst. Den har til gengæld også kastet et par gode tekster af sig til hans Def Jux-debut. Men ellers? Tjah... bum-bum...
The Rainfall Years: Ramifications
Det sjette album fra den danske gruppe fænger i visse øjeblikke, men begrænser også sig selv i form af alt for få højdepunkter. Dertil er kvaliteten af sangene alt for svingende, og det vokale arbejde alt for poleret og intetsigende.
Green Frog Feet: Score
Har du Converse-sko og går med svedbånd om håndledet? Er sort din yndlingsfarve, og elsker du Blink-182’s sange, fordi de er så gode at synge med på? Er din forældre helt ude af stand til at forstå dig? Hvis ja, så er der her et godt skud poppunk til samlingen.
Greg Dulli: Amber Headlights
Desværre er det kun et fåtal af sangene på Amber Headlights, som rigtigt smager af noget. Sangskriveren fra Afghan Whigs og Twilight Singers starter ellers med at køre uden hænder og helt ud til skrænten, men så sætter han en alt for poleret automatpilot til.
Pellumair: Summer Storm
Folkrock med inspiration fra støj- og shoegazerrock. Dét er formlen bag Pellumairs lovende debut. Duoen er bedst, når den elektriske guitar krydrer de akustisk-orienterede melodier med de rette doser støj og tunge riffs – men allerbedst når de to lyse stemmer folder sig ud i smukke vokalharmonier.
Nine Horses: Snow Borne Sorrow
Bedst som man troede, at David Sylvian var ved at forsvinde bort i nedbarberede spirituelt søgende soloalbums, præsenterer han verden for et under af trolddomsagtig popmusik. Han samarbejder med gamle og nye kendinge og sammenføjer et musikalsk udtryk med referencer til hele sit bagkatalog.
Ennio Morricone: Crime and Dissonance
'Still going strong' er et udtryk, man sagtens kan bruge om Ennio Morricone. På denne retrospektive kompilation sammensat af Mike Patton er det tydeligt, hvilken ener Morricone er som filmmusikkomponist. Med vægt på 60'erne og 70'erne er der masser af atonal musik, skæve melodier og rædselsskrig.
Dirty Faces: Superamerican
The Stooges-sangen "1970" sluttes af med en stædigt skrigende Iggy Pop: »I feel alright, I feel alright.« I 2005 vrænger Dirty Faces: »In 1975, it feels fucking great to be alive.« Dette tredje udspil er dog snarere begyndelsen til noget stort end en hyldest til svundne tider.
Bright Eyes: Motion Sickness
Selv om man må kigge langt efter sange fra dette års roste Digital Ash in a Digital Urn, tilfører Conor Oberst så meget intensitet og skævhed til resten af sit bagkatalog, at man lige akkurat kan bære savnet.
Magnolia Electric Co.: Hard to Love a Man EP
Et nyt kvartal – en ny udgivelse fra Magnolia Electric Co. Sådan har det næsten set ud for Jason Molinas projekt her i 2005. Men på trods af den uhyre produktivitet er niveauet dog stadigvæk lige så højt, som stemningen er langt nede.
Headlights: The Enemies EP
Debut-ep'en fra amerikanske Headlights er hyggelig, lun og behagelig – nok også mere end indiepop-bandet egentlig ønsker det. Deres udtryk er melodisk og rart, men man savner nogle kanter at skære ørerne på.
Maxence Cyrin: Modern Rhapsodies
Den klassisk uddannede pianist Maxence Cyrin nyfortolker nogle af dance-scenens klassikere, og det slipper den talentfulde franskmand ikke ubetinget heldigt fra. Albummet veksler mellem smuk melankoli og kedelig fortolkning af numre, som ikke burde spilles på klaver som eneste instrument.
Warren Suicide: s.t.
Warren Suicide rører rundt i en stor sonisk cocktail, som hovedsageligt består af electropop/-punk, og det hele munder ofte ud i rodede og retningsløse sange. Og når trioen forsøger at være dragende og hypnotiske, ender de i stedet med at lyde sært uinspirerede og monotone.