Efter to års travlhed som koncertspiller og labelboss fortsætter Jens Berents Christiansen alias Rumpistol, hvor han slap på sin debut, med endnu en skibsladning behageligt kling-klangende instrumental electronica med plads til og sans for detaljen.
Plader
Antophones: Happy Failure
Efteråret har indfundet sig. Både udenfor og på danske Antophones' debutalbum. Selv om stemningen er mørk og trist, er der dog rigeligt at glædes over på Happy Failure. Albummet er spækket med flotte melodier, der suppleres af en betagende vokal.
Jasper TX: I’ll Be Long Gone Before My Light Reaches You
Meditativ minimalisme. Ingen store armbevægelser. Ingen skæv udvikling gennem numrene. Ingen markant gennemslagskraft. Men svenske Dag Rosenqvists debutalbum er alligevel rart at lytte til alligevel – for det meste.
Marc Hellner: Marriages
Lyt til Marriages, og forbered dig på at blive varm, afslappet og måske lidt søvnig – men uden at du kommer til at kede dig undervejs. Marc Hellner kombinerer vokaler, traditionelle instrumenter og blød electronica, så det er en ren fornøjelse.
Naked Lunch: Songs for the Exhausted
Naked Lunch? Det lyder interessant. Det må være noget med kunst, hårde stoffer og delirium. Nå, ikke? Jamen, så er det vel noget med at eksperimentere og lege med formen ligesom William Burroughs. Heller ikke? Hvad siger du, mainstreampræget falde-i-søvn-indie? Skuffende, virkelig skuffende...
Maritime: We, the Vehicles
Maritime har været på tidsrejse til 60'erne. Der fandt de 'melodisk' og 'lalleglad', som de tilførte lidt energisk melankoli og dernæst kombinerede med en nutidig, glat produktion. Udfald: endnu et asylband, der gerne vil ind i poprock-land.
Elektronavn: A l’inexistant centre d’un espace sans forme / Audelà l’inconnu
Elektronavn er fra Danmark og spiller... Derfra er det svært at komme videre, når man skal anmelde Magnus O. Majmons nyeste plade. Det kan være spændende at gå på opdagelse, men det er det desværre ikke hele tiden.
Amstrong: Lack of You
Danske Amstrong lægger på deres tredje plade mere tryk på det traditionelle rockudtryk. Sangene er umiddelbare, men lyduniverset er stadig fyldigt og har plads til skæve indfald. Omkvædene lader imidlertid meget tilbage at ønske.
Clap Your Hands Say Yeah: s.t.
Vokalen vil muligvis få flere til at stige af, men der er rigtig gode melodier, et godt tempo og små finesser i Clap Your Hands Say Yeahs univers. Går man årets alternative rockudgivelser igennem, er dette uden tvivl en af de mest interessante debutplader i 2005.
Désormais: Dead Letters to Lost Friends
Som en eksperimenterende folktronica-pendant til The Postal Service har Mitchell Akiyama og Tony Boggs bygget Désormais' tredje album i hvert sit hjem. Det er mere umiddelbart end forgængeren, men er i al sin variation stadig udfordrende og fyldt med fortolkningsmuligheder.
Thomas Denver Jonsson: Barely Touching It
Man bliver bestemt ikke skuffet over opfølgeren til Hope to Her. Thomas Denver Jonssons 13 nye personlige sange er overbevisende, hvilket ikke mindst skyldes The September Sunrise, der spiller, så man glemmer kulden, der ligger på lur udenfor.
Amandine: This Is Where Our Hearts Collide
Mens efteråret rusker løs, udsender svenske Amandine sit debutalbum. Efteråret passer da også bedst til udgivelser af denne kaliber, som rendyrker det melodiske og melankolske. Resultatet er en plade, der tager udgangspunkt i den amerikanske alt. country med banjo og hele molevitten.
Susumu Yokota & Rothko: Distant Sounds of Summer
Dette er et sjældent oplagt samarbejde: Rothko alias engelske Mark Beazley og japanske Susumu Yokota lyder og komponerer på visse måder meget ens, og de forener store dele af det bedste på dette album. Der er dog en række beats, som ødelægger enkelte numre og dermed helheden.
Mob: We All Repeat the Past
For utrænede ører kan danske Mobs tredje plade føles som at få en veritabel støjhammer i hovedet. We All Repeat the Past er en ganske overvældende og anstrengende, men samtidig imponerende intens og energisk lytteoplevelse, der bider sig grundigt fast.