Tommetyk inspiration fra 80’ernes altmodische new wave-pop er der masser af på de tidligere garagepoppere The Legends skuffende andet fuldlængdealbum – et professionelt udført, men forstemmende uoriginalt udspil.
Plader
Mikkel Glasser: Everyone Takes Themselves Too Seriously
Teksterne er det svageste led på Everyone Takes Themselves Too Seriously, som man dog roligt kan tage seriøst, for fremføringen fejler ikke noget. Hvor de stille sange halter, står de mere friske sange stabilt med begge ben solidt plantet i den gode ende af singer/songwriter genren.
The Jena Campaign: s.t.
Debut fra semi-akustisk duo, der ligger et sted mellem lofi, sadcore og country. Charmefaktoren er pænt høj, men standarden ujævn, og produktionen er sine steder direkte forfejlet. Enkelte skiller sig positivt ud, men man savner en gennemgående nerve.
Vacabou: s.t.
Spanske Vacabou inviterer til svævende rumfart i smukke lydgalakser. Pladen er fyldt med vokaler, og de når vidt omkring - fra det umiddelbart indtagende til det decideret falske.
Gogol Bordello: Gypsy Punks
Gogol Bordello bombarderer én med østeuropæisk instrumentering og gal sigøjnerpunk. En god portion humor og slavisk inspiration præger lydbilledet, og der er stor idérigdom. Men den kulturelle revolution får aldrig luft under vingerne, og holdbarheden er begrænset.
Arab Strap: The Last Romance
Indierockens mest fordrukne skotter er tilbage med et album, der balancerer mellem at have et rocket drive og at være en kaotisk rodebutik. En glimrende plade fra et band, der både lyder, som de plejer, og alligevel tør udvikle sig.
Greg Davis & Sebastien Roux: Paquet Surprise
Canadieren Greg Davis og franskmanden Sebastien Roux har slået sig sammen om at skabe en elektronisk prøv-lykken-pakke. Resultatet er afdæmpet, men glimtvis skramlende, og de to har ikke tænkt sig at bryde grænserne for, hvad electronica skal kunne.
but his hands were tiny and so she said: Paddington
Hvis man væbner sig med lidt tålmodighed, en mørk efterårsaften og en varm kop te, disker det danske enmandsprojekt but his hands were tiny and so she said op med en nedbarberet, men intens omgang sadcore, der lover godt for fremtidige udskejelser fra den kant.
Animal Collective: Feels
Ambitiøs, fremadskuende, original og til tider hjerteskærende. De flyvske folk-eksperimentalister Animal Collectives opfølger til 2004's roste Sung Tongs skuffer ikke. Snarere tværtimod.
The Skygreen Leopards: Jehovah Surrender
Smid skoene – nej, smid bare alt tøjet - og dans med til The Skygreen Leopards, mens solen går ned. Tempoet og energien er mestendels fraværende på denne ep, men det sløve og overstyrede udtryk er alligevel ganske inciterende – også for de danseglade hippier. Bob Dylan på god, god syre.
Company: Parallel Lines
Company kan betyde firma og handelsselskab, men det findes også i betydningen af fællesskab – at holde nogen ved selskab. Det Company, denne anmeldelse beskæftiger sig med, kan meget vel gå hen og blive dit bedste selskab resten af dette efterår.
Kirsten Ketsjer – the Rock Band: Jeg skal snart ind
Er et rockband et rockband, bare fordi de siger, at de er det? Er jazz andet end swingende ottendedele? Og hvem var Thurston Moore i et tidligere liv? Vigtige spørgsmål at få svar på. Kirsten Ketsjer svarer ikke, men giver anledning til overvejelser.
V/A: Dream Brother – The Songs of Jeff + Tim Buckley
Numrene på dette coveralbum, der hylder far og søn Buckley, balancerer mellem bidrag, der er for tro mod det originale materiale, og andre bidrag, der flot fortolker originalen uden at miste det oprindelige udtryk. Det akustiske helhedsindtryk styrker albummets udtryk, men man savner lidt spræl.
Larsen and Furious Jane: Tourist With a Typewriter
Det syv mand store orkester har krydret deres lydunivers af veldrejede og afdæmpede americana-inspirerede numre med mere kant og tempo end på deres ellers solide debut. Det er således de mange små skæve eksperimenter og fængende pop/rocknumre, der smukt fuldender bandets udtryk.