Med debutpladen var de selvbestaltede kongetitler fuldt ud berettigede, men opfølgeren er gået hen og blevet noget af en royal bommert. Trods enkelte lys er nerven forsvundet i en tåge af halve numre og letkøbte virkemidler. Særdeles skuffende genhør med et band, der alt for hurtigt vil være modne.
Björk finder ind til essensen af det hele og hylder livet, barnet og viljen til at give. At hun så gør det udelukkende ved brug af vokaler, gør det ikke mindre smukt. Medúlla er en særegen størrelse, der langsomt kryber gennem blodbanerne – og ender faretruende tæt på selve hjertet.
I front for The Unintended står Rick White (ex-Eric’s Trip), som leverer en række folksange med et ordentligt skud syre. The Unintended er det lovlige, hallucinerende stof, du skal fodre dine sanser med før en tur op i et luftrum, hvor ilten er knap, og klarsynet er skarpt. God tur.
Hvad så, Kim Larsen? Får du fyret op under en slidt stemning? Er du ude på ballade? Dansk flødes Punk Rock er en irriterende dansksproget 70’er-punkplade, der overhovedet ikke rykker ved noget som helst – heller ikke som humoristisk punk-pastiche, såfremt det skulle forestille at være hensigten.
Har du nogensinde set et menneske vendt på vrangen? Det er, metaforisk set, tilfældet på The Paper Chases seneste afkast. Vi får et indblik i en forpint sjæl, hvor specielt den stærke følelse af had spiller sig ud. Og musikken? Veludført eksperimenterende rock!
Det københavnske undergrundsband Magtværk har med en god bunke ambitioner hevet dansk 70’er syrerock ind i 2004 på deres debutalbum Maximal komfort. Men selv om det ene ben står i fortiden, så lyder det, som om det andet stadig står i nutidens øvelokale
Klassisk og ganske tungsindig dreampop, der er rigtig veludført, men ikke altid lige ophidsende. Og så har Julie Shields altså en halvskinger stemme.
Fra tid til anden kan man godt undre sig over, hvad der bliver godkendt til udgivelse rundt om hos pladeselskaberne. Know Nothing Stays the Same-EP’en med amerikanske Copeland falder lige lukt i den kategori. Af uforklarlige grunde har det amerikanske band Copeland formået at overbevise deres pladeselskab, The Militia Group, om, at de skal udgive denne EP bestående af mildest talt tvivlsomme coversange.
På denne splitudgivelse spiller Kilowatthours og The Rum Diary op mod hinanden. Deres numre ligger placeret skiftevis på albummet, og det bliver en kamp, som i sidste ende falder ud til The Rum Diarys fordel.
De følsomme poppunkere er tilbage. Stadig melankolske, stadig pretty damn good.
Windsor for the Derbys seneste udspil er en meget drypnæset og tandløs sag. Der er for så vidt masser af fine idéer og melodier på pladen, men det hele ender i en apatisk suppe af æterisk ligegyldighed. Det er mærkeligt og ærgerligt.
En spinkel, mystisk stemme, en harpe og nogle tyste sange er omdrejningspunktet på dette album. Joanna Newsom formår i sine bedste øjeblikke at lave magisk neofolk.
Det canadiske pladeselskab Constellation Records har med Song of the Silent Land udgivet en hurtig opsummering af sit virke i perioden 1997-2004. Og det skulle de måske nok have ladet være med (eller i det mindste nægtet halvdelen af kunstnerne adgang).
Universal Audio er visse steder ganske fængende, men der er en tydelig aroma af genbrug over The Delgados’ femte album.
