»God, I love meat is murder.« I Am Bones har udsendt en demo. Og hvis der er nogen som helst form for retfærdighed til, baner den vejen for et gennembrud af de større.
Plader
The Lyndsay Diaries: Midwestern EP
Hovedmanden bag The Lyndsay Diaries, Scott Windsor, har følelserne uden på tøjet. Han leverer melankolske, semi-akustiske numre, der i sine forsøg på at virke oprigtige og ærlige svæver et sted mellem det geniale og det banale.På sin vis er det med vemod, man lytter til Midwestern, for efter sigende er dette udspil det sidste, der udgives fra The Lyndsay Diaries.
Monster Movie: To the Moon
Er titlen et ønske fra engelske Monster Movie om at komme en tur ud i rummet? Og mener de, at deres musik skal ledsage en sådan tur? I så fald bliver det en kedelig tur.
Monster Movie: To the Moon
Monster Movie vil gerne have os med til månen, men evner kun at få os med udenfor til en omgang stjernekigning. Det kan i og for sig være fint nok, men To the Moon bliver ikke tindrende uundværlig.
Monster Movie: To the Moon
Den anden fuldlængde fra Slowdive-guitaristen Christian Savills nye band, Monster Movie, er en omgang varieret dream-pop og shoegazer, der holder en høj standard, men lige mangler den gnist, der ville gøre det fremragende.
Monster Movie: To the Moon
Monster Movie flyver i alle retninger og når aldrig rigtig frem til deres destination.
Monster Movie: To the Moon
Den forhenværende guitarist i Slowdive, Christian Savill, spiller stadig musik i shoegazer-genren, men har kreativiteten i behold. Støjende guitar og melankolske keyboardklangflader smelter sammen og danner rammen om en række glimrende sange.
Coastal: Halfway to You
Coastal kan godt lide Low. De har bare ikke forstået, hvorfor Low er så fantastiske.
The Panoply Academy: Everything Here Was Built to Break
The Panoply Academy er gået hver til sit og findes således ikke mere. Men kompilationen Everything Here Was Built to Break vidner om et band, som i høj grad har haft sin eksistensberettigelse inden for postpunk-genren.
Trio Trash: A Spectacle and Nothing Strange
Hvis du gerne vil føres nænsomt gennem den musik, du hører, skal du gå langt uden om denne særprægede, evigt omskiftelige omgang støj-postjazz. Trio Trashs andet album er yderst interessant, men lige så svært for alvor at holde af. Og titlen er misvisende.
Mike Trike: Apartment 18
Den yderst behagelige indiepop på Apartment 18 bliver en smule ødelagt af, at det hele minder så ufatteligt meget om Elliot Smith, og så er sangene i øvrigt også for korte.
Frank Smith: Burn This House Down
Light-produkter kan i visse tilfælde være både gavnlige og sunde, men musikalsk set bør man være varsom med disse produkter. De originale og oprindelige udgaver smager for det meste væsentlig bedre, og i tilfældet Frank Smith er Burn This House Down desværre lidt et light-produkt.
Gravenhurst: Flashlight Seasons
Selv om Flashlight Seasons måske ikke kommer til at stå som den helt store milepæl i musikhistorien, er Nick Talbot og hans guitar en rar duo at stifte bekendtskab med.
The Lucksmiths: Where Were We?
Iørefaldende sommerpop af allerbedste skuffe. Australske Lucksmiths spiller op til både happy dancing og melankolske skumringstimer.