Der er dømt dogme for alle pengene på Damien Jurados nye EP. De fem sange er alle optaget på genbrugsbånd og en gammel spolebåndoptager fra 1967. Det kræver lidt tilvænning, men er absolut værd at lytte til.
Plader
Künnecke & Smukal: s.t.
Den halvvemodige, tyske indie-duo, Künnecke & Smukals debutalbum består af små rundtenommer med akustisk guitar og melankoli oven på. Tonerne er behagelige, men smagen af Künnecke & Smukal forsvinder hurtigt efter sidste bid – det er simpelthen ikke interessant nok.
Delicia Mini: Skuggi
Skuggi er essensen af efterårshygge. Dette er stemningen ved at sidde med en kop varm chokolade på en kold og våd efterårsdag, hvor vinden hyler, og man virkelig nyder, at ilden er opfundet. Dette er rigtig godt.
V/A: Chicago Soul
Soul Jazz Records udgiver den ene solide compilation efter den anden. Sideløbende med selskabets uendelige historie om Jamaicas musikscene og udforskningen af disco- og no wave-scenen i New York søger selskabet tilbage til populærmusikkens rødder: den afro-amerikanske musiktradition.
The Faint: Wet from Birth
De har lagt det farlige, det pågående og det danseopbydende udtryk i synthpunken på hylden og i stedet søgt mod et mere tilgængeligt udtryk. Men med tilgængelighed følger en ligegyldig fladhed. Det er ikke det store bid i The Faints fjerde plade.
Saeta: We Are All Waiting for Hope
Seattle-baserede Saetas fjerde album er fyldt til randen med både sørgmodige, drømmende og til tider ganske smukke lydlandskaber med piano og cello som dominerende instrumenter. Desværre spolerer Matt Menovciks slæbende og snøvlende sangstemme en hel del.
Tomsky & Krageagenturet: Bortkomne postkort
Her er en række sælsomme historier. De er taget ud af deres trykte bogform og tilsat oplæsningens kunst: en række postkort med forstyrrende, komiske og mest af alt skæve fortællinger, og Jesper Tullin har tilsat stemningsfyldt instrumentalmusik.
David Thomas & Two Pale Boys: 18 Monkeys on a Dead Man’s Chest
Pere Ubu-frontmanden David Thomas er nu på banen igen med det tredje studiealbum fra neofolkgruppen Two Pale Boys. 18 Monkeys on a Dead Man's Chest er en dejlig plade fuld af overraskelser, der placerer David Thomas som den bedste (eneste?) eksponent af fremtidsfolk.
Flunk: Morning Star
Flunks andet album bliver hurtigt en forudsigelig omgang, hvor der stort set hele vejen igennem bliver brugt både livrem og seler.
Mystic Chords of Memory: s.t.
Som at tage opvasken: Det er prøvet før, og det er sgu’ ikke superinteressant.
Mads Mouritz: This Chaos Called Love
En klassisk melankolsk rockplade med den gode sang i højsædet. This Chaos Called Love består af en række gode sange, men det hele fremstår også lidt for anonymt til, at musikken for alvor brænder igennem.
Efterklang: Tripper
Endelig, fristes man næsten til at sige. Endelig en dansk udgivelse, der for alvor sætter sig fast på nervebanerne og gør et usletteligt indtryk. Det er ganske enkelt fremragende og en stærk kandidat til årets danske plade.
Simon Gylden: Copenhagen White Boy Sound: The Candy Apple Album
Simon Gylden udgav tidligere i år den fremragende Go Folk Yourself! Nu serverer den unge københavner et frigjort og eksperimenterende bud på et projektalbum/soundtrack, der er et imponerende kludetæppe af skramlede lydmalerier.Man kan ikke beskylde den unge mand fra det nordvestlige København for at være hverken doven eller ensformig, for det er anden gang i 2004, at Simon Gylden serverer en samling numre, der giver stof til eftertanke.
Wynona: Lost Hill
Wynona tager den amerikanske alt. country og iblander en skandinavisk varme og skrøbelighed. Tilbage står vi med genren nordicana og en plade, som er et decideret mesterværk.