En genudgivet liveplade med 80'er-rockbandet med Steve Wynn i front. Genudgivelsen inkluderer numre, som oprindeligt var frasorteret på den originale udgivelse fra 1988. Dette er berettiget, uforfalsket rock til rockfans, der ikke er bange for guitar.
Pladen, man undrer sig over. Og fascineres af. Og formentlig hader (det gør min kæreste i hvert fald). Det franske orkester med den mildest talt let genkendelige stil har udsendt endnu et album.
Med både fængende popnumre og tyste ballader leverer Owen Tromans en sjældent varieret singer/songwriter-plade i smuk stil.
Brandtsons emorock har udviklet sig hen mod et stadig mere poppet og letfordøjeligt udtryk. På Send Us a Signal mangler de dog tilpas stærke melodier til for alvor at rykke.
En sort ged i Ontario, en drøm om en hvid grif, musikere fra bands som Godspeed You! Black Emperor, Strawberry, Shalabi Effect og Broken Social Scene – og vupti: denne lille udgivelse. Den vil næppe gå over i rockhistorien, men er til tider udmærket, og i enkelte tilfælde genreblander den på ret så interessant vis.
Debutalbummet Hey fra danske Homesick Hank er et ganske overbevisende stykke arbejde, som er udført meget stilsikkert, og produktionen er i top. Den stille eftertænksomhed og det sørgmodige udtryk bliver dog for omklamrende flere steder, men den smukke og harmoniske atmosfære redder de fleste numre sikkert i havn.
Den tidligere Speaker Bite Me-guitarist har været en tur gennem Nikolaj Nørlunds musikfabrik.
Opsamlingen fra dette stort set ukendte pladeselskab er en sælsom plade, der byder på en masse skrammel, men også enkelte hitsingler.
Det kunstneristiske udtryk er temmelig strittende; Billy Bob Thornton beviser ikke desto mindre, at han ikke er nogen helt ilde sangskriver. Men kunne en eller anden for pokker ikke have bedt ham stryge den kærlighedserklæring til fru Angelina?
Debutalbum fra københavnske Metric Noise, der viser et band, som spiller medrivende og hårdtslående rockmusik, men som fremstår alt for éndimensionelle til at kunne bære et helt album.
Seattle-regnen har gennemblødt Jesse Sykes så meget, at det drypper fra hendes hjerte. Velspillet americana, der på én gang er så plaskvåd og så knastør, at man kun kan frydes. Dette er et ideelt soundtrack, når regnen lader sig falde over Danmark.
Irsk/australske Clann Zú er på gaden med opfølgeren til debuten Rua. Man skulle næsten tro, at bandet har lyttet til os her på Undertoner – i hvert fald har de fået styr på deres inspirationskilder og lyder mere, som om de ved, hvor de vil hen.
Blueprint Car Crash præsterer på deres debut-ep et komplekst auditivt amokløb, hvor der er plads til både progrock og freejazz, men frem for alt desperation og sindssyge.
Det er ikke, fordi der er sket så forfærdeligt meget siden debuten, men så længe Barra Head gør dét, de gør, så godt, som det er tilfældet, lader man gerne hånt om den umiddelbare mangel på nyskabelse. Smagsprøve på nyt album.
